Jeg er helt ked af det, men det er måske også fordi det er dag 4 efter fødsel, tudeture og alt det der. Men min mand og jeg har lige budt vores datter velkommen til verden, vi har børn i forvejen.
Med dem blev jeg ikke overvældet af kærlighed med det samme. Misforstå mig ikk, jeg elskede dem jo, men på en måde på en anden måde. Sådan at det tog et godt stykke tid at lære dem at kende og mærke den der tilknytning. Jeg var helt ok med ikke at være op og ned af dem konstant og sådan. Jeg Håber ikke det lyder forkert, for jeg elsker mine børn uendelig, men sådan havde jeg det.
Nu har vi fået vores datter. For første gang græd jeg, da jeg fik hende op på brystet og følte bare med det samme den her overvældende kærlighed. Jeg elsker hende så meget og kan slet ikke undvære hende. Her til aften puttede vi hende i liften I soveværelset, så hun kunne få lidt ro fra larmen fra storfamilien, og jeg har været så ulykkelig, fordi jeg savner hende, når hun ikke er hos mig.
Det er så åndssvagt, men jeg kan sidde og græde ved tanken om, at hun på et tidspunkt skal i vuggestue. Jeg kan slet ikke holde den her vilde kærlighed ud.
Og jeg skammer mig over, at jeg ikke havde det sådan med de andre.. Hvad er der i vejen med mig?
Anmeld
Citér