Lære du dit barn om kroppen/kropsforme?

Anonym skriver:

Jeg er ret nysgerrig på om i som forældre lære jeres børn(gerne i børnehavealderen) om at der findes forskellige kropsforme, tyk, tynd, høj, lav osv? 

Jeg er nu selv 3 gange blevet spurgt af de andre børn når jeg henter min søn i børnehaven  " hvorfor har du en stor numse?" " hvorfor er din mave tyk" osv. Ja jeg er ret overvægtig, men det gør mig ærligt lidt ked at ikke alle forældre måske tager den opgave på sig og lære deres børn at alle er forskellige, så man måske ikke skulle høre på de ting fra andre børn når man henter sit eget barn.

Jeg får også spørgsmål fra små børn om hvorfor min mave er stor, er der en baby derinde osv. Jeg svarer dem bare at det er fordi jeg er tyk. Ikke noget drama eller sårede følelser. De ved jo ikke bedre, og der går ikke noget af mig ved at svare dem.

Men ja, jeg snakker med min børn om forskellighed, både hvad angår kroppe, seksualitet, og hudfarve mv.

Altså jeg er enig i, at små børn ikke tillægger en negativ værdi til "tyk" - det er noget de lærer når de bliver større. Og min erfaring er, at de bare på et tidspunkt når en alder hvor de er meget optaget af kroppen, både størrelser men også forskelle på mænd og kvinder.

Hvis det er svært for dig at de spørger dig om det gentagne gange, så kunne du jo sige at det bliver du lidt ked af når de siger. Eller at man ikke skal spørge om den slags. Synes det er sundt at de får at vide at det de siger kan påvirke andre og at man ikke kan sige alt til en "fremmed"

Anonym skriver:

Jeg er ret nysgerrig på om i som forældre lære jeres børn(gerne i børnehavealderen) om at der findes forskellige kropsforme, tyk, tynd, høj, lav osv? 

Jeg er nu selv 3 gange blevet spurgt af de andre børn når jeg henter min søn i børnehaven  " hvorfor har du en stor numse?" " hvorfor er din mave tyk" osv. Ja jeg er ret overvægtig, men det gør mig ærligt lidt ked at ikke alle forældre måske tager den opgave på sig og lære deres børn at alle er forskellige, så man måske ikke skulle høre på de ting fra andre børn når man henter sit eget barn.

Nej ikke specielt.
Men jeg kan desværre høre at de børn som er mest fokuseret på om folk er tynde eller tykke i mine børns omgangskreds , er børn af forældre, som ikke selv lægger skjul på deres holdninger om hvordan andre ser ud og hvordan se selv ser ud. Forældre som ikke har lagt skjul på at de synes deres mave er for tyk osv. overfor deres børn.
Tænker at man ikke skal kritisere sig selv mens ens børn hører på. 

men når det er sagt så er der jo også børn som spørger af ren nysgerrighed også det ude af deres hoved to sekunder efter.

Jeg tænker, som en anden skrev, at børn som udgangspunkt jo ikke siger tingene i ond tone, netop fordi de ikke siger "hey tykke, du får vidst mere chokolade end broccoli" - deres nysgerrighed er jo netop deres umiddelbarhed- og jeg ELSKER skønt man skal stå på mål for mange ting. Jeg har måtte svare på hvorfor jeg har så meget overskæg, at mine hænder er klamme af sved, havde en dreng pege på mit skridt i svømmeren også spørger sin mor "hvad er det hun har dernede" (hår) Og sådan kunne jeg fortsætte.. og der kommer selvfølgelig et tidspunkt hvor børn forstår snakken om forskellighed og hvad end den måtte være, men jeg tror ikke man finder den i børnehaven, derved kan man jo godt tage snakkene løbende. Mit standard svar til det med skægget var iøvrigt at jeg var født mand.. så skulle du se deres blikke min pointe er, tag det med et smil, selvom det kan gøre ondt, men det er fordi vi bliver ramt på noget som gør os ondt i forvejen.

Jeg er ret nysgerrig på om i som forældre lære jeres børn(gerne i børnehavealderen) om at der findes forskellige kropsforme, tyk, tynd, høj, lav osv? 

Jeg er nu selv 3 gange blevet spurgt af de andre børn når jeg henter min søn i børnehaven  " hvorfor har du en stor numse?" " hvorfor er din mave tyk" osv. Ja jeg er ret overvægtig, men det gør mig ærligt lidt ked at ikke alle forældre måske tager den opgave på sig og lære deres børn at alle er forskellige, så man måske ikke skulle høre på de ting fra andre børn når man henter sit eget barn.

Jeg synes, du blander tingene lidt sammen.

Du er overvægtig (det skriver du selv). Barnet spørger ind til det åbenlyse. At du så forventer, at børn i børnehave-alderen har pli til ikke at nævne det fordi, det dels gør dig ked af det og dels er noget *man ikke siger til andre*, er noget andet. Og så sidestiller du det med, at forældre ikke taler nok om forskellighed med deres børn. 

