Kære alle
Lidt langt opslag - måske nogen erfarne mødre, kan komme med deres syn og erfaringer?
Jeg har pt svært ved at se klart for tiden, hvad angår min kæreste og vores familiesituation. Vi har været kærester i fem år og for snart et år siden fået vores første datter.
Grundlæggende er jeg begyndt at mangle respekt for min kæreste, hvilket gør vores hverdagsproblemer mere tydelige for mig og jeg føler vores fælles værdier begynder at falde fra hinanden.
Manglen på respekt begyndte egentlig gradvis at komme et par år før vi fik vores datter, men jeg gjorde ikke mere ved den, da vi var (er) gode til at snakke om tingene og på denne måde fik løst nogle af vores problemer. Men nu hvor vi har fået vores datter, så orker jeg ikke at tage kampene, hvilket ikke er særlig produktivt- især ikke, når vi på månedlig basis diskuterer og skændes over - for mit vedkommende åndssvage bagateller, og jeg kan mærke, at jeg indeni går og bliver mere og mere irriteret, sur og tvær. Og jeg har svært ved at se, at jeg skal blive lykkelig med ham.
Han har haft en hård barndom med omsorgssvigt. Han har flyttet enorm meget med sin mor og sin tarvelige stedfar. Hans rigtige far forlod ham og vendte tilbage efter 10 år. Han er enorm jaloux (blevet bedre!), han har et stort anerkendelsesbehov, et impulsivt temperament - og jeg tænker, at det nok stammer fra barndommen, og jeg har egentlig båret over med det indtil nu.
Han har nu fået en høj stilling med et rigtig god løn og jeg føler, at det har steget ham til hovedet. Jeg bliver nogengange flov over hans adfærd og hans tendens til at blære sig, når vi er sammen med andre. I diskrete udgaver fortæller han, hvor mange penge vi har, hvor fedt et hus vi har og om hans business-issues; emner, som jeg ikke tror, at andre egentlig er så interesseret i at høre om. Ikke fordi det er vigtigt hvad andre tænker om ham, men det er ikke rart for mig at være afsted sammen med ham, da jeg ikke deler hans holdninger eller ønsker til samtale-emner.
Og vi begynder at blive grundlæggende uenige i alt. Hvor vi skal bo, hvilken bil vi skal eje og jeg synes han kun har sin egen næse for øje (men han vil jo mene det samme om mig). Jeg har fx mere lyst til at leve og bo sparsomt og til gengæld have flere midler til oplevelser, hvor han hellere vil bo dyrt, have en dyr bil m.m.
Men da det er mig der sidder på stort set de fleste penge (pga investering og arv fra min fars død) kan han ikke realisere sine ønsker uden jeg er med.
På den ene side vil jeg gerne have det til at fungere for vores datters skyld og vi har det også godt, når vi har det godt! Men på den anden side ved jeg ikke, om jeg kan få respekt for ham igen.. nogen gange føler jeg, at jeg mister lidt af mit liv ved at være sammen med ham - men jeg lider også af “græsset er grønnere på den anden sidde”-syndromet. Men vores datter kommer nu i første række..
Min kæreste mener ikke, at vi har nogen alvorlige problemer.. men har langt om længe indvilget i, at vi skal have fat på en parterapeut.
Nogen kloge ord, så jeg kan se lidt klarere? Også i forhold til vores datter ve og vel?
Bedste hilsner
