Det går ikke godt, og arbejdet er i vejen

Hejsa, 

Skriver fordi måske nogen har en god ide eller lige kan tænke ud af boksen. Er sygemeldt med belastningsreaktion og er henvist til udredning for ADD, men lang ventetid. Jeg skal til privatpraktiserende, da jeg selv arbejder i voksenpsykiatrien hvorfor det simpelthen kommer for tæt på at skulle udredes i hospitalspsykiatrien. 

Anyway, på det seneste gået meget ned ad bakke. Orker knap skrive det her. Min mand skrev det selv tidligere at jeg trækker mig mere og mere, lavere og lavere tolerance og tåler mindre og mindre. Virker helt humørforladt og apatisk.

Og det er også rigtigt, jeg vil helst være i fred, hvis jeg selv kunne vælge skulle jeg slet ikke se nogen eller konfronteres med hverdagens krav, men er jo nødt til at lade som om fordi vi har børn og de kommer selvfølgelig altid først. 

Men det er så fordi min mand arbejder i et fag med tvungne weekendvagter i gennemsnit hver 3. Weekend, men de ligger ofte i klynger. Dvs han arbejdede i dagtimerne sidste weekend, fri den kommende, arbejde igen i dagtimerne næste weekend igen. Og det er så overskueligt for mig at være alene med 3 børn hele weekenden i dagtimerne. Det er sådan at vi har mine børn og et fælles og han har en datter vi ser hver anden weekend, fordi hun bor meget langt væk. Så hver anden weekend har vi mine to og vores fælles, og den anden weekend vores fælles og hans datter. Det er nemmeste weekender når vi har hans, fordi hun er en stor pige og derfor er meget selvhjulpen osv.

Det er klart at han ikke kan få sine arbejdsweekender lagt de weekender vi har hende, det ville være helt urimeligt overfor hende, når hun kun ser ham hver anden weekend. Men så har vi som sagt problemet at de altid ligger når vi har tre som jeg så skal være alene med, hvilket er.. Ja jeg kan ikke orke tænke på det lige nu.

Vi kan ikke få dem passet af familie pga bedsteforældre i alle led har noget med helbredet og alle har sagt de ikke ønsker at være tæt på endnu, det tør de ikke pga corona. Og vi må selvfølgelig respektere deres beslutning.

Men så føler jeg mig låst for hvad kan vi så gøre. tror ikke jeg orker skrive mere nu. Tak på forhånd for jeres tid

Åh hvor jeg føler med dig.. Ville I (her tænker jeg, at det er din mand, der skal gøre jobbet) kunne finde noget barnepige eller et tilbud fra kommunen, så du kan få noget hjælp i form af aflastning? 

Og dropper du ALT det huslige, når han er på job.. Bare tænk på dig selv i en periode, for ellers går du endnu mere ned, end du allerede er 

Kan du ikke spørge faren til dine ældste børn om I kan bytte weekend, så du har dem i de weekender hvor din mand er hjemme? Hvis det ikke kan lade sig gøre, så kunne du måske spørge din mand om han kan få byttet om på sine weekender med datteren i stedet for. Det lyder alt for uholdbart at være alene med tre børn det meste af en weekend når man har en belastningsreaktion. Husk at det er en meget alvorlig tilstand som kan give nærmest varige skader. Det er super vigtigt at du tager det alvorligt! Og giv ungerne længere dage i skole/daginstitution i hverdagene hvis det er muligt. Jeg håber du får det bedre snart 

Anonym skriver:

Hejsa, 

Skriver fordi måske nogen har en god ide eller lige kan tænke ud af boksen. Er sygemeldt med belastningsreaktion og er henvist til udredning for ADD, men lang ventetid. Jeg skal til privatpraktiserende, da jeg selv arbejder i voksenpsykiatrien hvorfor det simpelthen kommer for tæt på at skulle udredes i hospitalspsykiatrien. 

Anyway, på det seneste gået meget ned ad bakke. Orker knap skrive det her. Min mand skrev det selv tidligere at jeg trækker mig mere og mere, lavere og lavere tolerance og tåler mindre og mindre. Virker helt humørforladt og apatisk.

Og det er også rigtigt, jeg vil helst være i fred, hvis jeg selv kunne vælge skulle jeg slet ikke se nogen eller konfronteres med hverdagens krav, men er jo nødt til at lade som om fordi vi har børn og de kommer selvfølgelig altid først. 

Men det er så fordi min mand arbejder i et fag med tvungne weekendvagter i gennemsnit hver 3. Weekend, men de ligger ofte i klynger. Dvs han arbejdede i dagtimerne sidste weekend, fri den kommende, arbejde igen i dagtimerne næste weekend igen. Og det er så overskueligt for mig at være alene med 3 børn hele weekenden i dagtimerne. Det er sådan at vi har mine børn og et fælles og han har en datter vi ser hver anden weekend, fordi hun bor meget langt væk. Så hver anden weekend har vi mine to og vores fælles, og den anden weekend vores fælles og hans datter. Det er nemmeste weekender når vi har hans, fordi hun er en stor pige og derfor er meget selvhjulpen osv.

