Jeg har brug for at hører her hvis i tænker. Det bliver måske lidt langt, det beklager jeg på forhånd, men håber alligevel i vil læse og komme med jeres mening.
Jeg mistænker jeg muligvis har Asperger syndrom, det ikke første gang jeg har haft den tanke, men da jeg har gået hos en psykolog som ikke mente det kunne være det, så slog jeg tanken væk. Men nu den vendt tilbage og jeg kan ikke slippe det.
Hele mit liv har jeg følt mig forkert og akavet socialt. Følt mig større og mere klodset (selvom mine omgivelser fortæller mig det ikke er sådan de husker mig som barn, tværtimod høj, slank og velovervejet). Jeg har kæmpet for at fungere i skolen, men har på trods af det gået på syv forskellige skoler. 
På HTX kæmpede jeg samme kamp og har faktisk ved at give op og droppe ud, men mødte en fantastisk mand (på dengang 31) som hjalp mig igennem og idag er vi et par med tre børn. Han er min største støtte.
Startede på sygeplejerskeuddannelsen, men led af svære perioder med panikangst og depression og endte med at droppe ud, selvom selve det boglige kom nemt til mig, så knækkede jeg på perioder vi skulle i praktik. (Jeg fik ros af patienterne, men mine vejledere mente jeg var for langsom og ikke tog nok initiativ, selvom jeg virkelig kæmpede for det).
Endte på kontanthjælp efter en sygeperiode (kæmpe kæmpe nederlag) og de mente jeg skulle udredes. Egen læge og psykolog mente/mener det flere typer angst og depression jeg kæmper med. Men når jeg er hjemme og gør tingene som jeg plejer, så fungere jeg fint og min mand mærker stort set intet på mig (dog ikke hvis der kommer uventede gæster, så får jeg det virkelig skidt og bliver presset).
Nu jeg så igang med kontor uddannelsen og det virkelig virkelig svært for mig ift det sociale. Jeg forstår godt det boglige og det nemt nok, men når jeg sættes i situationer hvor jeg skal agere med andre, så går jeg grædende hjem efter job.
Jeg kan ikke, og har aldrig kunne læse kropssprog, hvis folk ikke smiler så tror jeg de er sure på mig eller jeg har gjort noget forkert. Humor (især sort humor) har jeg altid haft svært ved at forstå og jeg kan ikke altid grine af det samme som andre. Bliver også hurtigt såret af andre folk fordi jeg ikke forstår hvad der sker.
Spørger dagligt min mand hvad der er galt med mig og hvorfor jeg er så dårlig socialt. Min opvækst har været stabil og har haft rummelig gode forældre som altid har ment jeg var særligt sensitiv. Hmm...
Selvom jeg er 28 næste 29 idag, så har jeg ingen venner eller veninder. Jeg vil gerne, men giver op når jeg har kendt folk noget tid, for det simpelthen for svært for mig at finde ud af. Misunder min mand hans venner virkelig meget og er så ked af ikke at have den samme naturlige tilgang til andre mennesker.
Jeg kan simpelthen ikke regne ud om det "bare" er mine angst typer som gør at ovenstående er svært for mig (for de har givet mig diagnosen socialforbi, dette på trods af jer faktisk gerne vil være social).
Jeg vil så gerne i arbejde, men har virkelig virkelig svært ved tanken om at skulle arbejde med andre mennesker og skulle være social og kommunikere med andre. Det kan give mig helt ondt i maven.
Hvad tænker i om ovenstående, kan det være Asperger som gør sig gældende? Eller angst ?
