Elsker jeg ham ikke længere?

Jeg elsker min mand, men jeg ved ikke om jeg elsker ham på den rigtige måde længere. 

Jeg har længe følt at hvis der skal foregå noget intimt er det mig der skal lægge op til det. Jeg har også konfronteret ham(flere gange) og hans eneste svar er at vi jo begge er trætte pga hverdagen og børn. 

Han kommer oftest først hjem når vi skal spise og når børn er puttet, går han oftest ind på kontoret og spiller computer. 

Jeg føler mest af alt at vi har vores børn til fælles and thats it. Vi er et super team og han er verdens bedste far, den tid han er der. 

Det er ikke fordi at vi skændtes. Mere at vi ikke snakker sammen sådan rigtigt. Vi ved ikke rigtig hvad vi skal snakke om tror jeg. 

Jeg er blevet ret opmærksom på at han har haft rig mulighed for at pleje sit netværk - og har gjort det, de sidste par år imens jeg har siddet hjemme med en lille. Det har været ok der, men nu kan jeg også bare mærke følelsen af ensomhed komme snigende. Mit netværk og veninde cirkel er krympet og jeg føler mig ret sårbar ift. At have de her tanker omkring mit ægteskab og egentlig ikke føle at jeg har nogen som vil betro mig til lige nu. Jeg mærker angsten for at starte "forfra" helt alene agtigt og skal jeg så bare sidde alene hver anden weekend? Det gør jeg nu nærmest alligevel but still 

Altså, nogle dage føler jeg at mit største problem er at tage springet ud i det ukendte. Der er bare så mange ubekendte og det kan jeg slet ikke overskue.

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det her. Tror bare jeg havde brug for at skrive det ned og tude lidt...

Anonym skriver:

Jeg elsker min mand, men jeg ved ikke om jeg elsker ham på den rigtige måde længere. 

Jeg har længe følt at hvis der skal foregå noget intimt er det mig der skal lægge op til det. Jeg har også konfronteret ham(flere gange) og hans eneste svar er at vi jo begge er trætte pga hverdagen og børn. 

Han kommer oftest først hjem når vi skal spise og når børn er puttet, går han oftest ind på kontoret og spiller computer. 

Jeg føler mest af alt at vi har vores børn til fælles and thats it. Vi er et super team og han er verdens bedste far, den tid han er der. 

Det er ikke fordi at vi skændtes. Mere at vi ikke snakker sammen sådan rigtigt. Vi ved ikke rigtig hvad vi skal snakke om tror jeg. 

Jeg er blevet ret opmærksom på at han har haft rig mulighed for at pleje sit netværk - og har gjort det, de sidste par år imens jeg har siddet hjemme med en lille. Det har været ok der, men nu kan jeg også bare mærke følelsen af ensomhed komme snigende. Mit netværk og veninde cirkel er krympet og jeg føler mig ret sårbar ift. At have de her tanker omkring mit ægteskab og egentlig ikke føle at jeg har nogen som vil betro mig til lige nu. Jeg mærker angsten for at starte "forfra" helt alene agtigt og skal jeg så bare sidde alene hver anden weekend? Det gør jeg nu nærmest alligevel but still 

Altså, nogle dage føler jeg at mit største problem er at tage springet ud i det ukendte. Der er bare så mange ubekendte og det kan jeg slet ikke overskue.

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det her. Tror bare jeg havde brug for at skrive det ned og tude lidt...

Sælg børnene en weekend og tag væk sammen.

Anonym skriver:

Jeg elsker min mand, men jeg ved ikke om jeg elsker ham på den rigtige måde længere. 

Jeg har længe følt at hvis der skal foregå noget intimt er det mig der skal lægge op til det. Jeg har også konfronteret ham(flere gange) og hans eneste svar er at vi jo begge er trætte pga hverdagen og børn. 

