Føler han værtsætter mig mindre

Hej alle. 

Jeg er 1 gangs gravid med min mand gennem 2,5 år. Barnet er 100% planlagt af os begge. Dog gik det meget hurtigere end forventet. 

Til trods for vi har talt om børn meget længe så har alt bare ændret sig siden jeg blev gravid. Jeg forstår godt han naturligvis har svært ved at forstå selve graviditeten da det jo ikke er ham der gror et liv inden i. Jeg har været meget syg og træt med det og ekstrem homonel. 

Føler ikke han sætter pris på mig som han plejer. Han holder om mig hver nat og siger han elsker mig men sender mig fx aldrig en sms i løbet af dagen om hvordan det går, tager initerativ til vi skal lave noget sammen andet end at ligge hjemme eller kommer med en lille ting. De der små ting. Jeg er også in ekstra need pga graviditeten og den føler jeg heller ikke rigtig han spørger ind til. Har nævnt for ham flere gange jeg har brug for mere kærlighed og omsorg og ind i mellem en sms eller anden lille form for sød ting. Han snakker konstant i telefon med sine venner når han er på job m.m. men sender aldrig mig en besked. 

Han er normalt en meget kærlig mand og springer og hopper for mig. Han er stadig en sød og kærlig mand det ikke det men føler bare det har ændret sig. 

Vi ser ikke hinanden næsten pga han har aften arbejde og nogle gange nattevagt. Hans job er som vikar og derfor os meget usikkert så vi har talt om længe han skulle finde noget andet men der sker bare INTET! 

Herudover er han muslim. Dette har egentlig aldrig været et problem fordi han ikke hele den tid vi har været sammen har fulgt det som sådan. Nu synes jeg pludselig han er blevet mere religiøs og faster fx til ramadan i år trods han ikke har gjort det de sidste 2 år. Da han nævnte han ville faste sagde jeg at de respekterede jeg selvfølgelig i uvished om det altså også har en effekt på vores forhold. Man må fx heller ikke have sex eller kysse hinanden i de lyse timer. Jeg synes virkelig det hårdt jeg ikke må kysse ham farvel eller godmorgen. 

Alt dette at vi ikke ser hinanden, at jeg har sagt jeg mangler noget mere værtsættelse og kærlighed fra ham grundet graviditeten, jobbet han bare ikke gør noget ved og så den har ramadan oven i. Jeg er fuldkommen ude af kontrrl og er så møg ked af det at jeg bliver helt i tvivl om det skal være ham og mig. 

Ved ikke hvad jeg skal gøre. Vil selvf respektere hans valg men omvendt synes jeg det virkelig hårdt han skal gøre det nu jeg er gravid. Begynder at føle religionen er vigtigere end os. (Mig og baby) Det gør mig møg ked af det og skræmmer mig. 

Jeg er sikkert blot mega høj på homoner men kan jeg tillade mig at sige dette til ham. Jeg frygter han blir sur hvis jeg nævner noget med ramadanen men den er lige startet og jeg har det af helvedes til. Havde mararit om det hele natten i nat. 

Måske han bare har meget om ørene med et håed stressende job og en gravid kæreste men så synes jeg bare heller ikke det smart at faste. Føler det bliver endnu værre når han så os blir lav på energi. 

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Nogle råd? På forhånd tak

Anonym skriver:

Hej alle. 

Jeg er 1 gangs gravid med min mand gennem 2,5 år. Barnet er 100% planlagt af os begge. Dog gik det meget hurtigere end forventet. 

Til trods for vi har talt om børn meget længe så har alt bare ændret sig siden jeg blev gravid. Jeg forstår godt han naturligvis har svært ved at forstå selve graviditeten da det jo ikke er ham der gror et liv inden i. Jeg har været meget syg og træt med det og ekstrem homonel. 

Føler ikke han sætter pris på mig som han plejer. Han holder om mig hver nat og siger han elsker mig men sender mig fx aldrig en sms i løbet af dagen om hvordan det går, tager initerativ til vi skal lave noget sammen andet end at ligge hjemme eller kommer med en lille ting. De der små ting. Jeg er også in ekstra need pga graviditeten og den føler jeg heller ikke rigtig han spørger ind til. Har nævnt for ham flere gange jeg har brug for mere kærlighed og omsorg og ind i mellem en sms eller anden lille form for sød ting. Han snakker konstant i telefon med sine venner når han er på job m.m. men sender aldrig mig en besked. 

Han er normalt en meget kærlig mand og springer og hopper for mig. Han er stadig en sød og kærlig mand det ikke det men føler bare det har ændret sig. 

