Når datter og veninde ikke er gode for hinanden

Jeg tror, at jeg mest lige har brug for selv at få mine tanker skrevet ned.

Min datter har en veninde, som vi for at være helt ærlig helst så, at hun var foruden, men vi vil ikke blande os i hendes venskaber medmindre det bliver virkelig skadeligt for hende.

De to piger er ikke gode for hinanden og er gode til at komme på uheldige påfund og styrke hinanden i det som f.eks. at være stædige og ikke vil deltage i en gymnastiktime, fordi de ikke gider spille stikbold eller gemme sig, når en af dem skal hentes efter en legeaftale. Disse ting sker ikke, når min datter er sammen med andre af hendes veninder, men hun er bestemt ikke uskylden selv, da de to piger som regler gejler hinanden op til det.

Den anden pige har en del udfordringer, som hun går til psykolog med, og de udfordringer har vi ikke noget problem med selv om det også fylder lidt i hendes personlighed og opførsel, men det irreterer mig, at hun lyver enormt meget og har altid gjort det om både små og store ting som f.eks., at de skal på McDonalds, i Lalandia, hendes far er født som pige og hun er selv født som dreng osv. osv. Der er en ny løgnhistorie næsten hver gang, men det har vi efterhånden vænnet os til, og det samme har vores datter, som bare spørger hendes forældre, om det passer og de svarer altid ærligt. 

Det, der er min udfordring lige nu, er, at de to piger har leget med vand i skolen for nogle dage siden, og den anden pige har kastet vand efter en klassekammerat og overfor læreren så påstået, at hun kun gjorde det, fordi min datter sagde, at hun skulle. Det har simpelthen gjort min datter så ked af det, at hun ikke har lyst til at komme i skole mere. De har næsten lige skiftet alle deres lærere, og hun føler, at de nye lærere ikke tror på hende, så hun har nægtet at snakke med dem om episoden, hvilket de åbenbart har set som en bekræftelse på, at vores datter var ”skyldig”. Jeg har netop taget snakken med dem og fået samme indtryk som vores datter.

Som sagt er vores datter ofte med på løjerne, men hun tager også ansvaret over for os derhjemme, når hun har lavet noget forkert, så derfor er jeg sikker på, at det er rigtigt, når hun siger, at hun ikke har sagt til den anden, at hun skulle kaste med vand. Den anden pige har heller aldrig tidligere haft problemer med at sige fra over for vores datter, når de har haft legeaftaler.

Vores datter er inde i en periode, hvor hun har brug for enorm tryghed, og det får hun desværre ikke i hendes skole lige nu, og denne her episode har bare fremhævet dette. Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal tackle alt det her og give hende trygheden i hendes hverdag, når hun ikke stoler på hendes lærere. Moderløven har lyst til at forbyde hende at se veninden uden for skolen eller ligefrem skifte til en anden mindre skole, hvor trygheden for den enkelte er i fokus, men jeg ved jo godt rationelt, at det ikke er vejen frem. Desuden går hun allerede på en lille skole med kun 15 elever i hendes klasse.

Hvor gammel er din datter?

Har din datter andre gode venner i skolen.?

Hun er 8 og har flere veninder, men det er som regel denne her veninde hun foretrækker i skoletiden

Kære TS

I forhold til veninden så er i nødt til at markere, at her er grænsen for hvad i vil acceptere. I acceptere mange ting i hendes adfærd for sådan er hun, men det betyder ikke i skal ignorer når hun træder over grænsen og det har store konsekvenser for jeres datter.

Måske i skulle snakke med jeres datter om, at de lige holder en pause fra hinanden, så får hun også lidt tid til at mærke efter hvordan hun egentlig har det med veninden.

I forhold til skolen tænker jeg om i har prøvet at snakke med venindens forældre og fortælle hvad der er sket og hvad konsekvensen nu er for jeres datter, måske de kan bidrage med noget til lærerne så de ser tingene anderledes. Tænk hvis de "bare" er kommet skævt ind på hinanden og det nemt kan rettes op igen.

Jeg synes i skal kæmpe for at jeres datter igen kan finde glæden ved at komme i skole og det kræver at man tør tage de svære snakke.

Håber i finde en god løsning så i alle igen kan få hverdagen tilbage.

Pøj pøj.

