At være egoistisk

Min x mand var meget egoistisk og ville aldrig gå på kompromis.  Da vi blev skilt blev jeg truet med nogle ting af ham. Det vil jeg ikke gå ind nærmere på, men jeg var også tvunget til at lade være med at opkræve halvdelen af det vi ejer.. Det var et psykisk voldeligt ægteskab, hvor jeg desværre har føjet ham rigtig meget. 
Men nu er han et kapitel som er forbi.  Eller næsten, for han forventer at jeg hjælper ham så han kan realisere sine behov og mål. 
De fleste af gangene han spørger mig, kan jeg faktisk godt hjælpe ham. Og jeg tænker altid, hvad nu hvis jeg var i samme både, så ville jeg også have nogle der hjalp mig. Jeg er opdraget med at det er forkert at være egoistisk. Men selvfølgelig er det okay at sige nej, specielt fordi han ikke har ændret sig her i livet, den mentalitet og tankegang jeg afskyede mens vi var sammen. Og han har truet mig med ting, som beviser at det han ville have, kan han ikke få til at hænge sammen uden mig.

Er jeg helt forkert på den?

 Jeg har fortalt ham, at jeg ikke ønsker at støtte ham i de specifikke ting. Men jeg oplever alligevel at han ugentligt vil i kontakt med mig, for at bede om hjælp. Jeg har hjulpet ham før, men jeg har også understreget at det vil jeg ikke længere.  Men han bliver ved. Det skal lige siges at vi er på talefod, og kan godt være sammen når det er vigtigt men vi er heller ikke mere end det.

Selvfølgelig behøver du ikke hjælpe ham selvom du har mulighed for det. Er selv opdraget til at man hjælper andre, men har efterhånden lært at jeg selv er vigtigst. Det nytter ikke noget at sætte alle andre først og så have det skidt selv. Og du skylder ham ingenting, særligt ikke npr han har behandlet dig skudt. 

Har du børn med ham? Hvis ikke, så tror jeg du ville gave bedst af at cutte kontakten helt. Hvis I har børn sammen, så var det måske smart at snakke med fx mødrehjælpen omkring hvordan man kan være dele forældre med mindst mulig kontakt. Og så ville jeg nok få noget psykologhjælp til at løsrive mig fra ham, det lyder til han stadig forsøger at kontrollere dig og manipulere med dig. 

Selvfølgelig behøver du ikke hjælpe ham selvom du har mulighed for det. Er selv opdraget til at man hjælper andre, men har efterhånden lært at jeg selv er vigtigst. Det nytter ikke noget at sætte alle andre først og så have det skidt selv. Og du skylder ham ingenting, særligt ikke npr han har behandlet dig skudt. 

Har du børn med ham? Hvis ikke, så tror jeg du ville gave bedst af at cutte kontakten helt. Hvis I har børn sammen, så var det måske smart at snakke med fx mødrehjælpen omkring hvordan man kan være dele forældre med mindst mulig kontakt. Og så ville jeg nok få noget psykologhjælp til at løsrive mig fra ham, det lyder til han stadig forsøger at kontrollere dig og manipulere med dig. 

Altså jeg får det skidt på den måde, at han bliver ved med sin måde at handle på. Han kan ikke prioritere anderledes, men det altid hans “ting” der skal i første række. Derfor får jeg det skidt, fordi når jeg hjælper ham, så får han sin “ting”.  Han insisterede på  nogle krav han havde. Mens han truede mig. Men i virkeligheden så kan han ikke ligge sin “ting” fra sig, og overlader ansvaret til familien osv.  og mig, da ja jeg hjalp ham førhen. og det er jo ok engang imellem men jeg synes oftere og oftere at det sker. Så giver det  ikke mening i mit hoved synes jeg  tænker han muligvis først lærer det ved at jeg ikke hjælper. Men samtidigt er jeg bange for, at han ikke vil være på talefod længere. Og vi har et barn sammen, så det er jo bare rigtig skidt hvis han  reagerer sådan. Det er nok det jeg lidt frygter.

