Kan hans temperament blive bedre?

Min kæreste og jeg har været sammen i to år, og sammen har vi et barn på 1 år, og han har to teenagere fra et tidligere forhold.

I starten af vores forhold kom hans temperament og humørsvingninger ikke til syne. Men det gør det nu, og jeg har svært ved at håndtere det 

Jeg fundere over om det er fordi han først følte sig komfortabel nok til at være sig selv efter den lyserøde sky havde lagt sig, og dermed viser sit sande jeg.

Han fortæller at han altid har haft temperament, og han siger at han er blevet bedre til at beherske det i dag end før vi mødte hinanden.

Han snerre af mig, hidser sig op over ingenting, taler utroligt grimt (han kalder ikke mig for skældsord), men bander ufatteligt meget. "Det har jeg jo lige sagt til dig for helvede". Han flipper udover min kat (som han i starten synes var sød), og tager fat i ham og skælder ham ud uden at gøre ham fortræd, hvis han lige går ind i soveværelset. "Fuck nu af med dig, din pis kat." 

Hans store børn bander også, og får af vide at det skal de ikke. Jeg synes det er en anelse dobbeltmoralsk når han selv gør det. Jeg ved godt at man må ting som voksen, but still.. Gad vide hvordan vores fælles barn kommer til at snakke? Vokse op med at man tager hårdt fat i katten? 

Hvis hans store børn har lavet narrestreger - bliver der råbt af dem. Hvor jeg måske er tilhænger af en lidt mere pædagogisk tilgang.

Det har gået op og ned imellem os lige siden halvvejs i min graviditet, og vi får os også nogle gode snakke ind i mellem hvor han lover at tingene bliver bedre. Vi var sågar i parterapi, hvor jeg havde håbet på at vi kunne komme til bunds i problemerne. Altså komme dybere bag, og finde ud af hvorfor hans lunte er så kort, men nej.. Ingen forklaring  

Så mit spørgsmål går nok på - kan hans temperament mon forbedres???  Jeg er efterhånden ved at give op. Jeg synes ikke at vores lille barn skal vokse op i sådan et usundt forhold. 

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg har været sammen i to år, og sammen har vi et barn på 1 år, og han har to teenagere fra et tidligere forhold.

I starten af vores forhold kom hans temperament og humørsvingninger ikke til syne. Men det gør det nu, og jeg har svært ved at håndtere det 

Jeg fundere over om det er fordi han først følte sig komfortabel nok til at være sig selv efter den lyserøde sky havde lagt sig, og dermed viser sit sande jeg.

Han fortæller at han altid har haft temperament, og han siger at han er blevet bedre til at beherske det i dag end før vi mødte hinanden.

Han snerre af mig, hidser sig op over ingenting, taler utroligt grimt (han kalder ikke mig for skældsord), men bander ufatteligt meget. "Det har jeg jo lige sagt til dig for helvede". Han flipper udover min kat (som han i starten synes var sød), og tager fat i ham og skælder ham ud uden at gøre ham fortræd, hvis han lige går ind i soveværelset. "Fuck nu af med dig, din pis kat." 

Hans store børn bander også, og får af vide at det skal de ikke. Jeg synes det er en anelse dobbeltmoralsk når han selv gør det. Jeg ved godt at man må ting som voksen, but still.. Gad vide hvordan vores fælles barn kommer til at snakke? Vokse op med at man tager hårdt fat i katten? 

Hvis hans store børn har lavet narrestreger - bliver der råbt af dem. Hvor jeg måske er tilhænger af en lidt mere pædagogisk tilgang.

Det har gået op og ned imellem os lige siden halvvejs i min graviditet, og vi får os også nogle gode snakke ind i mellem hvor han lover at tingene bliver bedre. Vi var sågar i parterapi, hvor jeg havde håbet på at vi kunne komme til bunds i problemerne. Altså komme dybere bag, og finde ud af hvorfor hans lunte er så kort, men nej.. Ingen forklaring  

Så mit spørgsmål går nok på - kan hans temperament mon forbedres???  Jeg er efterhånden ved at give op. Jeg synes ikke at vores lille barn skal vokse op i sådan et usundt forhold. 

 

Jeg ville ikke tillade at min kæreste behandlede mine dyr eller børnene sådan.. 

Jeg tror ikke det kan forbedres, medmindre han får noget professionelt hjælp. 

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg har været sammen i to år, og sammen har vi et barn på 1 år, og han har to teenagere fra et tidligere forhold.

I starten af vores forhold kom hans temperament og humørsvingninger ikke til syne. Men det gør det nu, og jeg har svært ved at håndtere det 

Jeg fundere over om det er fordi han først følte sig komfortabel nok til at være sig selv efter den lyserøde sky havde lagt sig, og dermed viser sit sande jeg.