Jeg er lærer og kan måske give input fra flere vinkler: 

Børn i den alder laver alt muligt de ikke må; nogle kommer til det, andre gør det med fuldt overlæge og andre igen er med til at presse de andre til at følge trop. Jeg kan love dig for at lærere ville ønske at man altid kunne vide om et barn taler sandt, men det kan man ikke. Jeg er lærer for din datters aldersgruppe, og det er en daglig kamp for at rede trådene ud i den slags konflikter du nævner. Jeg tænker egentlig at det er "ok" at din datter opdager at man ikke bare automatisk bliver troet på hvis man er sammen med nogen der ofte laver ballade, og hun skal have hjælp til at sige fra. Jeg har oplevet at se, med mine egne øjne, børn gøre noget og bagefter græde som pisket når de fortæller mig at det altså ikke var dem. Det ser jeg ikke altid som en løgn, men som et udtryk for et barn der ikke har været i stand til at styre hvad der sker i og omkring dem. Det er svært at navigere i. Der er konsekvenser når man opfører sig dårligt, også selvom man egentlig ikke havde lyst til at gøre det.

Når din datter ikke er ældre, så synes jeg bestemt gerne at I må blande jer i hendes venskaber. Det synes jeg faktisk at I har pligt til. Hvis det er et giftigt venskab som for lov at hænge ved, so kan det have store konsekvenser når hun kommer længere op i skolen, jeg møder det hele tiden. I skal gøre klart hvad I vil være med til og hvad I ikke vil være med til, og selvfølgelig skal I også informere lærerene. De kan ikke forbyde pigerne at lege, men som forældre kan man være med til at få nuancerer deres opfattelse. Og tag en snak med pigen forældre, med fokus på den dynamik der er i mellem pigerne, som jo er uheldig. Så undgår man at pege fingre og det åbner for flere løsningsforslag. Men pigerne er stadig virkelig små - det er de voksne der skal tage et stort ansvar.

Pøj pøj

Anonym skriver:

Jeg er lærer og kan måske give input fra flere vinkler: 

Børn i den alder laver alt muligt de ikke må; nogle kommer til det, andre gør det med fuldt overlæge og andre igen er med til at presse de andre til at følge trop. Jeg kan love dig for at lærere ville ønske at man altid kunne vide om et barn taler sandt, men det kan man ikke. Jeg er lærer for din datters aldersgruppe, og det er en daglig kamp for at rede trådene ud i den slags konflikter du nævner. Jeg tænker egentlig at det er "ok" at din datter opdager at man ikke bare automatisk bliver troet på hvis man er sammen med nogen der ofte laver ballade, og hun skal have hjælp til at sige fra. Jeg har oplevet at se, med mine egne øjne, børn gøre noget og bagefter græde som pisket når de fortæller mig at det altså ikke var dem. Det ser jeg ikke altid som en løgn, men som et udtryk for et barn der ikke har været i stand til at styre hvad der sker i og omkring dem. Det er svært at navigere i. Der er konsekvenser når man opfører sig dårligt, også selvom man egentlig ikke havde lyst til at gøre det.

Når din datter ikke er ældre, så synes jeg bestemt gerne at I må blande jer i hendes venskaber. Det synes jeg faktisk at I har pligt til. Hvis det er et giftigt venskab som for lov at hænge ved, so kan det have store konsekvenser når hun kommer længere op i skolen, jeg møder det hele tiden. I skal gøre klart hvad I vil være med til og hvad I ikke vil være med til, og selvfølgelig skal I også informere lærerene. De kan ikke forbyde pigerne at lege, men som forældre kan man være med til at få nuancerer deres opfattelse. Og tag en snak med pigen forældre, med fokus på den dynamik der er i mellem pigerne, som jo er uheldig. Så undgår man at pege fingre og det åbner for flere løsningsforslag. Men pigerne er stadig virkelig små - det er de voksne der skal tage et stort ansvar.

Pøj pøj

Jeg er enig med dig i meget af det du skriver, men jeg vil aldrig fortælle min datter, at det er ok ikke at blive troet, når man fortæller sandheden. Jeg kan forklare hende, hvorfor jeg tror, at læreren ikke har troet hende, men vores datter vil aldrig acceptere det.

