Ved ikke hvor vi skal hen

Jeg er så forvirret for tiden. 

Har tre børn med min kæreste gennem tolv år. Jeg har egentlig aldrig følt vi har været fælles om noget økonomisk, dette på trods af vi har købt hus sammen. Jeg har flere angst diagnoser og svært ved at få et job (jeg har opgivet uddannelse for det forværre angsten hver gang).

Nu har jeg så været på barsel med vores søn, men denne slutter lige om lidt og så står jeg og skal søge jobs igen. Jeg ville SÅ gerne ud og have et deltidsjob og tjene penge til familien, dog ringer alle mine advarselsklokker voldsomt og kan få panikangst bare ved tanken om at skulle møde på job.det konflikter virkelig. Men fakta er, at jeg skal have et job for føler ikke jeg er noget værd uden.

Følelsen af ikke at slå til og ikke være noget værd er der hele tiden og har ofte tanken om at verden er bedre tjent uden mig. 

Min kæreste tjener alle penge til (han tjener okay) og jeg føler virkelig jeg lever på hans almisser, hvilket er hårdt. Han har altid gjort det meget klart at vi ikke er fælles om økonomi, han har sit og jeg har mit (som er 4800 om måneden, men da jeg står for husholdning ender jeg ofte i minus og må bede ham om penge, hvilket ikke er rart. Går i minus hvis jeg skal købe sko, tøj, mad til dyr og alt til huset, til fem mennesker er 4800 ikke nok til jeg kan få det til at løbe rundt, men er også en skovl til økonomi).

Jeg er ked af vores situation, og vil efterhånden bare ud af forholdet så han ikke skal trækkes med mig. Vi har besluttet af sætte huset til salg fordi vi bl.a. mangler et værelse (de tre der er, er meget meget små) og der er meget støj i det her område. Men nu skal vi jo så finde ud af hvad vi skal efter det solgt. Forleden sagde min kæreste "det kan jo være vi bare skal leje noget, for du er ikke helt husejer minded". Men nu snakker han om at købe noget. Jeg kom så til at sige idag, at måske er det bedre at vi venter med at beslutte noget som helst til huset er solgt og så måske finder ud af om det skal være os til den tid. 

Jeg orker ikke at være til mere. Er så ked af det hele tiden. Synes ikke min situation er holdbar og ved ikke hvad jeg skal gøre. Orker ikke jobcentret så selvfølgelig skal jeg have et job. Men inden jeg blev gravid har jeg nok søgt 1000 jobs uden at overhovedet at komme i betragtning til det. Selv rengøring som jeg virkelig gerne ville havde haft, tog derop og gav dem en ansøgning personligt, forsøgte at smile og grine, virke imødekommende osv. men det bragte heller ikke noget med sig. 

Hvis I har tre børn, hvordan kan det så være I ikke har fællesøkonomi?

Her arbejder vi begge, men manden tjener dobbelt så meget som mig, men jeg tager så også tørnene med hus og børn, så der laver jeg mest, vi bidrager begge til husholdningen. Det tænker jeg da også I gør, muligvis at han bidrager med mest økonomisk, men så bidrager du sikkert med noget andet, det lyder ret uholdbart og som om I ikke snakke sammen, den ene kan da ikke gå i minus så den anden skal hjælpe, I er en familie i er sammen om det

Det lyder meget hårdt det hele. Jeg tror du skal passe på med at tage en stor beslutning som at skilles. Du lyder efter min mening til at være virkelig deprimeret og jeg synes bestemt du skal søge noget hjælp og få snakket med en professionel.

Du har et svært udgangspunkt ift jobsøgning. Ingen uddannelse, meget barsel, sygdom og begrænset joberfaring. Men det skal nok lykkes! Jeg kan godt forstå at det må være grænseoverskridende at skulle i gang. Især med sin angst. Jeg tror det gælder om at få prøvet et job af. Hvad som helst. Hvis ikke det fungerer, så er det jo ikke værre end at du må prøve noget nyt.

Ift økonomi går jeg ind for fællesøkonomi. Det andet er ikke solidarisk og gør forholdet ulige. Jeg forstår godt hvis din mand har en forventning om at du også arbejder på at komme til at bidrage økonomisk, når din barsel slutter. Du lyder ret motiveret for selv at tjene egne penge. Jeg tror bare du for brug for hjælp til at lande jobbet. Kan jobcenteret ikke hjælpe med det? Hvordan man skriver et godt CV og forberedelse til samtaler. Hvilke jobs man kan søge... Du kan overveje frivilligt arbejde mens du søger jobs. Det vil stille dig bedre, give dig netværk og være god træning i at komme tilbage på arbejdsmarkedet. 

Jeg må sige at jeg er bekymret for dig ud fra din skriv. Du må huske at du er enormt vigtig for dine børn Og det er det vigtigste. Måske også for din mand? Selv hvis jeres forhold er under pres nu, så kan det jo være at det hele bliver bedre når du er i job og forhåbentlig mere glad

Du er alt for hård ved dig selv.

Jeg kan ikke helt finde ud af om det er dig selv , eller din mand der gør du tænker så ringe om dig selv. 

Men hvorfor ikke fællesøkonomi? 

Her tjener jeg meget mere end min mand - men det er uendeligt ligegyldigt når vi jo er fælles om det hele - også økonomisk 

Det er uholdbart at du skal gå tiggergang.

Og da slet ikke til jeres fælles børn

Måske I skulle tage den berømte voksensnak - og så få sat ord på forventninger og drømme.

