Jeg har altid drømt om en stor børneflok, men manden i mit liv har altid sagt 1, maks 2. Så vi har fra start vidst at vi havde forskellige ståsteder hvad det angår. Inden vi gik i gang med at få børn gjorde jeg op med mig selv, at det var HAM jeg ville danne familie med, selv hvis det betød at jeg måtte give slip på "min" store børneflok. Ønsket er aldrig forsvundet men jeg har accepteret at jeg var "heldig" at få to børn. Det sidste stykke tid har en nr 3 fyldt meget i mig, og selvom vi ikke er enige, kan vi altid snakke om tingene ærligt. Og så havde vi bare en rigtig god snak en dag hvor jeg fortalte hvad en nr 3 betød for mig men jeg også understregede at jeg godt vidste at det ikke var noget jeg kunne eller ville forlange. Og han sagde hvorfor han ikke havde lyst, og så lod vi den ligge. Vi har dog altid været enige om at i tilfælde af evt præventionssvigt ville abort ikke være en mulighed (og hverken han eller jeg har ønsket sterilisation) Men nu har han sagt til mig at selvom han ikke selvstændigt (dvs at det altid ville være ham der pressede på for at det skulle ske) ønsker at få nr 3, så kan han sagtens se nr 3 i vores familie og at vi kan finde ud af det praktiske efterhånden. For som han siger fylder et barn lavet ved et "uheld" jo lige så meget som et der er planlagt. Han ønsker bare ikke det skal være et "projekt" vi skal målrette os imod, men han er okay med ikke at bruge beskyttelse mere og så bliver jeg jo nok gravid på et tidspunkt 
Og hvis ikke det sker er det jo bare sådan det er. Vi er helt enige om at det skal ske spontant hvis det skal være 
Så ja jeg er bare virkelig glad på så mange planer lige nu 
Anmeld
Citér