Det betyder enormt meget for hende, når hun uretmæssigt "beskyldes" for at lyve . Det betyder nu, at hun slet ikke har tillid til den pågældende lærer mere og aldrig vil komme til hende med nogle problemer en anden gang, da hun lige nu har store udfordringer omkring tryghed. Der skal desværre ikke meget til, før man mister hendes tillid lige nu. 

Den anden pige laver heller ikke ofte ballade ud over at lyve om alt mellem himmel og jord, men hun får en gang imellem nogle sjove idéer og min datter er som regel med på den.

Jeg kan godt forstå, at det kan være umuligt at vide hvem der har gjort hvad, men her mener jeg, at en lærer bør være neutral omkring "skylden" når man ikke ved, hvem der taler sandt. 

Vi taler fint med den anden piges forældre, så vi har fokus på dynamikken mellem dem, men det er ikke lykkedes at ændre på det. Den anden familie har virkelig meget at slås med så energien til dette er ikke så stor. 

Lige nu har vi herhjemme besluttet at droppe legeaftaler med den anden pige og ser så frem til en snarlig sommerferie, hvor vi kan holde dem fra hinanden i 6 uger.

Anonym skriver:

Kære TS

I forhold til veninden så er i nødt til at markere, at her er grænsen for hvad i vil acceptere. I acceptere mange ting i hendes adfærd for sådan er hun, men det betyder ikke i skal ignorer når hun træder over grænsen og det har store konsekvenser for jeres datter.

Måske i skulle snakke med jeres datter om, at de lige holder en pause fra hinanden, så får hun også lidt tid til at mærke efter hvordan hun egentlig har det med veninden.

I forhold til skolen tænker jeg om i har prøvet at snakke med venindens forældre og fortælle hvad der er sket og hvad konsekvensen nu er for jeres datter, måske de kan bidrage med noget til lærerne så de ser tingene anderledes. Tænk hvis de "bare" er kommet skævt ind på hinanden og det nemt kan rettes op igen.

Jeg synes i skal kæmpe for at jeres datter igen kan finde glæden ved at komme i skole og det kræver at man tør tage de svære snakke.

Håber i finde en god løsning så i alle igen kan få hverdagen tilbage.

Pøj pøj.

 

Jeg skal have et møde med skolen i næste uge og så kan vi forhåbentlig få en god vej frem. 

I worst case flytter vi vores datter til en privatskole i nærheden. Ikke pga. denne episode, men fordi vi har set gentagne eksempler på, at skolen ikke er god til at samle elever op, som har udfordringer på trods af skoleklasser med mellem 10 og 15 elever i hver, så eleverne burde ses. Det er en god skole for børn, der trives og har det godt, men "problem" børnene har de aldrig været gode til. Det skal jeg være ærlig og sige at det har vi aldrig reageret på men nu står vi så selv med et barn med udfordringer der ikke mødes.

Kan vi ikke i samarbejde med skolen få genskabt den nødvendige tryghed, så vores datter kan trives må vi prøve noget andet. Der ligger selvfølgelig meget mere til grund for denne overvejelse end blot denne episode med vand. 

Anonym skriver:

Jeg er enig med dig i meget af det du skriver, men jeg vil aldrig fortælle min datter, at det er ok ikke at blive troet, når man fortæller sandheden. Jeg kan forklare hende, hvorfor jeg tror, at læreren ikke har troet hende, men vores datter vil aldrig acceptere det.

Det betyder enormt meget for hende, når hun uretmæssigt "beskyldes" for at lyve . Det betyder nu, at hun slet ikke har tillid til den pågældende lærer mere og aldrig vil komme til hende med nogle problemer en anden gang, da hun lige nu har store udfordringer omkring tryghed. Der skal desværre ikke meget til, før man mister hendes tillid lige nu. 

Den anden pige laver heller ikke ofte ballade ud over at lyve om alt mellem himmel og jord, men hun får en gang imellem nogle sjove idéer og min datter er som regel med på den.

Jeg kan godt forstå, at det kan være umuligt at vide hvem der har gjort hvad, men her mener jeg, at en lærer bør være neutral omkring "skylden" når man ikke ved, hvem der taler sandt. 

Vi taler fint med den anden piges forældre, så vi har fokus på dynamikken mellem dem, men det er ikke lykkedes at ændre på det. Den anden familie har virkelig meget at slås med så energien til dette er ikke så stor. 

