Han har en depression- hvad nu?

Jeg søger lidt råd.

Min kæreste har været nede for en del år siden med depression og kedelige tanker. Han har i nogle år fået antidepressiv (får stadig), og det fungerer helt fint. Han kan dog have korte perioder, hvor han bliver lidt ramt og får det dårligt stadig. Forholdet er stadig lidt nyt. Jeg oplever selv perioderne som at han bliver mere stille, mindre kontaktsøgende verbalt (snak) og fysisk (i form af kram og andre kærtegn). Han har mindre energi og sværere til smil, grin osv. Bare lidt flad all round.

Jeg har været lidt inde på, hvad jeg kan gøre, hvor han ikke mener, jeg kan gøre noget, og egentlig så vil han helst tackle det selv og ikke snakke så meget om det.

Han har forinden han mødte mig, ikke været i et forhold under sin depression, altså er han ikke vandt til at være i et forhold.

Trods hans ord, og med det i mente, at han ikke er vandt til at være i forhold, og måske ikke ved, at der kan være en støtte i mig, hvordan kan jeg bedst muligt støtte/hjælpe ham? Måske er han også lidt flov over at have dette problem, og vil helst ikke, at det skal fylde for meget 

Jeg søger gerne råd for folk, som selv har eller stadig kæmper med depression, eller er tæt pårørende, og ved, hvad man som partner kan "byde ind med" i de her perioder  

Anonym skriver:

Jeg søger lidt råd.

Min kæreste har været nede for en del år siden med depression og kedelige tanker. Han har i nogle år fået antidepressiv (får stadig), og det fungerer helt fint. Han kan dog have korte perioder, hvor han bliver lidt ramt og får det dårligt stadig. Forholdet er stadig lidt nyt. Jeg oplever selv perioderne som at han bliver mere stille, mindre kontaktsøgende verbalt (snak) og fysisk (i form af kram og andre kærtegn). Han har mindre energi og sværere til smil, grin osv. Bare lidt flad all round.

Jeg har været lidt inde på, hvad jeg kan gøre, hvor han ikke mener, jeg kan gøre noget, og egentlig så vil han helst tackle det selv og ikke snakke så meget om det.

Han har forinden han mødte mig, ikke været i et forhold under sin depression, altså er han ikke vandt til at være i et forhold.

Trods hans ord, og med det i mente, at han ikke er vandt til at være i forhold, og måske ikke ved, at der kan være en støtte i mig, hvordan kan jeg bedst muligt støtte/hjælpe ham? Måske er han også lidt flov over at have dette problem, og vil helst ikke, at det skal fylde for meget 

Jeg søger gerne råd for folk, som selv har eller stadig kæmper med depression, eller er tæt pårørende, og ved, hvad man som partner kan "byde ind med" i de her perioder  

Det lyder, som om der skal kigges på medicinen, den kan sikkert optimeres.

Som pårørende er det vigtigt at søge information, deltage i nogle af de arrangementer, der er rundt i landet, som pårørende til depressionsramte. Det er vigtigt at forstå, hvorfor han reagerer, som han gør.

Jeg har ikke erfaring med depression, hvor der er medicin involveret, så det kan sagtens være, at der kan justeres på denne.

Men derudover vil jeg gerne give et råd, som er, at man aldrig skal spørge: "hvad kan jeg gøre?" eller sige: "sig til, hvis jeg kan hjælpe med noget". Det er af god mening, men det virker ikke.

Det at have en depression, det er SÅ tabubelagt, at det nærmest er indgroet i vores kultur/samfund, at det ikke er noget man snakker alt for højt om. Og mange er ikke meget for at bede om hjælp eller snakke om sygdommen. Den er jo også usynlig, så der er ingen, der kan se, at man fejler noget. I virkeligheden gør man ikke det, som er det bedste og som er det, der er brug for. Modtage hjælp og få lettet sine tanker - ud af hjernen. Man vil gerne klare sig selv - også selvom man godt ved, at det ville være rart, hvis nogle lavede aftensmaden eller støvsugede eller alt muligt andet.

Det betyder meget at hjælpe med nogle konkrete ting, som man selv tager initiativ til. Altså man skal ikke gå og vente på, at den depressionsramte siger til. Det kunne f.eks. være at lave aftensmad, men det kunne også være 700 andre ting.

Derudover når man er deprimeret, så kan (er) det rigtig svært at se lys for enden af tunnelen. Det nytter ikke noget at sige, at han skal tage sig sammen, for det kan han ikke. Jeg vil vove den påstand, at hvis man ikke selv har prøvet at være deprimeret, så har man med 100% garanti ingen som helst mulighed for at sætte sig ind i, hvordan det føles. Det er ikke ligesom at være ked af det eller kort trist over noget. Det er på en måde en anden følelse. Derfor kan det for en depressionsramt tit føles som om, at folk omkring en er ret kort for hovedet - for de har ikke prøvet det. Pga det gør det det heller ikke lettere at snakke om, for folk forstår det alligevel ikke og de synes, man er sart og mærkelig.

Prøv eksempelvis at lægge mærke til, hvad han er glad for og gør det. Lad være med at presse ham til at gøre ting. Og husk, at hvad der gør dig glad, ikke nødvendigvis gør ham glad.

Jeg taler af erfaring fra mig selv og jeg har det godt i dag. Jeg gik så også til nogle samtaler, som virkede for mig dengang. 

For dit eget vedkommende, så mærk også efter hos dig selv. Det skal jo heller ikke ende med, at du går ned med stress eller sådan noget. Håber du kan bruge det til noget