Jeg går lidt med en masse tanker i mit hoved her for tiden. Ikke nok med at der er alt dette corona-halløjsa, min ældste skal til at starte i skole og min yngste ikke kan klare en fuld dag i børnehave, så jeg er nødt til at være på deltid for at give ham de koprte dage han har brug for, men så er jeg også gået hen og er blevet skruk (igen).
Det ligger for de fleste måske lige til højrebenet, at hvis man har lyst til endnu et barn, så skal man da bare gøre det, men så simpelt er det bare ikke for os.
Min yngste er ekstremt præmatur. Jeg har skrevet herinde om ham før og har nu - efter 2 års "kamp" med kommunen - endelig fået noget hjælp til ham. Vi har en støtteperson i hjemmet der kommer 2 gange om ugen i to timer per gang og hjælper til med børnene, samt giver råd og vejledning til hvordan vi bedst hånderer tingene. Og hold da helt fest hvor har det hjulpet. Hvor jeg før var fuldstændigt udkørt hver dag og nærmest grædefærdig over hvor hårdt det hele var, har jeg nu igen overskud og er glad (næsten) hver dag. Og det er nok dette helt vidunderlige overskud der har startet tankerne om endnu et barn i både mit og min mands hoveder.
For nu har vi overskuddet. Vi har plads og råd. Vi har lyst. Men, og der skulle jo være et men, der er en risiko ved at jeg bliver gravid igen. For jeg har født ekstremt tidligt én gang, så der er øget risiko for at jeg gør det igen. Jeg har desuden, henover de sidste par år, fået lavet adskillige keglesnit og vævsprøver fra min livmoderhals, som jo øger risikoen for at føde for tidligt igen endnu mere.
Jeg har konsulteret min læge, for at høre om der var noget man kunne gøre hvis vi skulle bestemme os for at få et barn mere. Og det er der. Men det kræver a tjeg skal være sengeliggende fra graviditetsuge 16 og frem til uge 32, og det tror jeg bare ikke at jeg kan udsætte min familie eller min særdeles forstående arbejdsgiver for.
Uanset hvad, så er det "langt" ud i fremtiden, da tanken er at jeg venter til at min hormonspiral "løber tør" om 4 år og så ser vi hvad vi vil til den tid.
Jeg ved egentlig ikke helt hvad jeg ville med dette opslag. Jeg kunne bare mærke at det hele fylder meget i mit hoved og jeg har det bedst med at planlægge alting, så det er meget svært for mig at skulle "vente og se".
