Konstant bekræftelse

Vores barn på 14 måneder er meget morglad, og som oftest kun mig der dur. Hun er selvfølgelig glad for sin far, men er jeg i rummet, søger hun mig. Det går min kæreste på, selvom han godt er klar over at det er en periode. 

Måden han reagere på, har jeg et problem med og han virker helt uforstående overfor mit problem. F.eks. kan han finde på at tage hende og trøste hende hvis hun er ked af det, selvom jeg var igang med det. Når HAN trøster, bliver han rasende hvis jeg blander mig eller tager over. Hvilket jeg faktisk ikke gør, men er jeg tæt på imens han trøster hende, rækker hun armene over til mig. Det bliver han sur over. Hvis jeg er “tæt på” når han trøster hende.

Engang i mellem er hun lidt fuzzy om morgenen, og han ved godt at når hun er i det humør, så skal hun have ro til at få sin morgenmad. Man skal ikke forstyrre hende, ellers spiser hun ikke ret meget. I morges fik hun to skefulde, hvor far derefter kommer over og sidder sig på hug ved højstolen hvor hun derefter rækker armene ud til ham. Jeg forstår ikke hvorfor at han ikke kunne vente de 5-10 min. med at gøre det. Så det resulterede jo i at hun ikke ville spise. Som om at han heletiden skal have bekræftet et tilvalg fra vores datters side. 

Jeg ved ikke om det gav mening, men forstår godt at det må være frustrerende at være den forældre som føler sig “fravalgt”, og jeg er ikke i tvivl om at den vender på et tidspunkt. Jeg føler mig bare stuck in the middle, og får skyldfølelse. 

Jeg er jo selvfølgelig ikke 100% på om det er bekræftelse det handler om, dominans eller det helt 3. Jeg føler det bare så underligt at han tager vores datter ud af mine arme imens jeg er ved at trøste hende, når han flipper skrot hvis jeg så meget går forbi dem, eller er tæt på dem når han trøster. Fordi det er hans “chance” for at komme ind i varmen, siger han. Hmmm... 

Anonym skriver:

Vores barn på 14 måneder er meget morglad, og som oftest kun mig der dur. Hun er selvfølgelig glad for sin far, men er jeg i rummet, søger hun mig. Det går min kæreste på, selvom han godt er klar over at det er en periode. 

Måden han reagere på, har jeg et problem med og han virker helt uforstående overfor mit problem. F.eks. kan han finde på at tage hende og trøste hende hvis hun er ked af det, selvom jeg var igang med det. Når HAN trøster, bliver han rasende hvis jeg blander mig eller tager over. Hvilket jeg faktisk ikke gør, men er jeg tæt på imens han trøster hende, rækker hun armene over til mig. Det bliver han sur over. Hvis jeg er “tæt på” når han trøster hende.

Engang i mellem er hun lidt fuzzy om morgenen, og han ved godt at når hun er i det humør, så skal hun have ro til at få sin morgenmad. Man skal ikke forstyrre hende, ellers spiser hun ikke ret meget. I morges fik hun to skefulde, hvor far derefter kommer over og sidder sig på hug ved højstolen hvor hun derefter rækker armene ud til ham. Jeg forstår ikke hvorfor at han ikke kunne vente de 5-10 min. med at gøre det. Så det resulterede jo i at hun ikke ville spise. Som om at han heletiden skal have bekræftet et tilvalg fra vores datters side. 

Jeg ved ikke om det gav mening, men forstår godt at det må være frustrerende at være den forældre som føler sig “fravalgt”, og jeg er ikke i tvivl om at den vender på et tidspunkt. Jeg føler mig bare stuck in the middle, og får skyldfølelse. 

Jeg er jo selvfølgelig ikke 100% på om det er bekræftelse det handler om, dominans eller det helt 3. Jeg føler det bare så underligt at han tager vores datter ud af mine arme imens jeg er ved at trøste hende, når han flipper skrot hvis jeg så meget går forbi dem, eller er tæt på dem når han trøster. Fordi det er hans “chance” for at komme ind i varmen, siger han. Hmmm... 

