Jeg, eller vi, har en problemstilling, vi ikke helt ved, hvordan vi skal løse.
Min mand og jeg har været sammen i syv år, og jeg er meget lykkeligt gift. Min mand er helt særlig, og det har ikke ændret sig i den tid, jeg har kendt ham. Han er typen, der sætter sig selv sidst, og udviser umenneskelige grader af omsorg, for dem han holder af. Han er sjov, kærlig, udadvendt og vellidt både i privaten og ude af hjemmet. Han er villig til at gøre hvad som helst for mig, og altid uden at ville have noget retur. Han anerkender, roser og opmuntrer mig, også mine dårlige sider og på mine dårlige dage. Han er årsag til, at jeg faktisk har fået opbygget et selvværd, selvstændighed og tro på mig selv og mine holdninger, at jeg i dag tør stå fast og stå ved mig selv. (det skal siges jeg har gjort, gør og er en masse for ham også, det er gensidigt. Det er bare for lige at beskrive hans generelle væsen)
Men! Og selvfølgelig er der et men, for ingen er perfekt, heller ikke mig. Vi har talt om det ofte og ved ikke helt, hvad det skyldes, måske han er blevet meget overset som barn og altid behandlet som taberen og hans bror som guden. Men min mand har udviklet dne holdning, at negative følelser vil han ikke have og bryder sig ikke om. Andres er ok, men ikke hans egne. Så bliver han irriteret, sur, ked, så prøver han at undertrykke og ignorere det. Det giver sig selv det er et umuligt projekt, for alle har særlige følelser.
Det betyder så, at når han så endelig må give efter og er rigtig irriteret og sur, så bliver han sin egen diametrale modsætning, og dog. Han får et totalt mentaliseringssvigt. Han kan overhovedet ikke sætte sig ind i andres følelser, han kan overhovedet ikke se sit eget ansvar eller sin egen rolle. Han bliver en isblok. Total kold og ingen vej ind. Det er ikke sådan han bliver personlig, eller sviner mig, men han er ikke til at hukke og stikke i eller kommunikere konstruktivt med. Heldigvis sker det ikke ret ofte, men når det gør, bliver jeg så ulykkelig, fordi jeg ikke kender ham.
Når han er kommet til sig selv, eller hvad man skal sige, har han skyldfølelse af helvedes til og undskylder. Han siger en af grundene til han undgår dårlige følelser er, at han godt ved, han bliver enormt ukonstruktiv, når han er sur, og han kan ikke lide den side af sig selv.
Som jeg ser det, rent lommepsykologisk, undertrykker han små negative følelser så længe, at det bliver en trykkoger der ikke kan mere, og så er der så mange frustrationer han ikke har plads til at tænke konstruktivt, kommunikere ordentligt eller lignende.
Jeg prøver ikke at sige, at jeg er perfekt. Men jeg er god til at tage mine dårlige følelser på mig, samtale ordentligt og lytte til ham, også hvis vi er uenige. Og kan jeg mærke jeg har en dårlig dag hvor jeg bare er sur, så siger jeg det. Jeg kan mærke jeg er enormt irriteret lige nu, jeg har brug for lidh luft for at være i det.
Jeg forventer ikke det perfekte, alle kan blive åndssvage at høre på, når de er sure. Men det påvirker mig så meget og gør mig så ked, at han er så ISkold og slet ikke til at mærke eller komme ind til I det mode, og jeg ved ikke helt, hvad der skal til.
Jeg har tænkt parterapi, men generelt har vi jo et godt og sundt forhold. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det her mere er en hamting. Han er jo selv ked af at blive sådan, og kan selv se bagefter, at det ikke er okay.
Hvad tænker i?