Lige nu har vi herhjemme besluttet at droppe legeaftaler med den anden pige og ser så frem til en snarlig sommerferie, hvor vi kan holde dem fra hinanden i 6 uger.

Jeg kan sagtens forstå du har et ønske om, at læreren kan være neutral, men og det er virkelig et stort men. Ved at være neutral kommer man ofte til alligevel at sige en er forkert på den, eller at negligere det skete.

Jeg er selv lærer for skønne børn på 8 år, og kommer mest til at tænke på en famøs pyt knap, en knap så jeg oplever børn tit har svært ved at finde og den skal vi voksne hjælpe dem med at finde. Det gælder lige fra, at ja der blev skudt vand på det  det forstår jeg du bliver ked af, men nu trykker vi påmpyt knappen og kommer videre (med mindre selvsagt at det sker mange gange). Og på same måde, ja læreren havde lige lidt travlt, fik troet på din veninde, og så er den sag ude af verdenen, og i morgen er en ny dag. Og husk skat, lærerne går ikke rundt og bærer nag eller lignende, så i morgen kan du sagtens gå til den lærer, hvis der er noget du er ked af. 

En anden mulighed er også at skrive eller fortælle lærerne, at din datter nu er utryg ved dem. Og så er de fantastisk dygtige til relationsarbejdet og sætter alle sejl ind på, at bygge en god relation op. 

Med hensyn til veninden. Hmm I kan selvsagt holde igen med legeaftaler, og lyder til I har god dialog med forældrene. I skolen en af de ting man kan er at arbejde med frikvarteret, lege fælles lege osv. Men når det kommer til hverdagen, hvor man ikke har en indsats, så ville jeg ikke som lærer gå ind og sætte grænser for, hvem må lege med hvem. Jeg ville meget gerne tage en kort snak og så huske på før hvert frikvarter: husk hvad vi talte om i forhold til ditten og datten. 

Min egen pige havde også en “uheldig” veninde, som vi i stort omfang undgik efter skole. Vi har desuden haft flere snakke med begge forældre, det tog vist lidt tid for dem at fange at det reelt var et problem, men det er alligevel vendt nu her - om det så er al den snak eller bare alderen (9) ved jeg ikke, men hun har i hvert fald ændret adfærd og er nu en rigtig sød pige. 

Måske kan man ikke sammenligne, for “vores” veninde var ikke udfordret lige mht lyve, men jeg tænker lidt I får dette tilfælde pustet op til noget stort, det synes jeg da ikke umiddelbart det er, den slags sker jo. Har I kun 1 barn hvis I aldrig oplever (og skal løse) den slags konflikter selv? 

Som mor til 2 oplever jeg da jævnligt netop dette scenarie, hvor de begge føler det var den andens skyld. Og det er i øvrigt ikke nødvendigvis at de decideret lyver - de opfatter bare tingene på hver deres måde, og tror fuldt og fast på deres udgave af det skete. Det kan sørme være svært at få afklaret hvad der er op og ned i de tilfælde, og læreren har jo nok ikke tid til at blive ved med at bore som man kan derhjemme  Men altså, ligefrem skifte skole pga dette...?

Jeg ville først og fremmest hjælpe mit barn til at se/forstå, at vand-episoden ikke er jordens undergang, og at den er glemt om en uge, hvis ikke allerede. Den beroligelse og indsigt synes jeg, hun både fortjener og vil have godt af at møde fra dig/jer. Ingen tvivl om, at det kan fylde enormt for hende at føle sig uretfærdigt behandlet både af veninde og lærer, og det skal selvfølgelig rummes og anerkendes - men det er søreme også vigtigt at vise hende, at det er en overstået øv-oplevelse, som ikke er værd at bruge mere krudt på. 
Ved fx at tage det for gode varer, at hun  aldrig vil have tillid til sine lærere igen, styrker du hendes opfattelse af, at det er et kæmpe-problem. I den alder er “altid” og “aldrig” heldigvis foranderligt, og hvis hun får chancen for at mærke på og høre fra dig, at “nu er vi videre”, vil hun formentlig selv opdage, at det virkelig er røget i glemmebogen. 
Når hun generelt er utryg, har hun netop brug for at mærke din sikkerhed og ro omkring, at alt er, som det skal være nu. Du kan ikke love hende, at den slags aldrig sker igen, eller forhindre, at noget lignende sker - men du kan hjælpe hende til at lære at slippe det igen.