Når jeg læser dit indlæg får jeg indtrykket af, at det handler om din og fars relation. Ikke fars relation til barnet. 

Når du beskriver situationen med spisningen - hvorfor dælen lader du ikke far selv bestemme det? Det er jo hans barn. Han har vel vurderet, at hun gerne ville have den kontakt frem for at spise? 

Små spiser jo ofte i etaper. Netop fordi deres evne til at fokusere er meget kort. 

I forhold til trøstesituationen så bliver jeg lidt bekymret for, om du generelt er så meget på banen i deres relation, at han føler sig nødsaget til at afvise dig så kraftigt, når du er i rummet, når han trøster? 

Du gør dig mange tanker om barnets velbefindende og farens evne til at varetage det.

Jeg ser en familiekonstallation, hvor mor er bekymret for, om far gør det godt nok. Og det smitter af i forældrerelationen. 

Du sætter selv ord på: dominans, “hans chance”... 

Jeg læser det som, at han føler du ikke har tiltro til ham. Derfor vil han bevidst gerne vise dig, at han kan trøste hende ved at tage hende ud af armene på dig. Det er jo selvfølglig ikke ok. Men har du spurgt ham om, hvorfor han gør det? Og hvad svarer han? 
for hvis svaret er, at det er hans chance for at komme ind i varmen, så skal du virkelig til at overveje, hvor meget du blander dig i deres relation - og hvor meget splittelse det kan koste din mand og dig og din mand og jeres datter.

Ærligt .. jeg får de samme tanker som ovenstående. Det virker som om at I har noget I skal håndtere indbyrdes som forældre. Ud fra det du skriver om hans reaktion, vidner det om at han næsten ikke kan få luft til selv at opbygge et forhold. Du blander dig I at han “siger hej“ til hende, mens hun spiser..???? Jeg var godt nok blevet irriteret, hvis det var min mand der kommenterede det hos mig.

Jeg ville måske lade dem være meget mere alene uden at du er der. Lad ham tage hende i svømmehallen, på en gåtur uden dig osv. eller tag selv ud på tur. 

Jeg ved ikke, om jeg er 100% enige med de andre, selvom jeg har liket deres kommentarer.. Jeg er i hvert fald enig med deres pointe.. 

Jeg læser det som en far, der er virkelig frustreret over, at det "kun er mor der duer".. Om det er fordi, at du blander dig for meget eller hvad, det skal jeg ikke kunne sige.. MEN jeg synes dog, at det lidt lyder til, at far ikke må være far på sin måde.. Altså sorry men at han kommer hen og siger hej til sit barn, når hun spiser.. Ja det skal hun altså lære.. Det går ikke, at man ikke må røre en muskel, larme eller noget, fordi hun skal spise op.. Hun skal nok spise, hvis hun er sulten.. Og ellers må hun få en snack senere.. Værre er det altså ikke.. Men far skal også have lov til at være der, og pigen skal lære, at der er lyde/en forælder eller anden der går rundt/anden distraktion, selvom hun spiser.. 

Og når man trøster, så er jeg af den overbevisning om, at man må følge barnet.. Hvis barnet har det fint med at være hos far, ja så trøster far.. Vil barnet hellere hen til mor, så kommer det hen til mor.. Men i går tog jeg fx også vores datter ud af armen på hendes far, da han trøstede.. Jeg tænkte overhovedet ikke over det, men mit moderinstinkt tog over.. Kan være, at din mand har det på samme måde.. Og især hvis han føler sig utilstrækkelige, når du er i nærheden.. 

Du bliver nødt til at prøve at lade ham gøre tingene en smule, som han vil.. Du skal ikke bestemme, om han må være i nærheden af sit barn, når hun spiser, ligesom han heller ikke skal bestemme, om du skal være i nærheden af hende, når han trøster.. I skal alle være der, og det skal I to have en snak om.. 

Og derudover er jeg enig med de andre om, at du må give de to lidt fred alene.. Tag ud og køb julegaver, mens far er hjemme med sit barn