Efter fødslen, par og familie

Måske får jeg høvl eller måske er der nogen der forstår det...

Jeg har en dreng på 8 mdr. Før han blev født prøvede projekt baby i 3 år og vi har sådan glædet os til at få børn sammen, min mand og jeg. Vi elsker begge vores dreng skyhøjt, men vores parforhold har ændret sig. 

Vi er ikke ved at gå fra hinanden, men alle oplever at jeg har ændret mig efter fødsel. Måske skyldes det at jeg havde en idyllisk forventning om, hvordan det ville være at blive mor. Troede det var nok med at være fyldt af kærlighed, men det er det ikke. Der ligger mange ting i det. Min barsel har slet ikke været idyllisk overhovedet.

Amning mislykkede efter 2 uger, men kæmpede for at give ham min mælk på flaske ved at udmalke, han havde problemer med maven indtil 3 mdr, han er en dreng som er motorisk fremme og vil alt, søvn har også været rigtig svært med ham pga lurene kun varede 20-30 min (de varer 1 time nu) og ikke har gidet at puttes. Generelt har alt været svært. Det er svært at planlægge noget som helst med ham, fordi han har ikke faste søvn og vågnetider.

Det at det har været så svært med ham, har gjort mig mere bitter over for min mand og mine familiemedlemmer. Snerrer nærmest af dem alle. Det er svært at kontrollere min vrede mod dem. Barnet gør jeg ikke noget ved, når jeg føler mig stresset, men måske er det derfor det går ud over andre?

Stress, skuffelse, vrede tror jeg at jeg retter mod andre. Nogen der har prøvet det? Har jeg brug for en psykolog? Har bare følt mig uforstået på mange punkter og misforstået. Savner lidt tid til mig selv engang i mellem. Det er hårdt at være i søvnunderskud og er ked af at det går ud over andre engang i mellem Nogen der kender det? Hvad gjorde I ved det?

Er ikke deprimeret, men får depri følelse af at andre rotter sig sådan mod mig (føles sådan)

Jeg synes helt sikkert du først og fremmest skal sige de her tanker højt til din mand! Sæt ord på dine forventninger Vs. Virkeligheden og hvordan det påvirker dig. Og ja, så synes jeg også du skal tale med en professionel. Det kan godt være du ikke er direkte deprimeret, men det kan det sagtens udvikle sig til - hellere tage det i opløbet end når du ligger nede under gulvbrædderne og for alvor har svært ved at komme op igen.  

Puh, det kunne næsten være mig der havde skrevet det der! 

Havde en hård fødsel der endte i akut kejsersnit. Og 4 dages indlæggelse da min søn fik en infektion. Da vi kom hjem kæmpede jeg med masivt søvn underskud og smerter efter operationen.

Amningen var også problematisk og smertefuld pga for stramt tungebånd, hvilket gjorde han havde kolik i en måned. Fra han var 2 mdr har han sovet meget lidt i dagtimerne (30-40 min af gangen med få undtagelser). Så jeg har været mega presset i meget lang tid. 

Jeg har ikke været særlig nem at være sammen med og min kæreste og jeg har haft en del konflikter. Jeg har også haft enormt svært ved at vænne mig til at der er en anden der kommer i første række nu og at jeg ikke har noget alenetid. Én ting er at man godt ved det bliver sådan før fødslen, men at stå i det og skulle gøre det er en helt anden sag.

Jeg havde stor gavn af at læse en artikel i Vores børn, skrevet af en mor der sagde at hun havde måtte give sig selv lov til at sørge over tabet af den person hun var før hun blev mor. Det var bare så fint skrevet. 

Tror også jeg har været påvirket af at alt var lukket ned i vinter. Jeg har været mega isoleret, både fordi der ikke har været mødregruppe, men også fordi jeg har begrænset hvem jeg har set. 

Nu er min søn 10 mdr og startet i pasning, og hold nu op det er dejligt! Jeg elsker ham overalt på jorden og savner ham når han er afsted, men det er så skønt at være alene. Ikke at skulle tilsidesætte sine behov, bare i nogle timer om dagen.

