Overvejer at gå fra ham, men bange for konsekvense

Ja som overskriften lyder så overvejer jeg kraftigt at gå fra min kæreste gennem 11 år.

Men jeg er voldsomt bange for de konsekvenser det vil få for mig og mine vores tre børn. Vi er meget dysfunktionelle sammen i weekenderne. Det som om det går okay i hverdagene fordi han er sent hjemme og vi kun lige når at sidde i sofaen en time inden vi selv går i seng. 

Men jeg frygter altid weekenderne. For forestiller mig hver gang vi skal hygge som familie og være sammen. Men han sidder altid på telefonen og er mega sur og træt hele tiden. Han har generelt aldrig noget overskud og suger alle i husets energi altid. 

Jeg kæmper selv med flere forskellige typer angst og kan ikke arbejde fuldtid (lige nu har jeg slet ikke et arbejde pga Corona, men da jeg mistede jobbet endte jeg på barsel så det var vel held i uheld). Nu har jeg forsøgt længe og bliver selvfølgelig ved forsøge at finde et deltidsjob (men r ufaglært og det ikke nemt). 

Min kæreste er meget egoistisk anlagt, det ligger ikke til ham at tænke på andre før sig selv, men det har jeg altid vidst og været ok med. Han har egentlig ikke ændret sig udover han er mere sur og tvær hele tiden og ødelægger vores weekender hver gang han er hjemme ved at vrisse og skælde ud. 

Prøver jeg at snakke med ham om det spiller han offer "ja jeg er også forfærdelig" "jeg gør aldrig noget rigtigt det også bare mig den er gal med" osv. Det skal altså siges at jeg gør meget ud af at fortælle ham han er go nok. Men selv jeg kan få nok at han er så sur og bliver faktisk rigtig tit ked af det i weekenderne, hvilket vores børn jo også ser.

Idag f.eks. kom vores datter på syv år til at skubbe til ham (hun ville have hans opmærksomhed, men han kiggede på telefon) og derfor valgte hun (lidt dumt selvfølgelig) at skubbe ham. Han eksplodere nærmest og udbryder til mig (men hun står ved siden af) "navn skal ikke tale til mig idag overhovedet" og går... 

Da han er kommet lidt ned og jeg har snakket med vores datter om det der skete, så prøver jeg at fortælle ham at jeg er så ked af weekenderne og at han faktisk tager vores energi når han er så sur og træt hele tiden. Ville høre ham hvad vi kan gøre for at ændre det her mønster, men så valgte han at køre. 

Er ked af hvordan det kører hos os, men glad for et eller andet sted at han er kørt, for nu der ro i huset og ingen er sure eller kede.

Men jeg ved ikke hvordan jeg skal gå fra ham. Jeg flyttede ind hos ham da jeg var 17 og har aldrig været på egne ben. Er også bange for han ender med forældre myndigheden pga mine angst diagnoser. Ved heller ikke hvor vi skulle tage hen, da han og jeg ejer huset her sammen. Føler mig så låst i det her og kan ikke gøre noget for at hjælpe mine børn når han er så sur hele tiden.

Hej og kram til dig det lyder hårdt at være i

min historie minder lidt om din, jeg var også sammen med min x mand i 10 år og det var meget problematisk at komme ud af. 

Det lyder som om du har kæmpet, og har forsøgt at kommunikere med ham. Og ddt lyder ikke sundt for dig og jeres børn at være i længere.

Jeg tror ikke du skal være nervøs for din angst ift til børnene, det er jo dig der også “har” dem nu største del af tiden.

men hvis jeg var dig ville jeg kontakte familieretshuset, de kan guide og råde dig, og det er dem der sidder med den slags sager hvis det skulle komme derud

Ja som overskriften lyder så overvejer jeg kraftigt at gå fra min kæreste gennem 11 år.

Men jeg er voldsomt bange for de konsekvenser det vil få for mig og mine vores tre børn. Vi er meget dysfunktionelle sammen i weekenderne. Det som om det går okay i hverdagene fordi han er sent hjemme og vi kun lige når at sidde i sofaen en time inden vi selv går i seng. 

Men jeg frygter altid weekenderne. For forestiller mig hver gang vi skal hygge som familie og være sammen. Men han sidder altid på telefonen og er mega sur og træt hele tiden. Han har generelt aldrig noget overskud og suger alle i husets energi altid. 

Jeg kæmper selv med flere forskellige typer angst og kan ikke arbejde fuldtid (lige nu har jeg slet ikke et arbejde pga Corona, men da jeg mistede jobbet endte jeg på barsel så det var vel held i uheld). Nu har jeg forsøgt længe og bliver selvfølgelig ved forsøge at finde et deltidsjob (men r ufaglært og det ikke nemt). 

Min kæreste er meget egoistisk anlagt, det ligger ikke til ham at tænke på andre før sig selv, men det har jeg altid vidst og været ok med. Han har egentlig ikke ændret sig udover han er mere sur og tvær hele tiden og ødelægger vores weekender hver gang han er hjemme ved at vrisse og skælde ud. 

Prøver jeg at snakke med ham om det spiller han offer "ja jeg er også forfærdelig" "jeg gør aldrig noget rigtigt det også bare mig den er gal med" osv. Det skal altså siges at jeg gør meget ud af at fortælle ham han er go nok. Men selv jeg kan få nok at han er så sur og bliver faktisk rigtig tit ked af det i weekenderne, hvilket vores børn jo også ser.

Idag f.eks. kom vores datter på syv år til at skubbe til ham (hun ville have hans opmærksomhed, men han kiggede på telefon) og derfor valgte hun (lidt dumt selvfølgelig) at skubbe ham. Han eksplodere nærmest og udbryder til mig (men hun står ved siden af) "navn skal ikke tale til mig idag overhovedet" og går... 

Da han er kommet lidt ned og jeg har snakket med vores datter om det der skete, så prøver jeg at fortælle ham at jeg er så ked af weekenderne og at han faktisk tager vores energi når han er så sur og træt hele tiden. Ville høre ham hvad vi kan gøre for at ændre det her mønster, men så valgte han at køre. 

Er ked af hvordan det kører hos os, men glad for et eller andet sted at han er kørt, for nu der ro i huset og ingen er sure eller kede.

Men jeg ved ikke hvordan jeg skal gå fra ham. Jeg flyttede ind hos ham da jeg var 17 og har aldrig været på egne ben. Er også bange for han ender med forældre myndigheden pga mine angst diagnoser. Ved heller ikke hvor vi skulle tage hen, da han og jeg ejer huset her sammen. Føler mig så låst i det her og kan ikke gøre noget for at hjælpe mine børn når han er så sur hele tiden.

Din kæreste lyder meget deprimeret. Inden du forlader ham, bør du måske prøve at give ham et ultimatum, og sige, at enten forbedrer han sin opførsel og får noget hjælp eller også skrider du med børnene.

Og lad for guds skyld vær med at få flere børn så længe dit ægteskab er dysfunktionelt - det er ikke løsningen, og det er ikke fair overfor dine nuværende børn.