Vi ser ikke hinanden næsten pga han har aften arbejde og nogle gange nattevagt. Hans job er som vikar og derfor os meget usikkert så vi har talt om længe han skulle finde noget andet men der sker bare INTET! 

Herudover er han muslim. Dette har egentlig aldrig været et problem fordi han ikke hele den tid vi har været sammen har fulgt det som sådan. Nu synes jeg pludselig han er blevet mere religiøs og faster fx til ramadan i år trods han ikke har gjort det de sidste 2 år. Da han nævnte han ville faste sagde jeg at de respekterede jeg selvfølgelig i uvished om det altså også har en effekt på vores forhold. Man må fx heller ikke have sex eller kysse hinanden i de lyse timer. Jeg synes virkelig det hårdt jeg ikke må kysse ham farvel eller godmorgen. 

Alt dette at vi ikke ser hinanden, at jeg har sagt jeg mangler noget mere værtsættelse og kærlighed fra ham grundet graviditeten, jobbet han bare ikke gør noget ved og så den har ramadan oven i. Jeg er fuldkommen ude af kontrrl og er så møg ked af det at jeg bliver helt i tvivl om det skal være ham og mig. 

Ved ikke hvad jeg skal gøre. Vil selvf respektere hans valg men omvendt synes jeg det virkelig hårdt han skal gøre det nu jeg er gravid. Begynder at føle religionen er vigtigere end os. (Mig og baby) Det gør mig møg ked af det og skræmmer mig. 

Jeg er sikkert blot mega høj på homoner men kan jeg tillade mig at sige dette til ham. Jeg frygter han blir sur hvis jeg nævner noget med ramadanen men den er lige startet og jeg har det af helvedes til. Havde mararit om det hele natten i nat. 

Måske han bare har meget om ørene med et håed stressende job og en gravid kæreste men så synes jeg bare heller ikke det smart at faste. Føler det bliver endnu værre når han så os blir lav på energi. 

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Nogle råd? På forhånd tak

Åh hvor kunne det første have været noget, jeg kunne have skrevet.

Jeg er også gravid i et nyt forhold (kortere end jeres), og har også bare MEGA meget brug for bekræftelse og mere hygge/nus, ellers bliver jeg SÅ ked af det, usikker og får krisetanker. Han er normalt også skide sød og kærlig, men det kører jo op og ned med det, man kan ikke være lidt kærlig altid, og nu hvor jeg er gravid, så kan det mærkes ekstra de dage, hvor vi nusser mindre, snakker mindre, eller vi er lidt i dårligt humør.

Vi har haft snakket om det, og det går bedre lige deromkring, men så glemmer han/vi det lidt. 

Jeg ved ikke hvad løsningen er, men jeg synes da, at du skal snakke med ham. Og uanset hvad, så skal du og baby være vigtigst. Han skal kunne have sin religion, men at snakke om den, og fortælle dine følelser, det SKAL der være plads til. Reagerer han helt sindssygt i forhold til det, så havde jeg overvejet om jeg skulle smutte. Man har set flere gange tidligere, at nogle mænd virkelig "folder sig ud" med deres kedelige sider, når først de tror man er fanget ved at være gravid.. 

Anonym skriver:

Hej alle. 

Jeg er 1 gangs gravid med min mand gennem 2,5 år. Barnet er 100% planlagt af os begge. Dog gik det meget hurtigere end forventet. 

Til trods for vi har talt om børn meget længe så har alt bare ændret sig siden jeg blev gravid. Jeg forstår godt han naturligvis har svært ved at forstå selve graviditeten da det jo ikke er ham der gror et liv inden i. Jeg har været meget syg og træt med det og ekstrem homonel. 

Føler ikke han sætter pris på mig som han plejer. Han holder om mig hver nat og siger han elsker mig men sender mig fx aldrig en sms i løbet af dagen om hvordan det går, tager initerativ til vi skal lave noget sammen andet end at ligge hjemme eller kommer med en lille ting. De der små ting. Jeg er også in ekstra need pga graviditeten og den føler jeg heller ikke rigtig han spørger ind til. Har nævnt for ham flere gange jeg har brug for mere kærlighed og omsorg og ind i mellem en sms eller anden lille form for sød ting. Han snakker konstant i telefon med sine venner når han er på job m.m. men sender aldrig mig en besked. 

Han er normalt en meget kærlig mand og springer og hopper for mig. Han er stadig en sød og kærlig mand det ikke det men føler bare det har ændret sig. 