Han fortæller at han altid har haft temperament, og han siger at han er blevet bedre til at beherske det i dag end før vi mødte hinanden.

Han snerre af mig, hidser sig op over ingenting, taler utroligt grimt (han kalder ikke mig for skældsord), men bander ufatteligt meget. "Det har jeg jo lige sagt til dig for helvede". Han flipper udover min kat (som han i starten synes var sød), og tager fat i ham og skælder ham ud uden at gøre ham fortræd, hvis han lige går ind i soveværelset. "Fuck nu af med dig, din pis kat." 

Hans store børn bander også, og får af vide at det skal de ikke. Jeg synes det er en anelse dobbeltmoralsk når han selv gør det. Jeg ved godt at man må ting som voksen, but still.. Gad vide hvordan vores fælles barn kommer til at snakke? Vokse op med at man tager hårdt fat i katten? 

Hvis hans store børn har lavet narrestreger - bliver der råbt af dem. Hvor jeg måske er tilhænger af en lidt mere pædagogisk tilgang.

Det har gået op og ned imellem os lige siden halvvejs i min graviditet, og vi får os også nogle gode snakke ind i mellem hvor han lover at tingene bliver bedre. Vi var sågar i parterapi, hvor jeg havde håbet på at vi kunne komme til bunds i problemerne. Altså komme dybere bag, og finde ud af hvorfor hans lunte er så kort, men nej.. Ingen forklaring  

Så mit spørgsmål går nok på - kan hans temperament mon forbedres???  Jeg er efterhånden ved at give op. Jeg synes ikke at vores lille barn skal vokse op i sådan et usundt forhold. 

 

Jeg bor også sammen med en med stort temperament som hurtigt bliver sur , irriteret, konstant brokkeri  osv. det blev så slemt for mig at være i at jeg gik ned med stress. Det vSr slet ikke til at være i for mig ( og sikkert heller ikke for vores fælles barn) 

jeg satte ham stolen for døren da og sagde at han ødelagde mig og at Hans adfærd var grunden til at jeg endte med at blive syg. Og han rettede ind. Vi snakkede om tingene og han sagde han ville forsøge st ændre på de ting. Og jeg må sige at han har ændret sig til det meget bedre og vi har fået det så godt sammen. Som han siger , så tager ting tid, og han arbejde virkelig på tingene. 
så ja han kan godt ændre sig, men han skal også selv ville og være klar over hvad han udsætter dig og jeres barn for med hans opførsel. Vil eller kan han ikke, ja så vil jeg anbefale dig at komme væk fra ham. Knus til dig 

Han lyder som en der har godt af at få noget anger manegement kursus så han kan få kontrol på sit temperament. 

jeg ville aldrig accepterer den slags adfærd og alle alarmklokker ringer for mig. En skønne dag kapper han helt over også er det dig eller ungerne han tager fat i. 

Kan det blive bedre? Måske, hvis han virkelig vil det. Men du er nødt til at beslutte dig for om du vil tage chancen. Hvis du bliver hvor mange chancer får han så? Hvor langt skal det gå? Jeg kan godt forstå hvis du vil give det en chance, men så skal du have nogle meget klare spille regler overfor dig selv. 

Miti's mama skriver:

Kan det blive bedre? Måske, hvis han virkelig vil det. Men du er nødt til at beslutte dig for om du vil tage chancen. Hvis du bliver hvor mange chancer får han så? Hvor langt skal det gå? Jeg kan godt forstå hvis du vil give det en chance, men så skal du have nogle meget klare spille regler overfor dig selv. 

Vi har snakket om det, og han vil gerne arbejde på det (vi har prøvet det før), men nu prøver vi igen  Han siger at han er stresset og at hvis jeg også arbejder på de ting der genere ham, så vil det allerede dér blive forbedret. Jeg er klar over, at jeg også har nogle ting der skal arbejdes på i forholdet. Men som jeg sagde til ham, vil der altid (i hele vores liv fremadrettet) dukke ting op som får ham til at blive sur, frustreret og dermed får hans temperament sat på prøve. Hvis det gik fantastisk i forholdet, vil der stadig komme ting! Det kan være når vores barn rammer trodsalderen og ligger og skriger trodsigt på gulvet. Det kan være at han bliver fyret. Det kan være noget helt 3. Og hvordan kan han garantere mig at han ikke reagere sådan igen?  Alle mennesker kan blive irriteret, sur, stresset mm., men der er forskel på hvordan man håndtere det. Han siger at han jo aldrig kan love mig at det bliver helt perfekt, men at han vil arbejde på det. Så nu ser vi.

Fanme nej om jeg ville være sammen med en mand (eller mangel på samme) som tog fat i min kat! Tænk hvis han gjorde det ved jeres barn? 

fanme nej!