Ensom

Det her har ikke noget med børn at gøre, men jeg skriver her alligevel. Sagen er den, at jeg for 5 år siden flyttede til den anden ende af landet (København) , jeg flyttede efter en kæreste, men har også haft studie og job i perioder, mens jeg har boet her. Jeg føler mig desværre meget ensom (udover min kæreste) og har aldrig fået opbygget den vennekreds, jeg havde der, hvor jeg kom fra (mennesker som jeg heldigvis stadig har kontakt med).

Jeg talte med en af de få veninder, jeg dog har her, og vi er enige om, at jeg har gjort hvad jeg kunne. Jeg er kommet ud til fritidsinteresser og frivilligt arbejde og har skrevet med folk. Hvis noget har jeg nok nærmest været for kontaktsøgende. Nu ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre. Jeg overvejer at flytte hjem hvor jeg kom fra. Men min kæreste har gjort det klart, at det i givet fald bliver alene. Han VIL bo her. Jeg tror desværre ikke, at vores forhold overlever at blive et langdistance forhold. Det var det det første år og vi flyttede sammen, fordi det netop ikke fungerede at være i hver vores ende af landet. Jeg havde dog været temmelig naiv, for jeg havde regnet med, at når jeg var villig til at flytte så langt væk fra alting, at så ville min kæreste bringe nogle af de samme ofre for mig.

Så mit problem er lidt todelt. Der er min ensomhed og så er der spørgsmålet om, hvad jeg skal stille op med min kæreste.

Alle gode råd modtages med kyshånd. 

Anonym skriver:

Det her har ikke noget med børn at gøre, men jeg skriver her alligevel. Sagen er den, at jeg for 5 år siden flyttede til den anden ende af landet (København) , jeg flyttede efter en kæreste, men har også haft studie og job i perioder, mens jeg har boet her. Jeg føler mig desværre meget ensom (udover min kæreste) og har aldrig fået opbygget den vennekreds, jeg havde der, hvor jeg kom fra (mennesker som jeg heldigvis stadig har kontakt med).

Jeg talte med en af de få veninder, jeg dog har her, og vi er enige om, at jeg har gjort hvad jeg kunne. Jeg er kommet ud til fritidsinteresser og frivilligt arbejde og har skrevet med folk. Hvis noget har jeg nok nærmest været for kontaktsøgende. Nu ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre. Jeg overvejer at flytte hjem hvor jeg kom fra. Men min kæreste har gjort det klart, at det i givet fald bliver alene. Han VIL bo her. Jeg tror desværre ikke, at vores forhold overlever at blive et langdistance forhold. Det var det det første år og vi flyttede sammen, fordi det netop ikke fungerede at være i hver vores ende af landet. Jeg havde dog været temmelig naiv, for jeg havde regnet med, at når jeg var villig til at flytte så langt væk fra alting, at så ville min kæreste bringe nogle af de samme ofre for mig.

Så mit problem er lidt todelt. Der er min ensomhed og så er der spørgsmålet om, hvad jeg skal stille op med min kæreste.

Alle gode råd modtages med kyshånd. 

Nu var min kæreste jyde som mig, men lige flyttet til kbh efter job da vi mødtes. Jeg flyttede fra sdr Jylland til kbh som dig, men efter halvandet år ville jeg også tilbage til Jylland, og heldigvis ville han gerne med mig selvom han elskede kbh livet.

Jeg håber din kæreste er klar på at give Jylland en chance fordi han elsker dig og ikke kan leve uden dig, ellers ville jeg slutte fred med det og ende forholdet som venner. 

Gæsten1984 skriver:

Nu var min kæreste jyde som mig, men lige flyttet til kbh efter job da vi mødtes. Jeg flyttede fra sdr Jylland til kbh som dig, men efter halvandet år ville jeg også tilbage til Jylland, og heldigvis ville han gerne med mig selvom han elskede kbh livet.

Jeg håber din kæreste er klar på at give Jylland en chance fordi han elsker dig og ikke kan leve uden dig, ellers ville jeg slutte fred med det og ende forholdet som venner. 

Ja jeg tror desværre lidt, at det er der vi er, at vi er nødt til at være venner. Min kæreste er 13 år ældre end mig og har boet i København hele sit liv. Det gør bare rigtig ondt. Det er hårdt, at han kan vælge sådan efter 6 år. Og så føles det helt uoverskueligt at skulle flytte alene. Lige nu føles det overvældende både at skulle slå op og flytte. Men den ensomhed, jeg har oplevet har også sat sig lidt på selvværdet. For jeg tænker på om jeg overhovedet nogensinde finder en kæreste, der vil mig nok til også at ville gå på kompromis med ting. 

Jeg har stået i din kærestes situation og altså haft en kæreste, som flyttede til den anden ende af landet for min skyld, men som ikke trivedes.

På grund af uddannelse kunne jeg desværre ikke følge ham hjem, men jeg synes det var enormt hårdt at have en ensom kæreste. Jeg var jo kun ét menneske, og han havde end ikke held til at finde et arbejde. Han slog op og jeg var dybt ulykkelig.