Vi ser ikke hinanden næsten pga han har aften arbejde og nogle gange nattevagt. Hans job er som vikar og derfor os meget usikkert så vi har talt om længe han skulle finde noget andet men der sker bare INTET! 

Herudover er han muslim. Dette har egentlig aldrig været et problem fordi han ikke hele den tid vi har været sammen har fulgt det som sådan. Nu synes jeg pludselig han er blevet mere religiøs og faster fx til ramadan i år trods han ikke har gjort det de sidste 2 år. Da han nævnte han ville faste sagde jeg at de respekterede jeg selvfølgelig i uvished om det altså også har en effekt på vores forhold. Man må fx heller ikke have sex eller kysse hinanden i de lyse timer. Jeg synes virkelig det hårdt jeg ikke må kysse ham farvel eller godmorgen. 

Alt dette at vi ikke ser hinanden, at jeg har sagt jeg mangler noget mere værtsættelse og kærlighed fra ham grundet graviditeten, jobbet han bare ikke gør noget ved og så den har ramadan oven i. Jeg er fuldkommen ude af kontrrl og er så møg ked af det at jeg bliver helt i tvivl om det skal være ham og mig. 

Ved ikke hvad jeg skal gøre. Vil selvf respektere hans valg men omvendt synes jeg det virkelig hårdt han skal gøre det nu jeg er gravid. Begynder at føle religionen er vigtigere end os. (Mig og baby) Det gør mig møg ked af det og skræmmer mig. 

Jeg er sikkert blot mega høj på homoner men kan jeg tillade mig at sige dette til ham. Jeg frygter han blir sur hvis jeg nævner noget med ramadanen men den er lige startet og jeg har det af helvedes til. Havde mararit om det hele natten i nat. 

Måske han bare har meget om ørene med et håed stressende job og en gravid kæreste men så synes jeg bare heller ikke det smart at faste. Føler det bliver endnu værre når han så os blir lav på energi. 

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Nogle råd? På forhånd tak

Jeg tænker at der ikke er andet at gøre, end at du taler mere alvor med ham. Ikke bare i løbet af dagen, hen ad vejen. Men sæt jer ned sammen og sig du har brug for at han lytter til dig. Forbered dig på hvilket budskab du vil have ud og hvordan du kan udtrykke dig bedst muligt.

den med ramadan, synes jeg du skal holde ud af samtalen lige med det første. Det er følsomt emne og jeg synes egentlig ikke det har så meget med det andet at gøre.

i skal selvfølgelig ikke gå som katten om den varme grød, men spørg nysgerrigt ind, ikke anklagende.

faktisk kan det være et positivt tegn, en del muslimer forsøger at gøre mere aktivt ved troen når de bliver ældre, stifter familie osv. Det behøver ikke at betyde at han bliver totalt rettroende, men der er kommet en større alvor og tyngde i hans liv i og med at i venter et barn.

Og tillykke med graviditeten

Anonym skriver:

Åh hvor kunne det første have været noget, jeg kunne have skrevet.

Jeg er også gravid i et nyt forhold (kortere end jeres), og har også bare MEGA meget brug for bekræftelse og mere hygge/nus, ellers bliver jeg SÅ ked af det, usikker og får krisetanker. Han er normalt også skide sød og kærlig, men det kører jo op og ned med det, man kan ikke være lidt kærlig altid, og nu hvor jeg er gravid, så kan det mærkes ekstra de dage, hvor vi nusser mindre, snakker mindre, eller vi er lidt i dårligt humør.

Vi har haft snakket om det, og det går bedre lige deromkring, men så glemmer han/vi det lidt. 

Jeg ved ikke hvad løsningen er, men jeg synes da, at du skal snakke med ham. Og uanset hvad, så skal du og baby være vigtigst. Han skal kunne have sin religion, men at snakke om den, og fortælle dine følelser, det SKAL der være plads til. Reagerer han helt sindssygt i forhold til det, så havde jeg overvejet om jeg skulle smutte. Man har set flere gange tidligere, at nogle mænd virkelig "folder sig ud" med deres kedelige sider, når først de tror man er fanget ved at være gravid.. 

 

Hej. 

Mange tak for dit svar. 

Hvor jeg ked af du også er meget ked af det under din graviditet. Dog er det rart jeg ikke er den eneste hvis du forstå. Man kan føle sig så palle alene i verden og når så homonerne raser så betyder de der virkelig små ting en helt masse. Det fylder virkelig. 

Jeg tog en snak med ham og alt og han var virkelig sød og lyttende. Ked af jeg følte sådan og sagde at det skulle han nok tænke over men at jeg skulle vife at intet havde ændret sig hos ham. Han elskede mig stadig lige så højt og vil altid være der for mig. Det var meget rart at høre for man kan også gå og bilde sig selv noget ind. 

