Åh mand det er svært. Min mand og jeg har været sammen i seks år. Han arbejder i et klassisk kvindefag, og det er ikke typisk noget, der generer mig. Jeg betragter ikke mig selv som en jaloux type, men lige her er der noget, der rører sig i mig, og det skyldes da min egen usikkerhed, jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal tackle det. Min mand har arbejdet i sit job (det første) i et par år, men det er første sociale arrangement pga corona og alt mulig andet.
Det er en sommerfest med mad, alkohol og alt det der gejl. Min mand har ikke planer om at drikke en masse, da jeg ikke kan hente ham (vi har tre børn hjemme, som er i seng når han skal hjem). Men jeg kan VIRKELIG mærke det grønne jaloux monster vælte op i mig pga denne fest. Jeg skammer mig vildt meget over det. Men bare tanken får mig til at tude, og jeg har svært ved at klare tanken. Det skal lige siges, at jeg har lige fået det at vide i dag mens han stadig er på job, så jeg har ikke talt med ham om det endnu, og jeg vil gerne tøjle det grønne monster, så jeg ikke ødelægger det for ham, ved bare ikke hvordan.
Der er flere ting i det :
- jeg er gravid, lige på kanten af tredje trimester. Uplanlagt graviditet, nåede ikke at tabe mig som ønsket, så føler mig stor, utiltalende og ekstremt usexet som følge deraf, uanset hvor meget min søde mand bekræfter mig. Sexlivet er begrænset pga jeg føler mig besværet og det har været varmt. Vi havde en quickie I morges, men der er en del tid mellem sex. Så min irrationelle jaloux hjerne tænker, at han skal ud, feste, se alle sine smukke kvindelige kollegaer i almindeligt tøj og garanteret bliver så liderlig at han griber chancen og mindes om hvor tarveligt det er med den store gravide kone derhjemme. I know. Det er irrationelt, jeg har en virkelig sød og kærlig mand, der har nultolerence overfor utroskab, men det er min tankeproces.
- det vækker følelser fra en seks år gamle episode da vi lige var blevet kærester. Igen, not fair. Han var startet på studie og tog på hyttetur med sin nye (udelukkende pige-) klasse. Eneste mand. Jeg havde det så dårligt. Han lovede at lade høre fra sig, men glemte det i al morskaben og blev også temmelig fuld, så jeg hørte intet fra min nye kæreste der tilbragte en aften, overnatning og dag med en hytte fuld af kvinder. Jeg havde det så elendigt. Men det er seks år siden, i dag er vi gift.
Så: jeg ved godt, mine følelser ikke er rimelige, men de er der nu en Gang alligevel. Hvordan griber jeg det an? Jeg har ingen venner, så jeg har ikke nogen jeg kan ventilere mine følelser til...
PS. Hvis nogen undrer sig over fire børn på seks år, så er vi en sammenbragt familie 