Anonym skriver:

Min x mand var meget egoistisk og ville aldrig gå på kompromis.  Da vi blev skilt blev jeg truet med nogle ting af ham. Det vil jeg ikke gå ind nærmere på, men jeg var også tvunget til at lade være med at opkræve halvdelen af det vi ejer.. Det var et psykisk voldeligt ægteskab, hvor jeg desværre har føjet ham rigtig meget. 
Men nu er han et kapitel som er forbi.  Eller næsten, for han forventer at jeg hjælper ham så han kan realisere sine behov og mål. 
De fleste af gangene han spørger mig, kan jeg faktisk godt hjælpe ham. Og jeg tænker altid, hvad nu hvis jeg var i samme både, så ville jeg også have nogle der hjalp mig. Jeg er opdraget med at det er forkert at være egoistisk. Men selvfølgelig er det okay at sige nej, specielt fordi han ikke har ændret sig her i livet, den mentalitet og tankegang jeg afskyede mens vi var sammen. Og han har truet mig med ting, som beviser at det han ville have, kan han ikke få til at hænge sammen uden mig.

Er jeg helt forkert på den?

 Jeg har fortalt ham, at jeg ikke ønsker at støtte ham i de specifikke ting. Men jeg oplever alligevel at han ugentligt vil i kontakt med mig, for at bede om hjælp. Jeg har hjulpet ham før, men jeg har også understreget at det vil jeg ikke længere.  Men han bliver ved. Det skal lige siges at vi er på talefod, og kan godt være sammen når det er vigtigt men vi er heller ikke mere end det.

 

Selvom vi alle nok fra barns ben af har lært at vi skal hjælp andre er det ikke ensbetydende med at man skal lade sig udnytte du er ikke forpligtet til at hjælp ham og husk hvergang du siger ja til ham siger du I realiteten nej til dig selv 

Anonym skriver:

Altså jeg får det skidt på den måde, at han bliver ved med sin måde at handle på. Han kan ikke prioritere anderledes, men det altid hans “ting” der skal i første række. Derfor får jeg det skidt, fordi når jeg hjælper ham, så får han sin “ting”.  Han insisterede på  nogle krav han havde. Mens han truede mig. Men i virkeligheden så kan han ikke ligge sin “ting” fra sig, og overlader ansvaret til familien osv.  og mig, da ja jeg hjalp ham førhen. og det er jo ok engang imellem men jeg synes oftere og oftere at det sker. Så giver det  ikke mening i mit hoved synes jeg  tænker han muligvis først lærer det ved at jeg ikke hjælper. Men samtidigt er jeg bange for, at han ikke vil være på talefod længere. Og vi har et barn sammen, så det er jo bare rigtig skidt hvis han  reagerer sådan. Det er nok det jeg lidt frygter.

Men at du siger nej og han (måske) af den grund vælger at stoppe med at tale med dig, det er jo ikke dit ansvar. Det er hans valg og hans ansvar. Jeg ved godt det er en svær øvelse at skulle tænke sådan, når man har været vant til at skulle tage ansvaret for en  andens følelser og reaktioner. Men når du først bliver vant til det, så vil det føles virkelig befriende.

Hvad er det værste der kan ske ved at I ikke er på talefod? Hvad er du bange for? At jeres samarbejde om jeres barn bliver besværligt? Det er selvfølgelig ikke optimalt, men igen, så tænker jeg du kan få hjælp hvis det bryder helt sammen. 

Kir skriver:

Men at du siger nej og han (måske) af den grund vælger at stoppe med at tale med dig, det er jo ikke dit ansvar. Det er hans valg og hans ansvar. Jeg ved godt det er en svær øvelse at skulle tænke sådan, når man har været vant til at skulle tage ansvaret for en  andens følelser og reaktioner. Men når du først bliver vant til det, så vil det føles virkelig befriende.

Hvad er det værste der kan ske ved at I ikke er på talefod? Hvad er du bange for? At jeres samarbejde om jeres barn bliver besværligt? Det er selvfølgelig ikke optimalt, men igen, så tænker jeg du kan få hjælp hvis det bryder helt sammen. 

Ja, tænker det nok skal gå. En af de store grunde til jeg forlod ham, var at han ikke prioriterede mig eller vores søn. Og det var netop fordi jeg havde givet ham ekstra frihed til at udføre sine drømme. Men da jeg i en periode var skidt tilpas psykisk der ville han heller ikke skære ned og hjælpe mig. Derfor jeg ikke har lyst til at hjælpe ham mere nu.