Mht til religionen sagde han at det var noget der gjorde ham glad at gøre men hvis det fyldte meget for mig så ville han se om han kunne på en anden måde. Det sagde jeg naturligvis ikke han skulle. Det skal han jo have lov til så længe at det der påvirker familien fx er en fælles beslutning. Det var han helt enig i. 

Tak for råd og besked. Det trængte jeg til. 

Må jeg spørge hvor la gt du er henne? Jeg er 13 +4 

Roselil skriver:

Jeg tænker at der ikke er andet at gøre, end at du taler mere alvor med ham. Ikke bare i løbet af dagen, hen ad vejen. Men sæt jer ned sammen og sig du har brug for at han lytter til dig. Forbered dig på hvilket budskab du vil have ud og hvordan du kan udtrykke dig bedst muligt.

den med ramadan, synes jeg du skal holde ud af samtalen lige med det første. Det er følsomt emne og jeg synes egentlig ikke det har så meget med det andet at gøre.

i skal selvfølgelig ikke gå som katten om den varme grød, men spørg nysgerrigt ind, ikke anklagende.

faktisk kan det være et positivt tegn, en del muslimer forsøger at gøre mere aktivt ved troen når de bliver ældre, stifter familie osv. Det behøver ikke at betyde at han bliver totalt rettroende, men der er kommet en større alvor og tyngde i hans liv i og med at i venter et barn.

 

Og tillykke med graviditeten

Hej Roselil. 

Tak for dit svar. Det rart at læse det fra en anden vinkel også. 

Det hele gik rigtig godt. Jeg har skrevet det i en tidligere besked hvordan han tog det så vil ikke skrive hele smørren igen.  

Mht til religionen troe jeg måske du har ret. Han var meget mere fri da jeg mødte ham men også single. Nu er han blevet mere moden og ansvars bevidst. Blev dog glad for han rent faktisk sagde at han kunne godt lade være eller fx ikke faste når vi skal besøge mine forældre. Sagde naturligvis at det skal han ikke tage sig af. Tror mere jeg havde brug for en bekræftigelse af at det ikke var religionen der begyndte at styrer og forholdet der blev sat i baggrunden. Det er jo så slet ikke tilfældet nåe han faktisk siger han godt vil lade være for min skyld. 

Det sgu hårdt at være gravid. I sær homonerne og trætheden. Det ligegyldig hvor stærk man er så kan man komme ned med nakken. Dog er det også interessant at lære. 

Tak for din besked igen (: 

Hej. 

 

Mange tak for dit svar. 

Hvor jeg ked af du også er meget ked af det under din graviditet. Dog er det rart jeg ikke er den eneste hvis du forstå. Man kan føle sig så palle alene i verden og når så homonerne raser så betyder de der virkelig små ting en helt masse. Det fylder virkelig. 

 

Jeg tog en snak med ham og alt og han var virkelig sød og lyttende. Ked af jeg følte sådan og sagde at det skulle han nok tænke over men at jeg skulle vife at intet havde ændret sig hos ham. Han elskede mig stadig lige så højt og vil altid være der for mig. Det var meget rart at høre for man kan også gå og bilde sig selv noget ind. 

Mht til religionen sagde han at det var noget der gjorde ham glad at gøre men hvis det fyldte meget for mig så ville han se om han kunne på en anden måde. Det sagde jeg naturligvis ikke han skulle. Det skal han jo have lov til så længe at det der påvirker familien fx er en fælles beslutning. Det var han helt enig i. 

Tak for råd og besked. Det trængte jeg til. 

Må jeg spørge hvor la gt du er henne? Jeg er 13 +4 

Or, det var trods alt en rigtig god snak I havde, du følte dig hørt og forstået. Det har man altså også bare brug for, det kan lige lægge en dæmper på det hele.

Jeg er 20 uger henne nu Det er min 4. graviditet (første med ham), og aldrig har det gået mig på, at jeg bliver større osv, som man jo gør i en graviditet. Men det gør det denne her gang, og jeg ANER ikke hvorfor. Jeg bryder mig ikke om at maven er der når jeg ikke har tøj på, føler mig mindre tiltrækkende og mere usikker. Det er møg irriterende, fordi han elsker mig og synes jeg er SÅ smuk med mave på. Men når jeg så får de der kedelige tanker og ikke føler, der har været nok opmærksomhed/nus/hygge så skylder jeg straks skylden på min voksende mave (oppe i hovedet) og tænker, at jeg også bare bliver mindre og mindre attraktiv. Nøj det er irriterende.. 

