Jeg vil bare høre, om nogen af jer har stået i tilsvarende situationer.
Jeg har været sammen med min mand i seks år. I den tid har jeg måtte arbejde hårdt for relationen til mine svigerforældre, tilsyneladende uden det store held.
Jeg vil nødig lyde selvfed, for min selvtillid er ret fesen. Men jeg ved, at jeg er et meget venligt menneske. Jeg er meget vellidt iblandt mennesker jeg kender og møder. Folk beskriver mig som høflig, venlig, omsorgsfuld, interesseret og velafbalanceret i samtale. Jeg behandler andre med respekt og har gode manerer.
Men alligevel er det tydeligt, at min svigerforældre ikke er de største fans af mig. Min mand siger, at det er sådan de er. Det er svært at vinde deres gunst. De kunne ikke udstå hans x, det var så med rimelig grund, for iflg. Min x var hun ubehøvlet overfor dem, hjalp aldrig til, brokkede sig over alt, og i det hele taget et forhold, min mand fortryder. Så man skulle da tro, at jeg var et step up.
Jeg er åben, venlig og snakker åbent med dem, når vi ses. Hjælper til, smiler, er ordentlig og har humor. Men det fungerer bare ikke, og jeg er træt af at kæmpe for det. De har en eller anden parathed til at tolke alt negativt. Jeg er introvert, så ind i mellem I større selskaber, er jeg lidt stille, men jeg smiler og lytter aktivt, deltager i samtalen, når jeg inddrages. De tolker det som om, jeg keder mig. Hvis min mand besøger dem uden mig, tolker de det som jeg er uengageret, selvom min mand fx siger at jeg trængte til lidt selvtid, hvad han har ofte i hverdagene, fordi han tit arbejder weekend og ofte har hverdagsfri.
Af uklare årsager tror de tilsyneladende også, at jeg er total doven. Det vælter hyppigt ud med kommentarer om, at min mand laver ih og åh så meget, at jeg skal jo altså lige passe på ham, og nu må jeg også lige.
Det er helt sort, for vi har vitterligt det mest ligeværdige parforhold, man kunne tænke sig, ift fælles muligheder for frihed, fordeling af det huslige osv.
Min mand har talt med dem flere gange, forklaret hvordan ting hænger sammen, forsvaret mig, men det hjælper ikke. Det betyder også, at jeg har trukket mig mere fra relationen, fordi jeg får det dårligt, hver gang jeg ser dem. Jeg føler jeg skal være PÅ, jeg skal passe på, hvordan jeg fremstår, så jeg ikke gør eller siger noget, der kan misforstås.
Senest i går delte min mand en sjov og småflabet kommentar jeg havde sagt, på facebook. Det var vi enige om, fordi vi begge var flade af grin over det. Der var en masse likes, grinereaktioner, kommentarer fra venner, der synes det var mega sjovt. Men så skulle svigerfar selvfølgelig lige komme med en bemærkning om, at det var da lige groft nok mod min mand.
Min mand og jeg har en helt særlig jargon, og det værste er, at min svigerfars jargon og humor er så grov, at den ofte tenderer mobning, så at den kommentar skulle falde fra ham, er meget overraskende.
På det her tidspunkt er jeg bare over it. Jeg har altid kunne enormt godt med tidligere kæresters forældre, og jeg værner meget om det tætte bånd med svigerfamilien. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre mere, for det virker som om, det aldrig er godt nok..
