Føler mig som den "onde" mor

Vi har fået en aftale i familieretshuset indenfor den nærmeste fremtid omkring samvær med vores barn på 1,5 år.

Vi er begge enige om, at jeg får bopælen og far har hver 2. lø/sø plus en dag uden overnatning i modsatte uge. Vi er faktisk enige om de fleste ting. Men da ingen af os har prøvet at dele så lille et barn, vil vi sikre os at vi gør det helt rigtige i forhold til vores barn. Så vi er derfor enige om at tage et ganske uformelt møde, og få nogle professionelle øjne på situationen i Familieretshuset 

Dér, hvor jeg har min grubler er.... At far (udover samværet vi fastlægger i fællesskab), gerne vil komme spontant forbi, hente barnet i institution, lige kigge forbi et par timer en anden dag med hans to store børn osv. 

Jeg forstår udemærket godt at han vil se sit barn mest muligt, men jeg forstår ikke idéen i at nå til enighed om en samværsordning for dernæst at vi skal tage den dag-til-dag  Jeg tror på at så lille et barn har brug for rutiner, struktur og så meget forudsigelighed som overhovedet muligt. At man kan snakke om, ja i morgen skal du hjem til far og ikke: "Ja far, og din halvsøster kigger så lige forbi i 30 min. for at smutte igen." Tænker at det skaber mere forvirring end det gavner. 

Når jeg nævner de ting for ham, ser han uforstående på mig og begynder at klantre mig for at nægte ham at se sit barn. Det er overhovedet ikke det det handler om. Det handler om at jeg ikke vil skabe forvirring omkring vores barn! Som jo selvfølgelig gælder den anden vej! Hvis det er hans weekend, og jeg bare kommer forbi for dernæst at smutte igen, forvirre da kun 

Ja og så en helt anden sag - JEG vil også gerne videre med mit liv, og derfor kan han ikke komme dumpende i tide og utide. Men det er nu sekundært - det vigtigste er vores barn 

Men hvis jeg forestiller mig at vi sidder i vores nye lejlighed og far eller én af hans børn skriver om de må komme forbi, og jeg så siger nej - så ved jeg at jeg vil føle mig som en dårlig mor. Men.. Tror bare ikke at det holder i længden. Hvis I kan følge mig??? 

Anonym skriver:

Vi har fået en aftale i familieretshuset indenfor den nærmeste fremtid omkring samvær med vores barn på 1,5 år.

Vi er begge enige om, at jeg får bopælen og far har hver 2. lø/sø plus en dag uden overnatning i modsatte uge. Vi er faktisk enige om de fleste ting. Men da ingen af os har prøvet at dele så lille et barn, vil vi sikre os at vi gør det helt rigtige i forhold til vores barn. Så vi er derfor enige om at tage et ganske uformelt møde, og få nogle professionelle øjne på situationen i Familieretshuset 

Dér, hvor jeg har min grubler er.... At far (udover samværet vi fastlægger i fællesskab), gerne vil komme spontant forbi, hente barnet i institution, lige kigge forbi et par timer en anden dag med hans to store børn osv. 

Jeg forstår udemærket godt at han vil se sit barn mest muligt, men jeg forstår ikke idéen i at nå til enighed om en samværsordning for dernæst at vi skal tage den dag-til-dag  Jeg tror på at så lille et barn har brug for rutiner, struktur og så meget forudsigelighed som overhovedet muligt. At man kan snakke om, ja i morgen skal du hjem til far og ikke: "Ja far, og din halvsøster kigger så lige forbi i 30 min. for at smutte igen." Tænker at det skaber mere forvirring end det gavner. 

 

Når jeg nævner de ting for ham, ser han uforstående på mig og begynder at klantre mig for at nægte ham at se sit barn. Det er overhovedet ikke det det handler om. Det handler om at jeg ikke vil skabe forvirring omkring vores barn! Som jo selvfølgelig gælder den anden vej! Hvis det er hans weekend, og jeg bare kommer forbi for dernæst at smutte igen, forvirre da kun 

 

Ja og så en helt anden sag - JEG vil også gerne videre med mit liv, og derfor kan han ikke komme dumpende i tide og utide. Men det er nu sekundært - det vigtigste er vores barn 

 

Men hvis jeg forestiller mig at vi sidder i vores nye lejlighed og far eller én af hans børn skriver om de må komme forbi, og jeg så siger nej - så ved jeg at jeg vil føle mig som en dårlig mor. Men.. Tror bare ikke at det holder i længden. Hvis I kan følge mig??? 

Kan mistænke, at han forsøger at beholde en form for styring eller kontrol med dit liv, så han hurtigt kan spotte, hvis du kommer videre.. .

Hold fast i strukturen.

