Hej alle.
Jeg har brug for råd og fif til hvordan jeg styre mit temperament!
sagen kort:
min kæreste og jeg har tre børn, jeg gør alt med børnene. Han drikker 6 øl +- hver dag efter job.
jeg er normalt en kvinde med tålmodighed, fjol sjov og spas, og en rigtig god mor. Arbejder i daginstitution og har altid ønsket mig et fodboldhold af børn. Elsker børn. Elsker mine børn over alt i verden. Elskede(elsker stadig) at putte mine børn.
men jeg kan ikke styre mit raseri mere. Vi skændes hver dag. Har bedt ham mange mdr om at flytte og han nægter. Vi er dårlige til at kommunikere. Han snakker aldrig til/med mig med mindre det nogle gange er om børnene eller hvis vi skændes over noget. Vi er dybt uenige om alting. Han er meget gammeldags (hans egne ord) og han gør hvad der egentlig er bedst for hans behov. Ja han er død egoistisk, måske hårdt sagt men det ER han.
han brokker sig over alt virkelig alt hvad vi gør og ikke gør.
børnene vil ikke puttes af ham, vi samsamsover og har vi altid gjort og det har han faktisk aldrig brokket sig over, men nu mener han at børnene skal sove i egne senge på egne værelser, fordi ham siger at det vi gør ikke er normalt.
jeg putter børnene og er ved at springe i luften hver aften da vores ene barn på 3 nægter at sove trods træthed og det tager 2 timer at putte. Føler jeg har prøvet alt. Ved godt det går over osv men det der inderst inde gør jeg bliver sur, hæver stemmen over alle børn, raser og tramper i surhed, siger “læg jer ned” osv osv osv er at far bare sider i sofaen med en øl og ser tv eller selv er gået i seng (vi sover ikke sammen, ja så dårligt er vores parforhold) og det er HVER EVIG ENESTE FUCKKNH AFTEN! (Undskyld mit sprog
) men jeg bliver vanvittig af at tænke på han bare sidder derude når, når jeg putter børn og han overhoved ikke hjælper og aldrig har hjulpet! Når jeg siger noget til ham, siger han det er min egen skyld det altid er mig, og at han ikke kan pga det ene eller det andet.
jeg vil så gerne have han flytter men han vil bare ikke. 
det er fanme ikke fair.
kort spørgsmål: hvordan styre jeg mit temperament så jeg ikke bliver så gal? Jeg får så dårlig samvittighed overfor børnene. Det skal jo ikke gå ud over børnene at far ikke hjælper til.. råd søges.
fx for i aften:
Han laver aftensmaden, efter vi har spist skolder jeg flasker og laver flasker klar til natten til vores ene barn, sætter barnet k bære sele og går med hunden (fordi han ikke vil gå med den køter som han kalder den, og han vil heller ikke sidde med baby. Vil han aldrig) så kommer jeg hjem og skifter bleer på to af børnene. Putter alle tre samtidig. far sidder i sofa med en øl. Barn på 3 falder i søvn, baby falder i søvn, den store falder i søvn, barn på 3 vågner og baby vågner og så starter jeg forfra. Jeg bliver så gal at jeg kommer til at smække døren da jeg skal hente vand, og far kigger mærkeligt på mig og siger jeg da ikke skal smække døren, så siger jeg “nej men prøv du at være mig og put dine børn” så siger han det er min skyld fordi jeg tager børnene fra ham? Det skal lige siges at han aldrig har gidet at putte nogle af dem eller overhoved tage dem. Så siger jeg han skal holde kæft og det eneste han gør er at sidde der og drikke øl som en dranker (ja det var dumt sagt) så kalder han mig luder og bander osv af mig.
er jeg virkelig så dårlig en mor som jeg føler mig lige nu Jeg ved godt jeg skal styre mit temperament men han provokere mig så meget
og det ender altid med jeg råber af børnene og skælder dem ud pga jeg ikke kan holde ham ud
jeg vil bare gerne være alene med mine tre børn og han flytter fanme hårdt at leve med en i sådan et forhold her
Har faktisk skrevet mange opslag herinde om mit parforhold..... så hårdt undskyld
ønsker ikke at nogle er efter mig men i skal selvfølge udtrykke jeres meninger
måtte ud med det. Tak fordi du læste med.