Han er ellers skide god til at tale mig helt væk fra det, og helt overbevisende og jeg tror ham, men tankerne dukker stadig op. 

Men jeg forstår, hvad du mener med, at det er rart ikke at være alene om, at have det sådan. Bare vi slet ikke havde det sådan til at begynde med  

Min hensigt med det jeg skriver nu er udelukkende kærligt, selvom det måske kan virke provokerende.

Men vejen til det du søger er at droppe forventningerne. Forventningerne til din kæreste, om at det er hans ansvar at opfylde dine behov. Det er ikke hans ansvar og bliver det aldrig. 
Prøv at slippe forventningen om at han skal gøre dig glad eller opfylde dine behov. Skab det selv, skab din egen gode energi og elsk ham med kærlighed. Det lyder som om han gør det modsatte, men at du måske er lidt ekstra følsom pga hormonerne i kroppen, hvilket er helt normalt

Anonym skriver:

Or, det var trods alt en rigtig god snak I havde, du følte dig hørt og forstået. Det har man altså også bare brug for, det kan lige lægge en dæmper på det hele.

Jeg er 20 uger henne nu Det er min 4. graviditet (første med ham), og aldrig har det gået mig på, at jeg bliver større osv, som man jo gør i en graviditet. Men det gør det denne her gang, og jeg ANER ikke hvorfor. Jeg bryder mig ikke om at maven er der når jeg ikke har tøj på, føler mig mindre tiltrækkende og mere usikker. Det er møg irriterende, fordi han elsker mig og synes jeg er SÅ smuk med mave på. Men når jeg så får de der kedelige tanker og ikke føler, der har været nok opmærksomhed/nus/hygge så skylder jeg straks skylden på min voksende mave (oppe i hovedet) og tænker, at jeg også bare bliver mindre og mindre attraktiv. Nøj det er irriterende.. 

Han er ellers skide god til at tale mig helt væk fra det, og helt overbevisende og jeg tror ham, men tankerne dukker stadig op. 

Men jeg forstår, hvad du mener med, at det er rart ikke at være alene om, at have det sådan. Bare vi slet ikke havde det sådan til at begynde med  

Ja snakken var god og han forstod det også fra min vinkel. Samtidig med jeg naturligvis sagde jeg godt var klar over at han ikke kan sætte sig ind i det på samme måde. 

Jeg kan sagtens følge dig. Man får meget negative tanker om sig selv pga homonerne. For mig kan jeg blive glad over en kompliment eller sød tanke og så 2 dage efter kan jeg føle mig grim eller ikke lyttet til og så bliver jeg virkelig ked af det. Lyder lidt som om det er sådan ved dig også. 

Du skal lytte til din kæreste så meget du kan. Du er garanteret super smuk med mave på. Er jeg ikke i tvivl om. Ved godt det ikke er let at fordtå. Tror bare man bliver vildt usikker og mere nærtagende. Fx når bukserne ikke passer, manden in metroen der giver en en dårlig kommentar m.m. Jeg kan begynde at tude når jeg slår mig selvom det ikke en gang gør ondt. Det syret. 

Men ja kommunikation uden bebrejdelse og angreb er nok nøglen tror jeg. 

Anonym skriver:

Min hensigt med det jeg skriver nu er udelukkende kærligt, selvom det måske kan virke provokerende.

Men vejen til det du søger er at droppe forventningerne. Forventningerne til din kæreste, om at det er hans ansvar at opfylde dine behov. Det er ikke hans ansvar og bliver det aldrig. 
Prøv at slippe forventningen om at han skal gøre dig glad eller opfylde dine behov. Skab det selv, skab din egen gode energi og elsk ham med kærlighed. Det lyder som om han gør det modsatte, men at du måske er lidt ekstra følsom pga hormonerne i kroppen, hvilket er helt normalt

Hej . 

Tusind tak for dit råd. 

Ja det har du nok meget ret i. Homonerne raser rundt og bliver meger mere nærtagende, pylret og har brug for mere kærlighed. 

Jeg forventer egentlig ikke han skal fylde mig ud men omvendt er vi jo 2 der er gravide så det vel ok at fortælle at jeg har brug for mere kærlighed og omsorg. Fordi der sker en masse med min krop jeg ikke forstår og derfor hurtigt kan føle mig alene i det. 

Men du har helt ret. Vil prøve at skrue ned for forventningerne og blot fortælle ham det med kærlighed når der er noget jeg har brug for. Tak ❤