Håndtering af 3 årig

Øv, jeg er så trist. En rigtig dum morgen igen med en træls episode med vores søn på 3.5. Han er ikke vores første, skal siges, og har ikke oplevet tilsvarende med andre børn.

Min søn er enormt viljefast og virker ærlig talt enormt uimodtagelig overfor alverdens pædagogiske input. Vi gør meget op i anerkendelse, rummelighed samt rimelige og overskuelige grænser.

Men vores søn får ofte voldsomme sammensmeltninger. Og med voldsomme mener jeg, at han skriger, sparker, slår, kaster med ting, og man kan ikke nedregulere ham. Vi prøver med "regulate then resonate", for det er ikke midt i nedsmeltningen en masse forklaringer giver mening. Men vi siger roligt og tydeligt fra overfor den voldsomme adfærd og søger at hjælpe med at italesætte hans følelser. Den anerkendelse og alle de så fine pædagogiske tips man læser mange steder glider han fuldstændigt af på.

Det er ofte i overgange mellem aktiviteter, og ISÆR hvis han har fået lov at spille lidt iPad. Vi forbereder ham på, hvad der skal ske og hvornår, og benytter også en visuel timetimer, der viser, hvor lang tid der er tilbage, men det gør ingen forskel. Han reagerer stadig så voldsomt.

Her til morgen skulle ham og far noget, han virkelig gerne vil. Han fik lov at se en smule tegnefilm (skal lige siges han altså ikke får overdreven megen skærmtid eller noget), og da det var tid til at slukke blev han fuldstændig rasende. Vi kunne overhovedet ikke nedregulere ham. Igen: slår, sparker, skriger gå med dig, og forsøg på at møde ham roligt og med kærlighed preller af..

Jeg ved snart ikke, hvad vi kan gøre i de her situationer, eller vigtigst af alt hvordan vi forebygger dem.. Jeg bliver næsten helt træt af at læse alle de fine pædagogiske råd og udtalelser om, benyt denne metode og du vil opleve en hurtig ændring i dit barns adfærd og reaktioner - de har tydeligvis ikke mødt min søn..

Ift den udadrettede adfærd har vi også arbejdet med roligt at fjerne ham fra situationen, sige fx "Jeg vil ikke have, at du slår mig, så nu går mor herhen. Jeg vil gerne hjælpe og kramme dig, når du er klar til det" og så give noget plads imens vi tydeligt viser, at vi ikke acceptere at blive slået og sparket. Og når så han falder ned tale med ham om situationen. Men det har heller ikke gjort forskel på adfærden generelt.

Skal siges jeg selv har ADD og har en større dreng der er i udredning for ADHD, så en del af mig kan godt tænke, om det her er tidlige tegn på, at den lille også har nogle udfordringer... 

Vores datter er også sådan der.. Som vi altid har sagt "hun er rent ud sagt pisse hysterisk".. Hun kan fx smide sin bamse ned på gulvet foran sig, og så bliver hun hidsig over, at hun ikke kan nå den ..

Det eneste, der hjælper os i situationen er, at vi rent ud sagt bærer hende ind på værelset (hun vil bestemt IKKE derind, fordi hun er så sur i øjeblikket), og så kan hun rase af i sin seng, mens vi sidder på sengekanten og venter.. Når hun så er klar til at snakke, så tager vi en stille og rolig snak.. Men indtil da, så sidder vi bare og kigger ud i lokalet og venter uden at snakke for meget med hende.. 

HVIS hun så slår eller sparker os, så træder vi kraftigt i karakter, og siger med høj tone, at DET vil vi ikke have, for ellers så går vi, og så kan hun sidde alene på værelset.. Så plejer hun at stoppe med det samme.. 

Men altså vi har stadig ikke fundet en metode til at stoppe for nedsmeltningerne, før de sker 

Hej; det lyder som om I gør det bedste I kan og det lyder voldsomt, især når I ikke har oplevet det med jeres andre børn. Uden at kende jeres situation ville jeg dog måske ikke være så bekymret og bare gøre som I gør, dog pas på I ikke gør et stort nummer ud af det, så han måske fornemmer den ‘magt’ han kan få ved at opføre sig sådan.

jeg var selv et meget hysterisk barn. Som i, skreg og slog og smed mig ned på vejen…det havde muligvis noget at gøre med farvestoffer i særlige fødevarer, fandt de senere ud af.  Men altså, jeg voksede op til at blive et roligt, afbalanceret menneske. Det eneste jeg selv husker fra den tid var en enorm følelse af afmagt og frustration. Verden var for stor, mine følelser var for uoverskuelige, og jeg kunne slet ikke være i mig selv. Det var følelser jeg bare skulle af med. Og min mor fik mig altid til at forstå at selvom mine følelser var ægte, så var min reaktion bare ikke i orden. Det forstod jeg godt, selvom jeg nogle gange ikke kunne styre det. Og det var kun i de situationer hvor jeg kunne se at min mor blev frustreret og bange, at det sad i mig bagefter, ellers stilnede følelserne af og jeg følte mig rolig og tryg igen.

jeg ved ikke om du kan bruge det til noget…men hysteri anfald er tit et udtryk for overbelastning og magtesløshed i øjeblikket, og altså ikke nødvendigvis noget du skal være bekymret for på den lange bane. Bare sørg for at han ved hans følelser er ok (som I allerede gør), men at hans opførsel altså ikke er det, og lad være med at køre det op så han ikke lærer at bruge det for at fremprovokere en reaktion eller at få særlig opmærksomhed.

kram til jer!

Unicorn1 skriver:

Vores datter er også sådan der.. Som vi altid har sagt "hun er rent ud sagt pisse hysterisk".. Hun kan fx smide sin bamse ned på gulvet foran sig, og så bliver hun hidsig over, at hun ikke kan nå den ..

