ufrivillig abort.:( men nu med en skøn søn:D

puhe hvor er det underligt.. jeg er mor til en søn på 10 måneder.. elsker ham utroligt højt, han er mit et og alt ved godt jeg ikk var langt henne men hold da op så hurtigt man føler sig anderledes... og til tider kan jeg godt sidde og tænke på det og bliver ekstremt ked a det.. for hvor var det hårdt..og det bare så pludseligt det kommer op.. men er jo overlykkelig for den dejlige dreng vi har nu, ku ikk undvære ham for alt i verden... nogle der har prøvet det samme?? og hvordan har i haft det??knuz.

hvor er det dejligt, at der er nogen "på den anden side" der tager dette svære emne op! jeg mistede selv i januar, hvor jeg blev gravid udenfor livmoderen. Vi er p.t. igang med 5. IUI forsøg og selvom jeg meget meget gerne vil blive gravid, tænker jeg tit på, hvordan det hele mon vil føles? hvor bange vil jeg være og hvor længe? og når barnet er født, vil sorgen over det barn man ikke fik, så dukke op igen? super spændende! jeg håber der kommer svar på denne tråd

der mangler noget a min tekst kan jeg se...der mangler a jeg aboterede og a jeg var 3 måneder henne..derfor der står a jeg følte mig hurtig anderledes og a jeg kom til tider til a tænke på det og det ku være hårdt... ved ikk hvorfor den har slettet den tekst.. ja det er sku ekstemt skræmmende. jeg var også bange de første 3 måneder a den næste graviditete.. men kan så fortælle a når de overstået så får man mere ro på og så det bare med a nyde det.. tror aldrig man kan glemme når man har tabt.. det vil altid ligge et sted i hjertet.. men lykken over a få et andet barn er så uvurderlig... er super glad for du svared, syns det skønt man kan få det ud her inde og krydser finger for dig

Tror desværre aldrig min mor er kommet sig over at hun mistede sit første barn, en dreng, da hun var 17 uger henne, men dengang havde man jo ikke den teknologi som i dag, og som hun selv siger så var der nok en grund til det, men det er først den dag i dag.. hmm hvad 28-29 år efter at hun kan snakke om det uden at blive helt vildt ked af det, da jeg var yngre ville hun slet ikke snakke om det og lukkede helt af.. nu håber jeg ikke alle har det sådan, men jeg tror det hjælper rigtig meget at snakke om det.. tror dog stadig hun tænker over hvad det var hun mistede, bare indimellem... men hun har jo fået 3 børn siden hen, så det har nok også hjulpet på det..

knuz fra Jane, der gerne under hele min opvækst ville snakke om min storebror Anders der aldrig blev til noget, så det var godt at min far lod os tale om det..

det jeg ked a og hører... ja jeg tror helt sikkert også det hjælper a snakke om det.. men det svært med nogle der ik har prøvet det fordi den følelse er så svær at beskrive.. men tror du som sagt har ret i a man aldrig glemmer det.. det vil være der... er glad for at hører a jeres far har snakket med jer om det.. ved så ikke hvordan det er når det er søskende så syns det super flot at din far gjorde som han gjorde...

nanaz skriver:

det jeg ked a og hører... ja jeg tror helt sikkert også det hjælper a snakke om det.. men det svært med nogle der ik har prøvet det fordi den følelse er så svær at beskrive.. men tror du som sagt har ret i a man aldrig glemmer det.. det vil være der... er glad for at hører a jeres far har snakket med jer om det.. ved så ikke hvordan det er når det er søskende så syns det super flot at din far gjorde som han gjorde...

Ja, mine forældre har så vidt muligt altid forsøgt at dele tingene med os når vi fik alderen til det, min fætter og hans kone fik en pige  med hul i hjertet som døde 3 uger efter fødslen og deres 3 børn (1 fra før Julie og to efter) taler rigtig meget om hende, og det tror jeg har hjulpet deres mor, men deres far, ja han taler aldrig om det og set i bakspejlet så er det nok der deres ægteskab gik galt, men tror det er en god ting at indvige børnene i når de har den rette alder, min far fortalte os det engang hvor min mor var ked af det, og jeg var omkring 10, mine søskende har først fået det at vide senere..

Men jeg føler med jer, selvom jeg aldrig kan sætte mig ind i det.. håber at jeres dreng bringer jer rigtig meget glæde og at I en dag kan se tilbage på jeres lille barn uden at få en alt for kraftig stik i hjertet..

Knuz fra Jane

NikitasMoar skriver:

Ja, mine forældre har så vidt muligt altid forsøgt at dele tingene med os når vi fik alderen til det, min fætter og hans kone fik en pige  med hul i hjertet som døde 3 uger efter fødslen og deres 3 børn (1 fra før Julie og to efter) taler rigtig meget om hende, og det tror jeg har hjulpet deres mor, men deres far, ja han taler aldrig om det og set i bakspejlet så er det nok der deres ægteskab gik galt, men tror det er en god ting at indvige børnene i når de har den rette alder, min far fortalte os det engang hvor min mor var ked af det, og jeg var omkring 10, mine søskende har først fået det at vide senere..

Men jeg føler med jer, selvom jeg aldrig kan sætte mig ind i det.. håber at jeres dreng bringer jer rigtig meget glæde og at I en dag kan se tilbage på jeres lille barn uden at få en alt for kraftig stik i hjertet..

Knuz fra Jane

ja tror jeg helt sikkert også er det rette a gøre.. syns også man har ret til a vide det som søskende... puha hvor forfærdenligt. er jeg ked a og hører... syns det flot de kan snakke om det men trist a faren ikke kunne.. det godt og få lov a komme ud med sin sorg og vrede.. har helt sikkert også sat alt mit fokus på vores dreng vi har nu... han er drømmebarnet... er overlykkelig for og ha fået ham.. tror altid det andet vil ligge i mit hjerte...

Jeg har så den omvendte situation inde på livet - altså har først fået min søn efter en problemfri graviditet - og har så netop haft en MA i sidste uge.

Jeg tror ikke denne MA vil komme til at betyde det vilde i mit liv - dels fordi jeg "kun" var i 10. uge (og derfor ikke havde mærket liv), dels fordi jeg jo har en dejlig søn i forvejen.

Jeg er trist over tabet, men vi er allerede videre - vi har haft nemt ved at blive gravide, så derfor er jeg optimistisk mht snart at blive gravid igen.

Oplevelsen vil jeg aldrig glemme - men tror ikke jeg vil fortælle min søn eller kommende børn om det (med mindre de selv kommer ud for det på et tidspunkt i deres liv) Så meget tror jeg ikke på det kommer til at betyde for mig.

Men jeg forstår jeres smerte - og er sikker på jeg ville have følt anderledes hvis jeg havde været længere i forløbet eller hvis det var min første graviditet.