Det blev lidt rodet og langt, vil bare sige at du ikke er alene og det er ikke mærkeligt du har det som du har det. Og tror at det vil hjælpe dig hvis du accepterer dine følelser og skubber skyldfølsen til side.

Det kan være det kan hjælpe dig at snakke med nogen om det. Ved ikke om det behøver være en psykolog, det kan også være det er nok med en veninde eller din kæreste. 

Og så tror jeg du vil få det godt hvis du får noget alene-tid. Fx massage, en gåtur, at være alene hjemme eller noget veninde tid. Bare et eller andet hvor du kan være dig og ikke mor. 

Det lyder bestemt som om, at du har en efterfødselsreaktion.. Og sådan en kan hurtigt udvikle sig til en depression, hvis det ikke bliver behandlet i tide.. 

Så som en anden foreslår: snak med din mand om dine forventninger Vs. virkeligheden, og bestil tid til en psykolog så hurtigt du kan.. 

Det er pisse hårdt, når barnet ikke har læst bogen om, at alle børn bare skider, spiser og sover.. Vores datter havde de samme udfordringer som dit barn.. Gad ikke sove, amningen var ikke nogen vild succes, mega fremmelig så almindeligt babylegetøj og babylege var bestemt ikke nok, og så lider hun stadig af maveproblemer og smerter her 2 år og 9 måneder efter 

Anonym skriver:

Måske får jeg høvl eller måske er der nogen der forstår det...

Jeg har en dreng på 8 mdr. Før han blev født prøvede projekt baby i 3 år og vi har sådan glædet os til at få børn sammen, min mand og jeg. Vi elsker begge vores dreng skyhøjt, men vores parforhold har ændret sig. 

Vi er ikke ved at gå fra hinanden, men alle oplever at jeg har ændret mig efter fødsel. Måske skyldes det at jeg havde en idyllisk forventning om, hvordan det ville være at blive mor. Troede det var nok med at være fyldt af kærlighed, men det er det ikke. Der ligger mange ting i det. Min barsel har slet ikke været idyllisk overhovedet.

Amning mislykkede efter 2 uger, men kæmpede for at give ham min mælk på flaske ved at udmalke, han havde problemer med maven indtil 3 mdr, han er en dreng som er motorisk fremme og vil alt, søvn har også været rigtig svært med ham pga lurene kun varede 20-30 min (de varer 1 time nu) og ikke har gidet at puttes. Generelt har alt været svært. Det er svært at planlægge noget som helst med ham, fordi han har ikke faste søvn og vågnetider.

Det at det har været så svært med ham, har gjort mig mere bitter over for min mand og mine familiemedlemmer. Snerrer nærmest af dem alle. Det er svært at kontrollere min vrede mod dem. Barnet gør jeg ikke noget ved, når jeg føler mig stresset, men måske er det derfor det går ud over andre?

Stress, skuffelse, vrede tror jeg at jeg retter mod andre. Nogen der har prøvet det? Har jeg brug for en psykolog? Har bare følt mig uforstået på mange punkter og misforstået. Savner lidt tid til mig selv engang i mellem. Det er hårdt at være i søvnunderskud og er ked af at det går ud over andre engang i mellem Nogen der kender det? Hvad gjorde I ved det?

Er ikke deprimeret, men får depri følelse af at andre rotter sig sådan mod mig (føles sådan)

Teo ikke andre “rotter sig mod dig”. De er nok bekymrede fordi de oplever en ændring i din attitude og dit humør. Det lyder som om at du har en efterfødselsreaktion. Det er vigtigt at få behandlet. 
God bedring 

Jeg tror, du skal snakke med din mand og med en terapeut. For selvom dine følelser er fuldt forståelige, så hverken kan eller skal din mand finde sig i at blive snerret af og lignende, uden nogen form for dialog omkring det. 

Min kæreste bliver lidt mere forstående og tålmodig, hvis jeg fortæller ham, at jeg har haft en hård dag og måske kommer til at virke mere sur end ellers. Hvis ikke jeg fortæller ham det, så bliver han sur og ked af det, og det ender i konflikt. 

Dette er ikke for at slå dig oven i hovedet, men for at minde dig om, at I er fælles om det hele og skal kommunikere, samt hjælpe hinanden.