Jeg var noget ældre (5år) da mine forældre blevet skilt. De havde efter min opfattelse ret fri aftale så jeg så min far noget mere end bare hver anden weekend. Fik også bopæl ved min mor.

F.eks. var det min far som kørte mig til fodbold og kørte mig til fødselsdag da jeg begyndte i bh klasse. Jeg gik på friskole som lå et par km fra hvor min mor og jeg boede. Det gik der ca 1 år med. Så flyttede vi ca 2 timers kørsels væk pga min mor havde fundet en ny mand. Ham er hun stadigvæk sammen med. Men han kom stadigvæk til min fødselsdag med klasse og var med som voksen på lejrskoler, kom til gymnastikopvisninger, fodboldturneringer o.s.v.

Min pointe er at samarbejde er vejen frem og han ikke per definition er kontrollerende svin men at han  reelt kan være interesseret i at se sit barn mest muligt. Ikke at du skal finde sig i alt hvad han forslår men tal med ham om hvorfor du har svært ved at give fri adgang  og de bekymringer du har. Det bedste er hvis I kan tale jer frem til en aftale i begge har det godt med  

Edit: Når corona er overstået ville han jo godt kunne hente i pasning  og bruge et par timer på bibloteket, gå til sport med barnet, i zoo, what ever mulighederne er i jeres lokal område. 

Hvorfor skulle det forvirre tænker du?

Tænker da det lyder super godt og sundt at barnet også ser mor og far have det godt sammen , tænk en stor omvæltning det er kun at se far hver anden uge 

Men hvad med en fast dag i ugen (hver uge) far henter fra institution og har hende om eftermiddagen, så du evt kunne arbejde længere og derved også frigive mere tid til hende (det er self afhængig af hvad du laver )

Anonym skriver:

Vi har fået en aftale i familieretshuset indenfor den nærmeste fremtid omkring samvær med vores barn på 1,5 år.

Vi er begge enige om, at jeg får bopælen og far har hver 2. lø/sø plus en dag uden overnatning i modsatte uge. Vi er faktisk enige om de fleste ting. Men da ingen af os har prøvet at dele så lille et barn, vil vi sikre os at vi gør det helt rigtige i forhold til vores barn. Så vi er derfor enige om at tage et ganske uformelt møde, og få nogle professionelle øjne på situationen i Familieretshuset 

Dér, hvor jeg har min grubler er.... At far (udover samværet vi fastlægger i fællesskab), gerne vil komme spontant forbi, hente barnet i institution, lige kigge forbi et par timer en anden dag med hans to store børn osv. 

Jeg forstår udemærket godt at han vil se sit barn mest muligt, men jeg forstår ikke idéen i at nå til enighed om en samværsordning for dernæst at vi skal tage den dag-til-dag  Jeg tror på at så lille et barn har brug for rutiner, struktur og så meget forudsigelighed som overhovedet muligt. At man kan snakke om, ja i morgen skal du hjem til far og ikke: "Ja far, og din halvsøster kigger så lige forbi i 30 min. for at smutte igen." Tænker at det skaber mere forvirring end det gavner. 

 

Når jeg nævner de ting for ham, ser han uforstående på mig og begynder at klantre mig for at nægte ham at se sit barn. Det er overhovedet ikke det det handler om. Det handler om at jeg ikke vil skabe forvirring omkring vores barn! Som jo selvfølgelig gælder den anden vej! Hvis det er hans weekend, og jeg bare kommer forbi for dernæst at smutte igen, forvirre da kun 

 

Ja og så en helt anden sag - JEG vil også gerne videre med mit liv, og derfor kan han ikke komme dumpende i tide og utide. Men det er nu sekundært - det vigtigste er vores barn 

 

Men hvis jeg forestiller mig at vi sidder i vores nye lejlighed og far eller én af hans børn skriver om de må komme forbi, og jeg så siger nej - så ved jeg at jeg vil føle mig som en dårlig mor. Men.. Tror bare ikke at det holder i længden. Hvis I kan følge mig??? 

Et barn på halvandet har ikke den tidsfornemmelse, der gør det muligt at tænke “Hveranden weekend plus en enkelt dag i de øvrige uger er jeg sammen med min far”. Den struktur er alt for kompliceret at gennemskue. Dermed bliver det heller ikke hverken mere eller mindre forvirret af, at far dukker op to timer en eftermiddag i den “forkerte” uge. 
Barnet skal til at omstille sig til et liv, hvor far bliver langt mere fysisk fraværende end nu. Du er mest til at “rykke plasteret hurtigt af”, mens han - selvfølgelig også af egen interesse - vil gøre processen mindre gennemgribende. Det tror jeg kun er positivt for jeres barn - i det hele taget er det en voldsom forandring i barnets liv, der er på trapperne, og det er alt andet lige en “kunstig” situation, at den ene primærperson glider ud af hverdagen for i snit at være der halvanden dag ugentligt. Det er et stort tab både for barnet og faren. 