Nu er jeg i din situation. Jeg er selv ensom og langt væk fra familie og venner, men jeg har valgt at acceptere situationen og finde ro i, at jeg nu er mor og derfor er der mange begrænsninger uanset hvor jeg bor. Jeg har et par enkelte veninder, og jeg ser ofte mon familie i weekender fordi jeg prioriterer det, men jeg ved også, at mine søstre ikke ser hinanden oftere end jeg, selvom de bor meget tæt på hinanden. Derfor tror jeg konklusionen er, at jeg nok ikke ville se familien mere end jeg gør, hvis jeg boede i samme by alligevel.

Fordelen synes jeg er, at når jeg så ses med venner og familie, så har vi virkelig kvalitetstid sammen fordi besøgene er længere (et par dage).

Mit råd til dig er, at jeg synes du skal blive hos din kæreste og se din familie og venner derhjemme så tit som muligt. Som sagt tror jeg ikke at du og de ville have tid i hverdagen til at ses så ofte, som du måske forestiller dig eller har behov for, alligevel. Græsset er ikke altid grønnere.

Og så synes jeg ikke du skal bebrejde din kæreste. Det er jo her eller der uanset hvad, og hvis I har børn, og hans familie er i samme by, er det jo en kæmpe fordel med hjælp uanset hvilken familie man får det fra.

Håber det bedste for dig. 

Anonym skriver:

Jeg har stået i din kærestes situation og altså haft en kæreste, som flyttede til den anden ende af landet for min skyld, men som ikke trivedes.

På grund af uddannelse kunne jeg desværre ikke følge ham hjem, men jeg synes det var enormt hårdt at have en ensom kæreste. Jeg var jo kun ét menneske, og han havde end ikke held til at finde et arbejde. Han slog op og jeg var dybt ulykkelig.

Nu er jeg i din situation. Jeg er selv ensom og langt væk fra familie og venner, men jeg har valgt at acceptere situationen og finde ro i, at jeg nu er mor og derfor er der mange begrænsninger uanset hvor jeg bor. Jeg har et par enkelte veninder, og jeg ser ofte mon familie i weekender fordi jeg prioriterer det, men jeg ved også, at mine søstre ikke ser hinanden oftere end jeg, selvom de bor meget tæt på hinanden. Derfor tror jeg konklusionen er, at jeg nok ikke ville se familien mere end jeg gør, hvis jeg boede i samme by alligevel.

Fordelen synes jeg er, at når jeg så ses med venner og familie, så har vi virkelig kvalitetstid sammen fordi besøgene er længere (et par dage).

Mit råd til dig er, at jeg synes du skal blive hos din kæreste og se din familie og venner derhjemme så tit som muligt. Som sagt tror jeg ikke at du og de ville have tid i hverdagen til at ses så ofte, som du måske forestiller dig eller har behov for, alligevel. Græsset er ikke altid grønnere.

Og så synes jeg ikke du skal bebrejde din kæreste. Det er jo her eller der uanset hvad, og hvis I har børn, og hans familie er i samme by, er det jo en kæmpe fordel med hjælp uanset hvilken familie man får det fra.

Håber det bedste for dig. 

Tak for dit svar. Ja min eksmand har sagt noget af det samme, at jeg er priviligeret når jeg er i min hjemby for så finder mine veninder altid tid til mig, fordi vi ses så sjældent, men hvis vi boede tæt på hinanden ville de selvfølgelig have travlt med job, børn og andre venner. Men at jeg ser mit forhold til dem som lidt lyserødt, fordi vi netop har den kvalitetstid sammen.

Hvordan håndterer du ensomheden til hverdag? Eller fylder dine børn tomheden ud.

Min kæreste og jeg har ikke børn sammen, desværre. 

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Ja min eksmand har sagt noget af det samme, at jeg er priviligeret når jeg er i min hjemby for så finder mine veninder altid tid til mig, fordi vi ses så sjældent, men hvis vi boede tæt på hinanden ville de selvfølgelig have travlt med job, børn og andre venner. Men at jeg ser mit forhold til dem som lidt lyserødt, fordi vi netop har den kvalitetstid sammen.

Hvordan håndterer du ensomheden til hverdag? Eller fylder dine børn tomheden ud.

Min kæreste og jeg har ikke børn sammen, desværre. 

Ja, og jeg tror desværre at det er en nem illusion at have, at alle bare samles rundt om én og man hygger sig sammen flere gange om ugen. Men faktum er at alle har deres eget liv og hverdag. Så man må bare ikke forvente det, mener jeg.

Udover at jeg har taget denne overbevisning til mig, så fylder mine børn en del i hverdagen. Men børn kan jo ikke fylde en veninde relation ud. Det er klart. Derfor bruger jeg tid på andre ting, der gør mig glad - projekter i haven og oplevelsesture med min kæreste eller alene. Jeg kan godt lide Kit eget selskab heldigvis. Naboer kan vi også finde på at invitere over spontant. Det er hyggeligt når det ikke er planlagt.

Og så ved jeg, at ensomhed også handler om ikke at forvente for meget af omgivelserne. Det har jeg været slem til. Og især at tro at den var gal med mig hvis jeg tog initiativ lidt mere end dem til at ses. Eller hver gang for den sags skyld. Jeg husker, at det er mit behov at ville ses og at nogen gerne vil, men bare ikke får taget kontakten. Så gør jeg det.

Men husk at der ikke er noget galt med dig. Jeg tror du skal lære at hvile i dit eget selskab og tage initiativ til at ses med din kærestes omgangskreds. Sådan fungerer Kit liv fint lige nu. Husk at livet består af faser og denne fase varer ikke ved for altid.