Far forstår ikke graviditet er hårdt

Puha, jeg har lige brug for at få luftet mine frustrationer.

Jeg føler jeg begynder at nå grænsen for hvad min energi rækker til. Vi er en familie på snart 4, nr 2 bliver født inden for en måneds tid, hvilket betyder jeg er temmelig højgravid lige nu. Maven er virkelig stor og tung, og jeg har haft bækkensmerter i mange måneder nu.

Jeg arbejder stadig og går på barsel denne uge. Jeg er rigtig glad for mit arbejde, men det er hårdt at bevæge sig uden for hjemmet. Jeg kan tydeligt mærke at hele bækkenbunden er hårdt belastet, og nogle dage føles det som om hele bunden er ved at falde ud af mig.

Så jeg er selvfølglig træt og har ondt når jeg kommer hjem. Men jeg møder desværre ikke meget forståelse fra faren, på trods af at vi allerede har været turen igennem en gang før med vores første barn. Det er som om han ikke tror på at graviditet er særlig slemt eller hårdt, og han kan slet ikke se hvorfor jeg skulle føle mig presset. Han synes jeg har en dårlig attitude, og det er sgu da klart når jeg er så træt og har ondt og han bare forventer at jeg kan og gør alting som jeg plejer. Når jeg feks beder ham om at nå noget højt oppe siger han at jeg bare kan kravle op på en stol for at nå det. Han kan nå det uden en stol, men alligevel skal jeg slæbe mine ekstra 15-20 kg med bækkensmerter og deform krop op på en stol. Så bliver jeg da i lidt dårligt humør. 

Det er som om han bare ikke vil tro på at det er hårdt at gennemføre en graviditet, og jeg har virkelig brug for noget forståelse. Jeg beder ham ikke om at gøre alting derhjemme, og det er på trods af at han er ledig lige nu. Men han må da forvente at hjælpe mig lidt når jeg knap nok selv kan få tøj på. 

Puh... er der nogen der kender følelsen? 

Nej den følelse kender jeg heldigvis ikke. Jeg havde den nemmeste graviditet og selv der var min mand hensynsfuld. Han ville aldrig have ladet mig stå på en stol og balancere højgravid.

Måske gør ledigheden ham lad. Jeg ville sige noge i retning af “ nu er det jo altså ikke dig der har 25 ekstra kilo dårligt fordelt på kroppen og smerter. Du kan godt nå den til mig!” 

Tjullehej skriver:

Nej den følelse kender jeg heldigvis ikke. Jeg havde den nemmeste graviditet og selv der var min mand hensynsfuld. Han ville aldrig have ladet mig stå på en stol og balancere højgravid.

Måske gør ledigheden ham lad. Jeg ville sige noge i retning af “ nu er det jo altså ikke dig der har 25 ekstra kilo dårligt fordelt på kroppen og smerter. Du kan godt nå den til mig!” 

Ja jeg tror helt sikkert ledigheden ikke er god, jeg synes helt sikkert han er blevet mere doven og i dårligt humør siden han blev ledig. Og jeg har prøvet at sige mange gange at det ville være rart med lidt forståelse, og forklaret ham hvad det er jeg synes er hårdt eller svært. Men han trækker bare på skuldrene som om han siger “ja ja, så siger vi det”. Jeg har endda sagt at jeg synes han selv skulle prøve det hvis han tror det er så nemt, men så synes han bare jeg er fjollet.

Det er bestemt ikke ok. Jeg vil foreslå at du evt tager ham med næste gang I skal til jordemoder og bede hende på forhånd om at sige du skal tage den med ro, og i eksempler hvad det betyder. Det kan være han mere vil acceptere det hvis det kommer fra en professionel, også selvom det burde være nok at kommer fra dig! Bed også jordemoderen om at pointere at en bækkenløsning der bliver presset for hårdt kan gå hen og blive efter fødslen og hvad det betyder, så kan det være at det fiser ind.

Det er bestemt ikke ok. Jeg vil foreslå at du evt tager ham med næste gang I skal til jordemoder og bede hende på forhånd om at sige du skal tage den med ro, og i eksempler hvad det betyder. Det kan være han mere vil acceptere det hvis det kommer fra en professionel, også selvom det burde være nok at kommer fra dig! Bed også jordemoderen om at pointere at en bækkenløsning der bliver presset for hårdt kan gå hen og blive efter fødslen og hvad det betyder, så kan det være at det fiser ind.

Jeg tror jeg personligt ville finde dit forslag så komplet ydmygende, at jeg enten ville vælge at bide smerterne i mig, eller finde mig en mand, der respekterede mig og de ord der kom ud af min mund. At være nødsaget til at koordinere med en fagperson for at få en voksen mand til at høre efter og udvise en lille bitte smuld omsorg? Ad!!