Det eneste, der hjælper os i situationen er, at vi rent ud sagt bærer hende ind på værelset (hun vil bestemt IKKE derind, fordi hun er så sur i øjeblikket), og så kan hun rase af i sin seng, mens vi sidder på sengekanten og venter.. Når hun så er klar til at snakke, så tager vi en stille og rolig snak.. Men indtil da, så sidder vi bare og kigger ud i lokalet og venter uden at snakke for meget med hende.. 

HVIS hun så slår eller sparker os, så træder vi kraftigt i karakter, og siger med høj tone, at DET vil vi ikke have, for ellers så går vi, og så kan hun sidde alene på værelset.. Så plejer hun at stoppe med det samme.. 

Men altså vi har stadig ikke fundet en metode til at stoppe for nedsmeltningerne, før de sker 

Skulle til at sige dejligt vi ikke er alene, men på samme tid er jeg selvfølgelig ked af, at I kender det! Vi har lige haft værste putning efter. Jeg er virkelig stolt af jeg kan holde hovedet koldt, for indeni er jeg fandme ved at gå hjemmefra, vrede over vi for helvede ikke bare kan have en hyggelig aftenstund. Han legede og det var ved at være sengetid. Vi viste og forklarede hvor længe der var tilbage. Alligevel voldsom sammensmeltning da tiden var gået. Prøvede først at nedregulere, men så begyndte han at kaste ting efter mig. Så vi satte ham ud på puslebordet, fjernede tingene derfra og gav ham mulighed for at køle ned.

Det lykkedes efter lang tid og afledning, men så kom vi til tandbørstning og så starte forfra med råb og skrig. Kom igennem det og nu til op i seng. Men det ville han ikke. Nægtede, begyndte at råbe og kaste med ting igen. Far løftede ham op i hans seng og gav ham chancen for at køle ned.

To godnatsange som aftalt på forhånd (vi havde læst historie nedenunder), og så var fanden løs igen. Han ville ikke være i soveværelset alene, men var også vred over vi var der (klassiske vil gerne, vil ikke).

Endte med at gå ud og sagde, jeg gerne ville komme, hvis han fik brug for det. Nu er han i gang med showet med at løbe ud af sengen, blive vred over at blive sendt tilbage osv osv.

Jeg føler vi fejler som forældre.. Er meget obs på ikke alt for meget snak, valgmuligheder osv, men intet virker.. 

Anonym skriver:

Skulle til at sige dejligt vi ikke er alene, men på samme tid er jeg selvfølgelig ked af, at I kender det! Vi har lige haft værste putning efter. Jeg er virkelig stolt af jeg kan holde hovedet koldt, for indeni er jeg fandme ved at gå hjemmefra, vrede over vi for helvede ikke bare kan have en hyggelig aftenstund. Han legede og det var ved at være sengetid. Vi viste og forklarede hvor længe der var tilbage. Alligevel voldsom sammensmeltning da tiden var gået. Prøvede først at nedregulere, men så begyndte han at kaste ting efter mig. Så vi satte ham ud på puslebordet, fjernede tingene derfra og gav ham mulighed for at køle ned.

Det lykkedes efter lang tid og afledning, men så kom vi til tandbørstning og så starte forfra med råb og skrig. Kom igennem det og nu til op i seng. Men det ville han ikke. Nægtede, begyndte at råbe og kaste med ting igen. Far løftede ham op i hans seng og gav ham chancen for at køle ned.

To godnatsange som aftalt på forhånd (vi havde læst historie nedenunder), og så var fanden løs igen. Han ville ikke være i soveværelset alene, men var også vred over vi var der (klassiske vil gerne, vil ikke).

Endte med at gå ud og sagde, jeg gerne ville komme, hvis han fik brug for det. Nu er han i gang med showet med at løbe ud af sengen, blive vred over at blive sendt tilbage osv osv.

Jeg føler vi fejler som forældre.. Er meget obs på ikke alt for meget snak, valgmuligheder osv, men intet virker.. 

Hvis I gerne vil have nogle bedre råd, så ville jeg råde dig til at få fat på en PPR.. Det er lige den eneste, jeg tænker, kan komme med nogle gode råd.. 

Og ellers måske prøv massage fra top til tå, mens I klargører ham.. Det hjalp i en periode her 

Jeg stemmer lige i det lyder som om du har haft fingrene i min dreng, som er barn nummer 3 i en flok af søskende og han er 3 år og 8mdr! 
ALT hvad du beskriver (undtagen putning!) men alt andet, stemmer 100% overens. Jeg tænker ikke min søn har diagnose men at han er et produkt af, at være den lille og at vi i de første år har givet for meget efter. Fx når han skreg tidligt om morgenen - så føjede jeg hal for, at han ikke vækkede de store… osv osv. 

mig jeg er sikker på vi betaler en enorm regning lige nu!! Han har det vildeste temperement. Han slår ikke så meget..: men han er ikke bleg for at sige: ‘fede idiot, du er grim, du er klam og dum’ og jeg prøver med præcist det du gør - og andre gange springer jeg en sikring over, at han taler sådan. Og jeg opleve virkelig en dreng, der bare er absolut uimodtagelig. 
jeg føler SÅ meget med dig, det er virkelig hårdt og nedslidende. Og mega hårdt for forholdet - og synd for de større søskende. 
jeg prøver at sige (verdens mest irriterende kommentar!) men; at det er en fase og at de fleste 3-5-årige kan være en mundfuld…. Og jeg håber at vi kan nå at, lære ham, at blive en bedre udgave af sig selv inden skoletiden

men - du er ikke alene!