Ja, hvordan??
jeg har ingen sf mine barndomsvenner tilbage fordi jeg desværrre gik ned med voldsom angst og skubbede alle fra mig i næsten 10 år.
nu står jeg så her som mor til to børn uden egentlige venner. Jeg har en omgangskreds via sport jeg går til, men det er jo bekendtskaber som jeg kun har gennem sporten, og kun ser i en forbindelse.. vi er et hold som er ret tætte og har trænet sammen i flere år og kender efterhånden hinanden ret godt, men som sagt ses kun til træning eller når vi holder julefrokost, sommerhygge eller lignende…
Vores “træner” og så en anden fra holdet føler jeg st jeg klikker ret godt med.. De to er venner privat og har været venner i mange år… de ses mange gange ugentligt… jeg har enkelte gange været hjemme hos besøg hos den ene men under påskud af at skulle have hjælp til noget… jeg snakker ofte med dem om personlige og private ting, men vi ses altid under påskud af at det er træning eller andet…
jeg vil SÅ gerne lære dem endnu bedre at kende men jeg tør ikke tage initiativ. Jeg er bange for at blive afvist og vil heller ikke virke anmasende….
hvordan pokker gør man?? De har begge store vennekredse og bruger som sagt meget tid sammen så de har nok i virkeligheden ikke behov for flere veninder… øv… jeg synes jeg bruger meget energi på at være den bedste udgave af mig selv når jeg er sammen med dem i håb om at de vil tage initiativ til at ses privat…. Men ja…
what to do… og hvordan ved jeg at de har det ligesådan? Gider ikke virke desperat…
Anmeld
Citér