Fortvivlet skriver:

Hvis I har tre børn, hvordan kan det så være I ikke har fællesøkonomi?

Her arbejder vi begge, men manden tjener dobbelt så meget som mig, men jeg tager så også tørnene med hus og børn, så der laver jeg mest, vi bidrager begge til husholdningen. Det tænker jeg da også I gør, muligvis at han bidrager med mest økonomisk, men så bidrager du sikkert med noget andet, det lyder ret uholdbart og som om I ikke snakke sammen, den ene kan da ikke gå i minus så den anden skal hjælpe, I er en familie i er sammen om det

Dengang vi mødes gik alt meget hurtigt. Vi blev forelsket, blev gravid og fik barn. Da jeg blev gravid dengang tænkte jeg at vi selvfølgelig skulle have fælles økonomi ligsom mine forældre havde. Det virkede logisk.

Men efter et år med fælles økonomi knækkede filmen helt for mig, for kunne ikke holde til hele tiden at få at vide "at nu havde jeg brugt det jeg havde og nu brugte jeg af hans penge" når jeg havde været ude og købe f.eks. bleer og wc papir. Dengang var jeg kun 18 år og på su, tænkte at så måtte vi jo vente med fælles økonomi til jeg tjente mere, så han ikke havde følelsen af jeg brugte hans penge. 

Men den dag er bare ikke kommet endnu. For enten har jeg været på uddannelse, sygemeldt med angst og depression, på barsel eller ny uddannelse.

Jeg ville helst sikkert mene at fælles økonomi ville være det mest oplagte. Men tror ikke i vores situation det vil gavne forholdet mere, for uanset om jeg går i minus og skal bede om penge eller har penge på kontoen (pga ham) så vil jeg blive mindet om af ham, at jeg ikke har penge. 

Han lyder ikke som typen som skal have fællesøkonomi. Hvis han ikke kan slippe tanken om dit og mit, så skal man ikke have fællesøkonomi. Men det synes jeg ikke isoleret behøver være noget problem, hvis den som tjener mest så bidrager det mere. I mit forhold har vi heller ikke fællesøkonomi, men da jeg tjener mest betaler jeg også en række poster alene, f.eks. alt omkring bil, de fleste forsikringer, det meste af vores rejser osv. så der er nogenlunde balance i tingene alligevel.

I jeres tilfælde giver det ikke mening at du skal betale alt til husholdning og mad til dyr, tøj osv. Der bliver I nødt til at afsætte et passende månedligt beløb som skal dække hosholdning mm OG så skal der være et passende beløb til overs af dine penge, som er til dig alene. Det er da nedværdigende at du skal bede ham om penge.

Men som de andre skriver så lyder det til at en mere grundlæggende snak er nødvendig. Det med at han vil "se om det skal være jer til den tid" bliver I da nødt til at få styr på.

Jeg bider mærke i at du skal stå for at handle tøj, mad osv ind til 5, for 4800 kr? Altså det rækker jo ingenting.. og du skal ikke sørge for tøj osv til ham, idet han tjener langt mere end dig. 
det virker som et uligevægtigt forhold grundet hans holdning til økonomi. Han skal også forsørge hans egne børn med tøj, mad, betale fritids aktiviteter osv.

det vil være en ide at sætte jer ned og forventningsafstemme, hvad er det i vil sammen, kan jeres drømme forenes eller vil den ene mere end den anden kan bidrage med? 
I så fald at i går hver til sit, og du skal have alle børnene hos dig og han se dem hveranden weekend, skal han betale 14** kr pr barn i bidrag til dig. 

Anonym skriver:

Dengang vi mødes gik alt meget hurtigt. Vi blev forelsket, blev gravid og fik barn. Da jeg blev gravid dengang tænkte jeg at vi selvfølgelig skulle have fælles økonomi ligsom mine forældre havde. Det virkede logisk.

Men efter et år med fælles økonomi knækkede filmen helt for mig, for kunne ikke holde til hele tiden at få at vide "at nu havde jeg brugt det jeg havde og nu brugte jeg af hans penge" når jeg havde været ude og købe f.eks. bleer og wc papir. Dengang var jeg kun 18 år og på su, tænkte at så måtte vi jo vente med fælles økonomi til jeg tjente mere, så han ikke havde følelsen af jeg brugte hans penge. 

Men den dag er bare ikke kommet endnu. For enten har jeg været på uddannelse, sygemeldt med angst og depression, på barsel eller ny uddannelse.

Jeg ville helst sikkert mene at fælles økonomi ville være det mest oplagte. Men tror ikke i vores situation det vil gavne forholdet mere, for uanset om jeg går i minus og skal bede om penge eller har penge på kontoen (pga ham) så vil jeg blive mindet om af ham, at jeg ikke har penge. 

A hvad ?

Hans penge? - ideen med fælles økonomi er jo at det er vores penge og ikke noget dit og mit.

Han lyder da ret usympatisk

Man behøver altså ikke fælles økonomi for at leve i et sundt og afbalanceret forhold. 

Her hjemme har vi heller ikke fælles økonomi trods 18 år sammen og en dreng på 10.

Her betaler vi hver et ens beløb ind til budgettet og resten af vores løn er vores egne penge. Dvs jeg betaler mad  ( og tøj og lign til knægten, da børne/unge ydelsen går ind på min konto, og manden min betaler hvis vi er ude at spise eller hvis bilen går i stykker.