Det er interessant at læse det du skriver. Jeg tror ikke umiddelbart vores situationer er de samme, men jeg vil lige dele min alligevel, for der er lidt overlap.
Jeg er tiltrukket af meget få mennesker (kun mænd, indtil videre i hvert fald), og der er altid to præmisser: jeg skal have kendt dem længe, og de skal være “unavailable.” Om de er i parforhold eller bare forelskede i en anden, det er lige meget- jeg er ikke vild med dem, før jeg ved, jeg ikke kan få dem. Og jo mere jeg fornemmer at en mand kan lide mig, jo mindre interesseret er jeg - jeg kan faktisk nærmest væmmes ved tanken om ham, hvis jeg tror, han er interesseret i mig.
Det er nok ingen overraskelse, at jeg har haft meget få kærester. For det første kan få mænd lide mig, for det andet kan jeg ikke lide dem hvis de endelig kan! 
Det mest seriøse forhold jeg havde var til en fyr, der var helt forgabt i en af vores fælles veninder. Det tror jeg egentlig stadig han var et stykke ind i vores forhold. Og efterhånden som han reelt forelskede sig i mig, ja, så mistede jeg i den grad lysten til ham…
For mit vedkommende har det at gøre med lavt selvværd, og så er det også en måde at beskytte mig selv. Jeg kan godt lidt at have en, jeg er vild med, men det skal føles “sikkert” - jeg skal ikke rigtigt have muligheden for at handle på det.
Kan det være, at vi på det punkt lidt ligner hinanden? Det er jo for sin vis fornuftigt, at du får crushes på folk, du ikke kan/må få, når nu du er gift. De fleste mennesker bliver jo stadig lidt småforelskede i andre, selvom de har fast partner - det er meget puritansk/naivt at tro, at det ikke sker. Man skal bare ikke dyrke følelserne eller selvfølgelig handle på dem. At du går og fantaserer om folk du ikke kan få er vel bare ligesom at fantasere om filmstjerner eller lignende. Måske en måde for din hjerne at beskytte dig.
jeg ved det ikke. Det lyder i hvert fald ikke forkert eller skamfuldt, for mine ører.
