Børnesamtale

Er der nogen, der har prøvet at jeres børn har været til en børnesamtale? Enten gennem kommunen eller ved psykiatrien? Hvordan har det været? Har det kunnet hjælpe barnet og har i fået noget at arbejde med som familie?

Når jeg spørger, er det fordi jeg skal have mit barn (på 11 år) med til børnesamtale i psykiatrien, hvor jeg er patient. Jeg har som sådan en god fornemmelse, men vil gerne høre andres oplevelser.

Jeg tror nok, at jeg har gjort det sådan, at man kan svare anonymt. 

Hej

Jeg tror at det er to forskellige samtaler, altså de der foregår i kommunen og de der foregår i psykiatrien. De samtaler der er i kommunen omhandler enten i forbindelse med underretning, 50-undersøgelse eller ifht. indsatser. Jeg arbejder som socialrådgiver i en kommune, så jeg kender ikke indholdet i samtalerne i psykiatrien. Jeg kunne dog forestille mig at samtalerne kunne anvendes som en form for undervisning til børn, så de bedre kan forstå de ting deres forældre gennemgår. Altså en form for psykoedukation. 

Anonym skriver:

Hej

Jeg tror at det er to forskellige samtaler, altså de der foregår i kommunen og de der foregår i psykiatrien. De samtaler der er i kommunen omhandler enten i forbindelse med underretning, 50-undersøgelse eller ifht. indsatser. Jeg arbejder som socialrådgiver i en kommune, så jeg kender ikke indholdet i samtalerne i psykiatrien. Jeg kunne dog forestille mig at samtalerne kunne anvendes som en form for undervisning til børn, så de bedre kan forstå de ting deres forældre gennemgår. Altså en form for psykoedukation. 

Ja det har du  nok ret i. Altså det er ikke en samtale, der skal finde sted, fordi der er bekymring for ham. Men i tre måneder har min tilstand været forværret og det har han kunnet mærke til samvær (han bor hos sin far). Jeg vil rigtig gerne, at han kan vende/afstemme de tanker han har med nogen, der også kan sætte nogle ord og forklaringer på det hele, som passer til en 11-årig. Så jeg håber, at det bliver godt for ham. 

Kontrast skriver:

Er der nogen, der har prøvet at jeres børn har været til en børnesamtale? Enten gennem kommunen eller ved psykiatrien? Hvordan har det været? Har det kunnet hjælpe barnet og har i fået noget at arbejde med som familie?

Når jeg spørger, er det fordi jeg skal have mit barn (på 11 år) med til børnesamtale i psykiatrien, hvor jeg er patient. Jeg har som sådan en god fornemmelse, men vil gerne høre andres oplevelser.

Jeg tror nok, at jeg har gjort det sådan, at man kan svare anonymt. 

Min datter på 5 har haft en børnesamtale med en fra kommunerne, vi har en pige som forhåbentlig efter sommer skal i udredning for ADHD og autisme, vi har desværre måtte flytte hende fra en situation, hvor det blev taget for hårdt fat i hende, hvilket gjorde hun fik et rød mærke på armen. Det skal altid indberettes, sådan noget.

Der kom en fra kommunens på skolen, hun stillede spørgsmål, som "Hvem bor hjemme hos jer, er du glad for at gå i skole, slår mor og fra, er du glad, kan du lide at gå i skole osv" 

For ca 3 uger siden var der så i forbindelse med en børen faglig undersøgelse  en anden sagsbehandler fra kommunen og snakke med hende. Hun havde 3 papir, hvor det ene var ting der gjorde min datter ked af det/ trist. Hvad der gjorde hende glad og det sidste var hvad hun drømmer skal ske/ændres

Vi venter nu på afgørelsen, men sagsbehandler har sagt hun ser en stærk familie, og efter den situation har vi ændret en masse ting, vi er blevet klogere og bedre til at se alles behov. Vi har derudover fået et bedre sammenhold og arbejder nu sammen om at alle skal kunne være der og respektere hinandens grænser så vi undgår de domme situationer

Min ældste var med til

børnesamtale i psykiatrien da han var omkring 5 år. Jeg havde været indlagt længe og da jeg kom hjem, var han meget bange hver gang jeg kom til at sige til min mand at jeg skulle på sygehuset eller til lægen. Også hvis det var med hans lillebror. Så han kom ind til afdelingens dygtige socialrådgiver og havde en bærnesamtale sammen med mig, om det når mor var syg. Det var rigtig godt 

Anonym skriver:

Min ældste var med til

børnesamtale i psykiatrien da han var omkring 5 år. Jeg havde været indlagt længe og da jeg kom hjem, var han meget bange hver gang jeg kom til at sige til min mand at jeg skulle på sygehuset eller til lægen. Også hvis det var med hans lillebror. Så han kom ind til afdelingens dygtige socialrådgiver og havde en bærnesamtale sammen med mig, om det når mor var syg. Det var rigtig godt 

Tak for dit svar. Hjalp det så på barnets frygt og fik i nogle redskaber, der kunne gavne jer som familie? Fik du egentlig en tilbagemelding på børnesamtalen? Jeg kunne godt tænke mig at høre socialrådgiverens observationer nemlig?

Og sidst men ikke mindst, skrev psykiatrien nogle underretninger om dine børn altså til kommunen? Min eksmand og jeg var i et forløb gennem kommunen for 10-11 år siden, da min søn var baby, hvor alt gik fint. I 2018 overvejede psykiatrien at skrive, men det blev droppet, fordi jeg allerede gik i kommunens åbne Familierådgivning. Jeg ved ikke, om jeg som sådan er bange for underretninger. På den ene side tænker jeg, at alt hvad der kan hjælpe min søn gennem en svær/forvirrende tid vil være godt. På den anden side er jeg lidt bange for, hvis kommunen vil inddrage mit samvær. Det betyder virkelig meget for min søn at komme på weekend her mig. 

Det gik så fint til børnesamtalen. Min søn fik ros for at åbne sig op og fortælle nuanceret om, hvordan han oplever at være sammen med mig, både når jeg har det godt og når jeg har det skidt. Og han nævnte simpelthen så mange ting (blandt de gode ting, vi laver sammen), så at jeg blev helt rørt. Jeg har det med at undervurdere, hvad jeg betyder for ham, fordi vi ikke bor sammen. Socialrådgiveren synes, at vi har et stærkt bånd og en god kemi sammen. Så det var en god samtale og min søn var så glad, da vi gik hjem. Jeg lærte også nogle ting om ham og hvordan jeg bedst kan håndtere situationen, når jeg får det skidt og han er på besøg. Tak til jer, der har skrevet i tråden. Jeg kunne åbenbart have sparet mig alle mine bekymringer.