Det giver heller ingen mening her. Jeg har haft en nem og en hård graviditet. Men i begge graviditeter havde jeg en mand fuld af forståelse for hvad jeg gik igennem. Jeg behøvede nærmest ikke spørge før han havde gjort de ting han vidste jeg ikke så godt kunne. 
Jeg undrer mig simpelthen så tit over de opslag her med mænd der ikke hjælper til, er ligeglade, tager på druk i tide og utide, taler nedladende og grimt. Hvor i alverden kommer sådan noget fra? Jeg bliver helt seriøst bange for at komme til at opdrage drenge sådan der ved en fejl. For der er da ingen der vil accepterer at deres børn ikke er opdraget bedre, så det må jo gå galt et eller andet sted. Måske et misforstået hensyn eller hvad ved jeg. 
Nå jeg havde ikke fundet mig i det. Hvis min mand gik ledig så skulle hjemmet ikke drives af mig. Det måtte han sørge for. Jeg gik da i hvert fald ikke (gravid eller ej) på arbejde og kom hjem og måtte lave aftensmad, gøre rent og hvad ved jeg. Man er simpelthen to om tingene! Og lige nu laver du en baby, det er naturligvis hårdt for din krop og så må han tage over nogle andre steder. Jeg har ingen ide om hvordan du skal få ham til at forstå det, andet end at lade være. Lad være med at lav ting når du er hjemme og smid dig i sofaen og lad op. Være sammen med dit barn og nyd den sidste tid inden i er 4. Måske han så fatter det lidt. 

Anonym skriver:

Det giver heller ingen mening her. Jeg har haft en nem og en hård graviditet. Men i begge graviditeter havde jeg en mand fuld af forståelse for hvad jeg gik igennem. Jeg behøvede nærmest ikke spørge før han havde gjort de ting han vidste jeg ikke så godt kunne. 
Jeg undrer mig simpelthen så tit over de opslag her med mænd der ikke hjælper til, er ligeglade, tager på druk i tide og utide, taler nedladende og grimt. Hvor i alverden kommer sådan noget fra? Jeg bliver helt seriøst bange for at komme til at opdrage drenge sådan der ved en fejl. For der er da ingen der vil accepterer at deres børn ikke er opdraget bedre, så det må jo gå galt et eller andet sted. Måske et misforstået hensyn eller hvad ved jeg. 
Nå jeg havde ikke fundet mig i det. Hvis min mand gik ledig så skulle hjemmet ikke drives af mig. Det måtte han sørge for. Jeg gik da i hvert fald ikke (gravid eller ej) på arbejde og kom hjem og måtte lave aftensmad, gøre rent og hvad ved jeg. Man er simpelthen to om tingene! Og lige nu laver du en baby, det er naturligvis hårdt for din krop og så må han tage over nogle andre steder. Jeg har ingen ide om hvordan du skal få ham til at forstå det, andet end at lade være. Lad være med at lav ting når du er hjemme og smid dig i sofaen og lad op. Være sammen med dit barn og nyd den sidste tid inden i er 4. Måske han så fatter det lidt. 

Jeg er så enig med dig. Kunbe ikke sige bedre.

Man må jo respektere hinanden og hjælpe hinanden når der er behov for dette.

Anonym skriver:

Jeg tror jeg personligt ville finde dit forslag så komplet ydmygende, at jeg enten ville vælge at bide smerterne i mig, eller finde mig en mand, der respekterede mig og de ord der kom ud af min mund. At være nødsaget til at koordinere med en fagperson for at få en voksen mand til at høre efter og udvise en lille bitte smuld omsorg? Ad!!

Jeg forstår slet ikke denne her holdning. TS' mand har jo tydeligvis svært ved at forholde sig til hendes tilstand, og nogle gange er det bare nemmere at høre tingene fra en objektiv udenforstående. Det er noget lort, at han opfører sig sådan, men der da intet ydmygende i at forsøge at trænge igennem til ham.

Er parterapi så også ydmygende? Der gør man jo også brug af en tredjepart til at hjælpe kommunikationen på vej.

Anonym skriver:

Jeg tror jeg personligt ville finde dit forslag så komplet ydmygende, at jeg enten ville vælge at bide smerterne i mig, eller finde mig en mand, der respekterede mig og de ord der kom ud af min mund. At være nødsaget til at koordinere med en fagperson for at få en voksen mand til at høre efter og udvise en lille bitte smuld omsorg? Ad!!

Vi kan godt blive enige om at det her er latterligt, men hvad skal hun ellers gøre? Manden er åbenbart for tyk i hovedet til at forstå det når hun selv siger det. Nogle idioter reagerer kun på autoriteret. Om hun skal bide smertene i sig, det kan hun selv bestemme, men i og med at hun har skrevet her. så tænker jeg  vi forbi det punkt. At hun skal gå fra ham  tænker hun er voksen nok til selv at kunne bestemme.

Men om det er 'ad' at foreslå mener jeg bestemt ikke. Du kan jo vælge at ignorere det hvis du synes det, og være glad for at det ikke er dig der står med problemet.

Det er nogle gode forslag. Det er ikke fordi han er et dårligt menneske eller noget, men jeg tror virkelig han har svært ved at forstå at jeg føler mig presset, og svært ved at forstå at det er hårdt og tungt at gennemføre en graviditet. På trods af at han ser at jeg hver aften næsten ikke kan gå fordi jeg har så forfærdelig ondt i bækkenet.

Det virker måske fjollet, men jeg har overvejet at binde 25 kg rundt om maven på ham og tvinge ham til at gå rundt med alle de kg i et døgn, bare for at give ham en ide om hvor meget energi det kræver. 

Da jeg kom hjem fra arbejde forleden havde han været hjemme med vores datter hele dagen fordi vores dagplejer holder sommerferie. Da jeg kom hjem sagde han at han havde hovedpine og gik i seng og sov. Han stod op igen da jeg sagde at aftensmaden var klar. Jeg bliver lidt skuffet over at han ikke spørger om jeg måske kunne have brug for at hvile mig også, jeg er trods alt i uge 36 og tager på arbejde hver dag.

Jeg vil sige at han skal med til jordemoder næste gang  

Er vi ovre den del af coronaen hvor man ikke må have familien med til tjek scanning osv?