Jeg kan ikke mere

Jeg bliver ved med at finde på undskyldninger for ikke at tage “snakken” med min kæreste 

- Jeg skal ikke se mit barn heletiden (15 mdr.)

- Mine bonusbørn bliver kede af det.

- Vi skal bo under samme tag indtil jeg finder et nyt sted at bo.

... Og jeg kunne blive ved! Og når jeg forestiller mig hvordan jeg højst sandsynligt vil have det på den anden side, når alt bodeling, samværsaftale mm. er på plads og jeg træder ind af døren til min nye bolig. Åååh det bliver en kæmpe lettelse, er jeg sikker på.

Hvorfor er det så forbandet hårdt at tage skridtet, når jeg udemærket er afklaret og ved at vores barn fortjener det bedste (glade forældre hver for sig, modsat ulykkelige sammen). Jeg vil blive gladere. Han vil blive gladere. 

Jovist, jeg tror da ikke at det bliver en dans på roser første dag jeg bliver enlig mor, men så er man i det mindste et skridt videre. Jeg sidder fast. Jeg er så bange for at såre alle andre omkring os. Vores familie. Jeg føler mig så egoistisk, hvilket jeg jo godt er klar over ikke er tilfældet. 

Vi har planlagt juleaften til mindste detalje med vores familier, og det meste er mere eller mindre på plads. Om jeg skal vente en måneds tid mere, herreste gud. Jeg har haft det sådan her længe, så den måned betyder nok ikke alverdens. Er ikke interesseret i at ødelægge julen for nogen.

Andre som har været i samme situation, eller kan give råd med på vejen? 

Har ikke selv stået i situationen, men vil sende lidt kærlighed og spark i din retning. Du er afklaret og skal bare rive plastret af. Måske kan du holde fred med det hele her over julen og gøre det til et nytårsfortsæt, at tage snakken? Måske begynde at finde en ny bolig? 
Al held og lykke din vej. 

Kan være, at du skal begynde snakken med at spørge ham, om han ser nogen fremtid i jeres forhold/hvordan han har det med jeres forhold.. 

Og mht. bonusbørn.. Bare fordi de er bonus, så kan man jo godt blive ved med at ses med dem .. Ingen siger, at de skal ud af dit liv, bare fordi du går fra deres far