Vel netop fordi, at barnets forældre har talt om tykke/tynde/langhårede/skaldede/hvide/sorte, så spørger barnet med hele sin umiddelbarhed. Der er jo absolut ingen udskamning, ingen "addd" eller at barnet gør dig faktuel forkert i dets spørgsmål. Til gengæld er det de færreste 3-6 årige, som besidder den pli, du efterspørger.

Er svaret ikke bare: "sådan ser min krop ud"? Et smil og videre. Du kan jo ret nemt lukke ned for dialogen med et fremmed barn. Og så brug krudtet på dit eget selvbillede og selvværd. Det er da bekymrende, ifht hvad du giver videre til dine børn, hvis du bliver ked af det over et spørgsmål fra et børnehavebarn.

Vi taler om kroppen hvor det er passende. Vi går i bad sammen (jeg er selv overvægtig og strækmærker efter graviditet), jeg går tit rundt bare i trusser om morgenen, vi går i svømmehallen, vi læser bøger om forskelligheder - og ligheder. At alle har et hjerte fx. At alle har følelser. 

Vh.

BAE skriver:

Præcis. De er nysgerrige..

Jeg bliver også spurgt om alt muligt.. Og får kommentarer.. De er børn..

Jeg svarer bare, længere er den ikke.

Jeg er heller ikke bleg for at sige jeg har en tyk mave, for det har jeg.

Præcis, man skal bare tage det med et smil

Kir skriver:

Altså jeg er enig i, at små børn ikke tillægger en negativ værdi til "tyk" - det er noget de lærer når de bliver større. Og min erfaring er, at de bare på et tidspunkt når en alder hvor de er meget optaget af kroppen, både størrelser men også forskelle på mænd og kvinder.

Hvis det er svært for dig at de spørger dig om det gentagne gange, så kunne du jo sige at det bliver du lidt ked af når de siger. Eller at man ikke skal spørge om den slags. Synes det er sundt at de får at vide at det de siger kan påvirke andre og at man ikke kan sige alt til en "fremmed"

Jeg ville blive rigtig trist hvis TS følger det råd. Det lærer børn 3-6 år, at et nysgerrigt spørgsmål som "hvorfor er du tyk" (stillet til den tykke dame) er skamfuldt eller *gør ked af det* hvis TS siger: "jeg bliver ked af dit spørgsmål" eller "man spørger ikke andre om hvorfor, de er tykke".

Så står lille Luna på 3 år eller lille Peter på 5 år der, med en buttet børnemave, og bliver irettesat af en voksen og lærer, at *tyk* = ked af det og nysgerrighed på *tyk* er skamfuldt. Det duer ikke. Vi har en forpligtigelse til at få stoppet børn og unges selvskadende tanker om deres egen krop. 

En voksen må kunne finde et passende svar til et barn på 3-6 år. Fx "sådan ser jeg ud" og kunne lukke samtalen uden at det stikker dybere hos den voksne.

Vh.

Lje skriver:

Jeg ville blive rigtig trist hvis TS følger det råd. Det lærer børn 3-6 år, at et nysgerrigt spørgsmål som "hvorfor er du tyk" (stillet til den tykke dame) er skamfuldt eller *gør ked af det* hvis TS siger: "jeg bliver ked af dit spørgsmål" eller "man spørger ikke andre om hvorfor, de er tykke".

Så står lille Luna på 3 år eller lille Peter på 5 år der, med en buttet børnemave, og bliver irettesat af en voksen og lærer, at *tyk* = ked af det og nysgerrighed på *tyk* er skamfuldt. Det duer ikke. Vi har en forpligtigelse til at få stoppet børn og unges selvskadende tanker om deres egen krop. 

En voksen må kunne finde et passende svar til et barn på 3-6 år. Fx "sådan ser jeg ud" og kunne lukke samtalen uden at det stikker dybere hos den voksne.

Vh.

Synes det kommer meget an på hvordan det bliver sagt. Og jeg har da ikke skrevet noget om at hun skal sige at man ikke spørger om hvorfor folk er tykke. Men man kan da sagtens på en pæn måde sige at man ikke er glad for at blive spurgt om sin krop. Jeg er meget imod den tykfobi der er i samfundet og synes det ville være super hvis vi kunne komme den til livs. Og en af måderne er, at lære at man ikke behøver kommentere på andres kroppe. Igen, det kommer selvfølgelig an på alderen, og en 3 årig tænker jeg ikke man kan stå og forklare den slags. Men tænker da godt en 6 årig kan begynde at lære at man ikke kan sige hvad som helst til fremmede.

Derudover er jeg faktisk enig med dig i at det måske ville være fint for TS at kigge indad og overveje hvorfor h*n reagerer så stærkt på et barns kommentarer.