Hej allesammen,
Jeg har det lidt underligt med at spørge, fordi jeg vil jo ikke problematisere noget, som ikke gør nogen ondt og egentlig er en glæde I hverdagen. Jeg bliver bare ved med at studse over det, så nu er jeg nødt til at høre.
Vi har børn på 12, 10, 8 og 3.5. De to midterste leger da med den yngste, men ofte ikke så længe af gangen og typisk af venlighed og kærlighed mere end egentlig interesse, fordi de bare ikke er det samme sted udviklings/legemæssigt.
Den ældste på 12 år leger tvært I mod med ham på 3.5 som var de fuldstændig jævnbyrdige. Den ældste har altid virket umoden for alder, og man kan da også mærke det ift sine klassekammerater - men han har mange venner og klarer sig fint socialt til trods.
Anyway. Den ældste og yngste kan lege sammen i timevis og begge synes det er det sjoveste i verden. De leger far mor børn, røver og politi, legekøkken, og hvad man ellers kan finde på. Det er ikke sådan at det er den ældste der styrer legen eller finder på, faktisk er det nærmere omvendt.
Vi har tænkt på ofte om han leger så meget med den yngste, fordi han ikke vil være bekendt at sige nej tak. Så vi siger jævnligt at det er så dejligt de nyder at lege sammen, så længe han ved det er ok at sige nej tak, eller bede os om hjælp, hvis han ikke har lyst mere. Men han siger bare "nej nej, jeg hygger mig!" og det er skønt.
Modsat leger den ældste ikke så godt med de to midterste, fordi.. Ja, hvordan forklarer man det. De er jo stadig børn og leger, men ikke helt nede på start-børnehave niveau.
Igen, det er dejligt, og han er en fantastisk storebror. Og alle udvikler sig i forskelligt tempo. Men der er alligevel en del forskel på at være snart teenager og så lige trådt ud af tumlingealderen, så ville I bekymre jer?
Undskyld hvis det er en fjollet bekymring, men som forældre ønsker man jo bare at der ikke skal være for mange sten på vejen. Og som sagt, alle er glade, så på den måde er det jo egentlig ikke et problem. Måske vil jeg bare høre, om andre har prøvet tilsvarende med deres børn?