Jeg tror, du har svært ved at skelne mellem dine egne og dit barns behov. Det er måske forståeligt, at du gerne “vil videre”, men det vil dit barn groft sagt ikke. Det vil uden tvivl helst have begge sine forældre så ofte som muligt. 
Sammenlign det med et barn, der ser sin mormor i snit en dag eller to om ugen. Her ville ingen vel hævde, at det forvirrer barnet, hvis mormor dukker op torsdag i en ulige uge, når det ikke er sådan, det foregår ellers? 
Når det er sagt, så kan jeg godt forstå, det kan virke uoverskueligt for DIG ikke at vide, om han pludselig melder sin ankomst med kort varsel. Og hvis det gør dig anspændt/irriteret, mærker barnet det nok også. Så jeg ville foreslå, at I fx hver søndag aftalte, at han kigger forbi en bestemt dag den kommende uge. Så er du forberedt, og der er stadig fleksibilitet og mulighed for ekstra samvær mellem barn og far. 

Jeg synes, du skal huske, at det, der sker, er en voldsom og svær forandring i de to’s liv - du bevarer hverdagen med dit barn, men de mister begge rigtig meget tid og nærvær med hinanden. Kan du medvirke til at bløde lidt op, så forandringen vil blive knap så radikal, er det uden tvivl det bedste for dem begge. 

Jeg synes som sådan ikke der er noget galt i at ses med far og hans store børn, udover det fastlagte samvær. Det skal bare være helt tydeligt at det kun kan lade sig gøre, såfremt han ringer/skriver først og hører om det passer ind. Jeg har set eksempler på fædre der mener der helt utrolig godt, men slet ikke viser forståelse for den hverdag der kører hjemme hos mor, og fx kommer anstigende uanmeldt lige mens mor står med trætte børn på vej ud af døren for at handle eller andet. Som forventer at de da bare kan være alene i morens hjem imens osv osv. Det er bare over nogen menneskers grænser , og man skal huske på at i ikke bor sammen længere. 

Lang smørre. 

Summa summarum er, ja til løse visitter, nej til uanmeldte besøg  

Jeg tænker ikke det vil forvirre jeres barn med ekstra visitter og det er egentlig ligegyldigt om barnet er halvanden, 5 eller 15. Men de skal selvsagt passes ind i barnets rytme og i mors.

Derudover tænker jeg, om det måske var en idé med flere faste dage, når nu får gerne vil. Kunne være han henter tidligt hver mandag og kommer hjem med hende klokken 17, og hvor torsdag henter han og tager til babysvømning, eller far/barn  gymnastik. For ærligt forstår godt en far gerne vil have mere tid, og forstår også sagtens du ikke vil have et impulsive, så kompromisset er måske to faste eftermiddage hver uge, så kan får noget mere hverdag.

Jeg ser heller ikke problemet. Vores yngste er 18 måneder også. 

Et barn i en kernefamilie kan da også have store udsving i forhold til at se sine forældre? 

Både jeg og min mand har kurser, og et stort barn som er “hospitalsbarn”. Det betyder, at vi i perioder er indlagt med den store på 5. 

I nogle uger er vi meget sammen og ugen efter er en af de voksne indlagt med barnet på 5. Nogle gange når vi at være hjemme et par timer, for at tage afsted igen, hvis der er dukket noget op (kemoterapi er meget utilregneligt) 

Her tager vi rutinerne med os rundt. Og dem der er med til stede er med til dem. Om det så er mormor eller far giver ikke en større utryghed eller noget.

Det er muligt, det er møg irriterende for dig. Men det er det ikke for dit barn.. eller jo, hvis han lover at komme og så ikke kommer - det er et problem. 

Men at far vil komme forbi spontant - ja? Det ser jeg kun som noget godt. Præcis som en anden skriver - en mormor ville du da ikke give faste tider og holde til det? Selvfølglig skal han da lige forhøre sig (og acceptere svaret) men hvis passer - så ville jeg da sige “kom”

De faste aftaler er dejlige, fordi du ved, hvornår du har aflastning og dit barn får set sin far i en længere periode. De korte visit er dejlige for din søn og måske mindre belejlige for dig. Jeg ville da personligt synes det var irriterende, hvis min nabo kom spontant forbi hele tiden, jo mindre vi var venner og havde det fedt sammwn.

Jeg kan sagtens forstå dine tanker, men du må også kigge den anden vej og sætte dig i farens sted. Han er selvfølgelig mest interesseret i at have så meget som mulig tid med sit barn, ligesom du gerne vil. Det er svært når tiden med børnene skal deles op,