Han kommer oftest først hjem når vi skal spise og når børn er puttet, går han oftest ind på kontoret og spiller computer. 

Jeg føler mest af alt at vi har vores børn til fælles and thats it. Vi er et super team og han er verdens bedste far, den tid han er der. 

Det er ikke fordi at vi skændtes. Mere at vi ikke snakker sammen sådan rigtigt. Vi ved ikke rigtig hvad vi skal snakke om tror jeg. 

Jeg er blevet ret opmærksom på at han har haft rig mulighed for at pleje sit netværk - og har gjort det, de sidste par år imens jeg har siddet hjemme med en lille. Det har været ok der, men nu kan jeg også bare mærke følelsen af ensomhed komme snigende. Mit netværk og veninde cirkel er krympet og jeg føler mig ret sårbar ift. At have de her tanker omkring mit ægteskab og egentlig ikke føle at jeg har nogen som vil betro mig til lige nu. Jeg mærker angsten for at starte "forfra" helt alene agtigt og skal jeg så bare sidde alene hver anden weekend? Det gør jeg nu nærmest alligevel but still 

Altså, nogle dage føler jeg at mit største problem er at tage springet ud i det ukendte. Der er bare så mange ubekendte og det kan jeg slet ikke overskue.

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det her. Tror bare jeg havde brug for at skrive det ned og tude lidt...

Du er velkommen til at skrive til mig - en som har været det hele igennem og er startet på ny ❤️

Kh Mig

Anonym skriver:

Jeg elsker min mand, men jeg ved ikke om jeg elsker ham på den rigtige måde længere. 

Jeg har længe følt at hvis der skal foregå noget intimt er det mig der skal lægge op til det. Jeg har også konfronteret ham(flere gange) og hans eneste svar er at vi jo begge er trætte pga hverdagen og børn. 

Han kommer oftest først hjem når vi skal spise og når børn er puttet, går han oftest ind på kontoret og spiller computer. 

Jeg føler mest af alt at vi har vores børn til fælles and thats it. Vi er et super team og han er verdens bedste far, den tid han er der. 

Det er ikke fordi at vi skændtes. Mere at vi ikke snakker sammen sådan rigtigt. Vi ved ikke rigtig hvad vi skal snakke om tror jeg. 

Jeg er blevet ret opmærksom på at han har haft rig mulighed for at pleje sit netværk - og har gjort det, de sidste par år imens jeg har siddet hjemme med en lille. Det har været ok der, men nu kan jeg også bare mærke følelsen af ensomhed komme snigende. Mit netværk og veninde cirkel er krympet og jeg føler mig ret sårbar ift. At have de her tanker omkring mit ægteskab og egentlig ikke føle at jeg har nogen som vil betro mig til lige nu. Jeg mærker angsten for at starte "forfra" helt alene agtigt og skal jeg så bare sidde alene hver anden weekend? Det gør jeg nu nærmest alligevel but still 

Altså, nogle dage føler jeg at mit største problem er at tage springet ud i det ukendte. Der er bare så mange ubekendte og det kan jeg slet ikke overskue.

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det her. Tror bare jeg havde brug for at skrive det ned og tude lidt...

Hvad siger han hvis du foreslår en film efter ungerne er puttet? 

Som anden sig, få pasning og tag ud og pleje forholdet. Snak med ham... 

Jeg tænker også at I måske skal forsøge at arbejde på jeres forhold lidt mere (det lyder det ikke som om at I har), før end at I kaster håndklædet i ringen. Særligt når I ellers er så gode til at samarbejde. Parterapi er også en mulighed. Et forhold holder ikke bare sig selv ved lige - det skal plejes og passes, og kærligheden skal næres. Årene med småbørn er ikke just de bedste rammer for den slags, det ved de fleste vist. Det er en stor ting at blive en skilsmissefamilie. Hvis I stadig har det godt som familie ellers, så synes jeg at det er værd at prøve at kæmpe for.