Jeg vil have et barn mere, bare ikke med min mand

Hej

Min mand og jeg har været sammen i 8 år, og vi har sammen en datter på 2,5 år. Jeg begynder at kunne mærke lysten til nr. to. Min mand er ikke helt samme sted. Han vil gerne vente et år eller to endnu. Men han siger også ofte at en er nok til ham. Det er som sådan også fint for mig. Problemet er bare at jeg de sidste par måneder har fundet ud af, at jeg egentlig ikke har lyst til at vi skal have et barn mere sammen. Så hellere undvære måske?

Jeg føler af jeg har stået med enormt meget selv. Det er mig der putter, mig der er oppe 1-2 gange om natten (tidlige 5-10 gange hver nat) mig der står op med hende hver morgen. Min mand kan sagtens. Han gider bare ikke. Tager ikke initiativ. Jeg beder ham ikke om det, for det gør mig ikke noget. Men det irriterer mig af han ikke selv viser han har lyst til at putte, lade mig sove længe osv. Det ville være rart med lidt hjælp hvis vi skulle have en mere.

Jeg har ikke snakket med ham om det. Jeg er sådan i tvivl om hvad jeg skal stille op. Skal jeg være tilfreds med det gode liv vi har nu? Skal jeg fortælle ham hvad jeg tænker, og risikere at vi går fra hinanden, fordi han ikke vil have flere, eller fordi jeg ikke vil have flere med ham? 

Waller skriver:

Hej

Min mand og jeg har været sammen i 8 år, og vi har sammen en datter på 2,5 år. Jeg begynder at kunne mærke lysten til nr. to. Min mand er ikke helt samme sted. Han vil gerne vente et år eller to endnu. Men han siger også ofte at en er nok til ham. Det er som sådan også fint for mig. Problemet er bare at jeg de sidste par måneder har fundet ud af, at jeg egentlig ikke har lyst til at vi skal have et barn mere sammen. Så hellere undvære måske?

Jeg føler af jeg har stået med enormt meget selv. Det er mig der putter, mig der er oppe 1-2 gange om natten (tidlige 5-10 gange hver nat) mig der står op med hende hver morgen. Min mand kan sagtens. Han gider bare ikke. Tager ikke initiativ. Jeg beder ham ikke om det, for det gør mig ikke noget. Men det irriterer mig af han ikke selv viser han har lyst til at putte, lade mig sove længe osv. Det ville være rart med lidt hjælp hvis vi skulle have en mere.

Jeg har ikke snakket med ham om det. Jeg er sådan i tvivl om hvad jeg skal stille op. Skal jeg være tilfreds med det gode liv vi har nu? Skal jeg fortælle ham hvad jeg tænker, og risikere at vi går fra hinanden, fordi han ikke vil have flere, eller fordi jeg ikke vil have flere med ham? 

Først og fremmest skal du finde ud af, hvad du egentlig ønsker og ikke ønsker. Der er flere selvmodsigelser i dit indlæg, og det er svært at blive klog på, hvad du vil.
- Du har lyst til et barn mere, men det er som sådan fint med dig, at din mand har nok i et, og måske vil du hellere undvære.
- Det gør dig ikke noget, at du står med det meste selv, men det irriterer dig alligevel. 

- I har et godt liv sammen, og du opfatter det som en risiko, at I går fra hinanden, fordi han ikke vil have flere børn - men det ved du jo allerede, og det er fint med dig? - Eller fordi du ikke vil have flere med ham - men det vil du jo måske også hellere undvære? 

- Mht. hans manglende initiativ, så burde han da selvfølgelig af sig selv gøre noget, men du gør det godt nok let for ham at lade være, når det faktisk ikke gør dig noget, og du ikke siger noget til ham. Du har nu i 2 1/2 år ladet ham tro, det var fint - og samtidig går du “i smug” og er irriteret. 

Dén med barn nummer to, evt. med en anden mand, kunne du med rimelighed lade ligge, til du har åbnet munden og fortalt din mand, at du ikke har det så fint med at stå alene med tingene, som du foregiver. Giv ham lige en chance - selvfølgelig skal du da tale med ham, før du overvejer at gå fra ham, finde en ny og få barn med ham. 
Hvordan ville du selv reagere, hvis din mand gik med tanker om at forlade dig på grund af noget, du ikke anede, at han opfattede som et problem? 

Jeg synes du har været uoprigtig og uærlig overfor ham. Du gør det alt for let for ham at tro at alt er fint og du går samtidig og bliver mere og mere irriteret. Jeg synes da klart at det er på tide at drøfte arbejdsfordelingen og få jeres forhold på skinner igen. 
Mænd er ikke tankelæsere. Han kan tro du gerne vil gøre de ting du gør.

Du skriver han sagtens kan, men ikke gider. Kan det eventuelt tænkes at han faktisk stadig er usikker på de ting der har med barnet at gøre? Og så er det bare meget nemmere at lade dig gøre det, når du udadtil giver udtryk for at det er fint nok.

Det dur selvfølgelig ikke hvis det er tilfældet og det dur heller ikke hvis han bare er doven. Så de ovenstående svar er helt korrekte - I bliver nødt til at snakke om det, barn nr 2 eller ej.

Selvfølgelig skal du tale med din mand om det liv I lever sammen - som jo ikke opfylder de ønsker og krav du har til hvordan man rimeligt agerer familie sammen. Jeg forstår dig sådan set godt, omend jeg nu nok medgiver at du selv medvirker kraftigt til ubalancen ved ikke at få ændret på tingene. Jeg ville ikke overveje at få flere børn i så ulige et forældreskab og jeg ville bestemt heller ikke have lyst til at mine børn skulle opleve, at hjem og børn var mors arbejde og far kan bare lade være, fordi han ikke lige gider ... han skal jo ikke primært deltage for sin eller din skyld (det er også en rimelige årsag, men ikke den primære) - han skal deltage for sit barn skyld og fordi han er en voksen mand, som har sat liv i verden.

For det første vil jeg sige at. Han burdte selv tag intiativ til at tag sig af det barn han har været med til at sætte til verden og intresserer sig for barnet til hverdage. Da det er det naturlig at gøre fordi man elsker sit barn. 

Når det er sagt så duer det heller ikke at du overtager alt det der drejer sig om barnet. Faren sku du ha haft indover siden fødslen. Self ikke med amning, men til daglig og til at skifte ble om natten. De fleste mænd skal få det vist hvad de skal mm. Og det at du tog dig af alt hvad barnet angår  i 2 og halvt år er bare stor fejl af dig og lad som om det er ok. Han kan jo ikke læse dine tanker.  Og flere børn eller ej så skal man sidde og snakke om tinge og du skal åbne munden og sig noget så han ikke bliver ved med at gå og tro at du synes at det her er ok.