Kan jeg være alene med barnet?

Hej

Jeg står i den situation, at jeg er blevet gravid. Det var ikke planlagt, men jeg ønsker at beholde barnet. Dog føler min kæreste sig ikke klar til at blive far. Han siger, at han bliver uanset hvad jeg beslutter, men jeg frygter, at han vil skifte mening, hvis jeg vælger at beholde barnet. Er der nogle herinde som har prøvet at være alenemor fra starten, og har I på noget tidspunkt fortrudt det? Jeg elsker min kæreste virkelig højt, og ville være ked af at miste ham, men jeg tror aldrig at jeg ville tilgive nogle af os, hvis jeg fik foretaget en abort ��

Ung og gravid skriver:

Hej

Jeg står i den situation, at jeg er blevet gravid. Det var ikke planlagt, men jeg ønsker at beholde barnet. Dog føler min kæreste sig ikke klar til at blive far. Han siger, at han bliver uanset hvad jeg beslutter, men jeg frygter, at han vil skifte mening, hvis jeg vælger at beholde barnet. Er der nogle herinde som har prøvet at være alenemor fra starten, og har I på noget tidspunkt fortrudt det? Jeg elsker min kæreste virkelig højt, og ville være ked af at miste ham, men jeg tror aldrig at jeg ville tilgive nogle af os, hvis jeg fik foretaget en abort ��

Jeg har været alene mor næsten fra start. Min søn var 4 mdr gammel da hans far og jeg gik fra hinanden. Men vores søn var højt ønsket af os begge på trods af han ikke var planlagt. Så nej jeg har aldrig fortrudt. 
men jeg kan sige med sikkerhed. At jeg aldrig ville have beholdt det hvis ikk faren var enig. Jeg synes ikke man kan være bekendt at presse sådan et kæmpe ansvar nedover hovedet på et andet menneske. Eller byde barnet det, da der kan være stor risiko for at far slet ikk vil blive i billedet hvilket kan påvirke barnet rigtig meget. 
Kan næsten regne ud i ikke er så gamle udfra dit profilnavn. Og det komplicerer det kun endnu mere at risikoen er større for at han ikk tager ansvar. 

ved godt det lyder hårdt. Men det er min personlige mening. Det betyder selvfølgelig ikke at det er det scenarie der vil udspille sig 

Normalt er jeg også helt med på, at det er ligeså meget farens beslutning, som morens. Og så alligevel ikke helt.. Der ér forskel.

Jeg synes, at du skal snakke grundigt med din kæreste - og evt tage til en tidlig scanning? For hvis det handler om at være klar, så bliver nogle mænd det ikke, før de står med ungen i armene. Hvis det handler om, at han virkelig ikke ønsker at være far og tage del i barnets liv, så ville jeg overveje en abort en ekstra gang. Ved en abort er jeres forhold formentlig i lidt af en krise uanset hvad.

Du kender dig selv, din kæreste og jeres situation bedst. Uanset hvad du vælger, så klarer du det selvfølgelig. Det gør man som regel altid. Blot husk at tage din kærestes overvejelser med og giv ham tid. Han er ikke gravid og kan ikke helt mærke det på samme måde som dig (endnu).

Jeg var alene mor fra jeg var 2 mdr. Henne og jeg har aldrig fortrudt, min søn er min Aller bedste ven i verden og han er på så utrolig sjov.

Det var hårdt igennem graviditeten for mig når jeg så andre par med små børn hvor både mor og far var der, men da jeg fødte var jeg allerede mentalt klar til at jeg skulle være alene.

Nu er det godtnok ikke helt det du spørger om, men min holdning er at man ikke kan være bekendt at sætte et barn i verden, som faren ikke ønsker. Jeg synes man bør blive enige om enten det ene eller andet. Jeg har ondt af de fædre der får trukket det ned over hovedet - og ja jeg ved godt at “er man gammel nok til at have sex, så er man også gammel nok til at tage det ansvar der følger med”, men jeg synes stadig det er et dårligt grundlag at starte en familie på. Nu lyder det heldigvis til at din kæreste er der for dig og mon ikke han også vokser med opgaven når den lille kommer, hvis det er det I beslutter. Jeg tror mange fyre bliver lidt bange når de skal være fædre uanset om det er planlagt eller ej. 
pøj pøj til dig uanset hvad det ender med

Tami skriver:

Nu er det godtnok ikke helt det du spørger om, men min holdning er at man ikke kan være bekendt at sætte et barn i verden, som faren ikke ønsker. Jeg synes man bør blive enige om enten det ene eller andet. Jeg har ondt af de fædre der får trukket det ned over hovedet - og ja jeg ved godt at “er man gammel nok til at have sex, så er man også gammel nok til at tage det ansvar der følger med”, men jeg synes stadig det er et dårligt grundlag at starte en familie på. Nu lyder det heldigvis til at din kæreste er der for dig og mon ikke han også vokser med opgaven når den lille kommer, hvis det er det I beslutter. Jeg tror mange fyre bliver lidt bange når de skal være fædre uanset om det er planlagt eller ej. 
pøj pøj til dig uanset hvad det ender med

Jeg er enig, men synes derudover det der udsagn med er man gammel nok til sex er noget værre pjat. Det eneste det udsagn gør er at risikere nogle ikke parate mennesker føler sig presset ud i forældreskabet med potentielle omfattende omkostninger for barnet. Altså det er folk ned i 13-14 års alderen der her deres seksuelle debut, SKAL de så også beholde barnet ved uplanlagt graviditet, at hensyn til hvem - ikke barnet da.

Eller hvad med stofmisbrugeren, der bliver uplanlagt gravid men ikke kan stoppe sit misbrug, skal barnet fødes og lide under det, fordi misbrugeren var gennem nok til sex?

Altså vi to er enige, det var bare en generel bemærkning. Jeg er med på, det kan være pinefuldt og med store omkostninger for mor at få en abort. Men personligt synes jeg også det er vigtigt med respekt for, hvor svært oh voldsomt det må være for en mand at blive tvunget ind i forældreskabet, selv i de tilfælde hvor han faktisk har beskyttet sig selv eller stolet på sin partner.. (her tænker jeg på en kammerat, der var i et langvarigt forhold og derfor stolede på hans kæreste tog p piller som hun sagde, men hun smed dem bag hans ryg fordi hun ville have et barn og han ikke var klar) 

aLOTofmother skriver:

Jeg er enig, men synes derudover det der udsagn med er man gammel nok til sex er noget værre pjat. Det eneste det udsagn gør er at risikere nogle ikke parate mennesker føler sig presset ud i forældreskabet med potentielle omfattende omkostninger for barnet. Altså det er folk ned i 13-14 års alderen der her deres seksuelle debut, SKAL de så også beholde barnet ved uplanlagt graviditet, at hensyn til hvem - ikke barnet da.

Eller hvad med stofmisbrugeren, der bliver uplanlagt gravid men ikke kan stoppe sit misbrug, skal barnet fødes og lide under det, fordi misbrugeren var gennem nok til sex?

Altså vi to er enige, det var bare en generel bemærkning. Jeg er med på, det kan være pinefuldt og med store omkostninger for mor at få en abort. Men personligt synes jeg også det er vigtigt med respekt for, hvor svært oh voldsomt det må være for en mand at blive tvunget ind i forældreskabet, selv i de tilfælde hvor han faktisk har beskyttet sig selv eller stolet på sin partner.. (her tænker jeg på en kammerat, der var i et langvarigt forhold og derfor stolede på hans kæreste tog p piller som hun sagde, men hun smed dem bag hans ryg fordi hun ville have et barn og han ikke var klar) 

Jeg er helt enig med dig

Ung og gravid skriver:

Hej

Jeg står i den situation, at jeg er blevet gravid. Det var ikke planlagt, men jeg ønsker at beholde barnet. Dog føler min kæreste sig ikke klar til at blive far. Han siger, at han bliver uanset hvad jeg beslutter, men jeg frygter, at han vil skifte mening, hvis jeg vælger at beholde barnet. Er der nogle herinde som har prøvet at være alenemor fra starten, og har I på noget tidspunkt fortrudt det? Jeg elsker min kæreste virkelig højt, og ville være ked af at miste ham, men jeg tror aldrig at jeg ville tilgive nogle af os, hvis jeg fik foretaget en abort ��

Jeg stod i samme situation da jeg ventede min ældste. Jeg valgte at gennemføre graviditeten, og hendes far valgte at blive ved med at være kærester med mig. Vi boede dog ikke sammen, og derfor var jeg praktisk talt alene fra start.

Det var ikke nemt, både fordi baby havde kolik, jeg havde en belastningsreaktion og jeg og far havde meget forskellige meninger om hvad det ville sige at være forældre sammen og hvilken indsats vi hver især skulle lægge for dagen. Da vores datter var 10 mdr gik vi fra hinanden, og det var en god beslutning for os alle.

Siden da har jeg valgt at få nr 2 alene også, og jeg fortryder intet (selvom min rejse ind i moderskabet ikke har været nem).