Det er klart at han ikke kan få sine arbejdsweekender lagt de weekender vi har hende, det ville være helt urimeligt overfor hende, når hun kun ser ham hver anden weekend. Men så har vi som sagt problemet at de altid ligger når vi har tre som jeg så skal være alene med, hvilket er.. Ja jeg kan ikke orke tænke på det lige nu.

Vi kan ikke få dem passet af familie pga bedsteforældre i alle led har noget med helbredet og alle har sagt de ikke ønsker at være tæt på endnu, det tør de ikke pga corona. Og vi må selvfølgelig respektere deres beslutning.

Men så føler jeg mig låst for hvad kan vi så gøre. tror ikke jeg orker skrive mere nu. Tak på forhånd for jeres tid

Skab kontakt med en ung pige, der kan aflaste dig i dagtiden i de belastede weekender og vær åben om, hvorfor det er nødvendigt, så der ikke opstår skyld- og skamfølelse.

Ellos skriver:

Kan du ikke spørge faren til dine ældste børn om I kan bytte weekend, så du har dem i de weekender hvor din mand er hjemme? Hvis det ikke kan lade sig gøre, så kunne du måske spørge din mand om han kan få byttet om på sine weekender med datteren i stedet for. Det lyder alt for uholdbart at være alene med tre børn det meste af en weekend når man har en belastningsreaktion. Husk at det er en meget alvorlig tilstand som kan give nærmest varige skader. Det er super vigtigt at du tager det alvorligt! Og giv ungerne længere dage i skole/daginstitution i hverdagene hvis det er muligt. Jeg håber du får det bedre snart 

Ift at bytte om på weekenderne vil vi ikke have alle børnene i samme weekend, og det er af hensyn til bonus. Vi oplevede det var vanskeligt at give hende tilstrækkelig kvalitetstid med far, som hun ser så umådelig lidt, når der var så mange børn. Selvom vi selvfølgelig prioriterede alenetid, var det ikke tilstrækkeligt, og jeg forstår hende godt, for 4 dage i måneden er bwre ikke meget at se sin far.. Så at bytte om ville være at sætte hendes trivsel og relation til sin far over styr, det ville jeg aldrig tilgive mig selv at det var pga mig.

Ift længere dage i inst er noget jeg har tænkt meget over. Mine skolebørn går hjem 12.30 når undervisning slutter og det er hårdt for mig. Men det er fordi sfo har gjort det meget klart, at har man mulighed for at holde dem hjemme, bør man, da de er meget pressede på de pædagogiske ressourcer som de pga opdeling af børn i corona bruger i løbet af undervisningsdagen. Og har oplevet de få gange de har været afsted, at der ikke har været tilstrækkelig overblik og bestemt ingen pædagogiske aktiviteter. De voksne har slet ikke vidst, at mine børn var i sfo. Ej heller at de var gået hjem, eller hvornår de skulle hjem osv. Det synes jeg er utrygt.

Så det er selvfølgelig virkelig belastende og ulykkelig, for kunne virkelig bruge at de kunne hentes kl 15 ligesom jeg henter den mindste, for så havde jeg mere tid alene.. 

Unicorn1 skriver:

Åh hvor jeg føler med dig.. Ville I (her tænker jeg, at det er din mand, der skal gøre jobbet) kunne finde noget barnepige eller et tilbud fra kommunen, så du kan få noget hjælp i form af aflastning? 

Og dropper du ALT det huslige, når han er på job.. Bare tænk på dig selv i en periode, for ellers går du endnu mere ned, end du allerede er 

Det vil jeg se på, tak for dit svar 

Synes det er super svært at slippe det huslige fordi det bidrager til al den uro jeg har i hovedet, hvis der roder derhjemme, og så bliver jeg endnu mere Irritabel 

Men kan også se på det huslige det går dårligere, tingene vokser over hovedet, dette til trods for jeg har en skøn mand. Der gør alt hvad han kan for at tage over, sørge for jeg passer på mig selv osv 

Anonym skriver:

Det vil jeg se på, tak for dit svar 

Synes det er super svært at slippe det huslige fordi det bidrager til al den uro jeg har i hovedet, hvis der roder derhjemme, og så bliver jeg endnu mere Irritabel 

Men kan også se på det huslige det går dårligere, tingene vokser over hovedet, dette til trods for jeg har en skøn mand. Der gør alt hvad han kan for at tage over, sørge for jeg passer på mig selv osv 

Du er præcis ligesom jeg er.. Jeg får også kaos i hovedet af rod.. Men man bliver nødt til at give slip, hvis man vil få det bedre.. Jeg havde selv en belastningsreaktion og efterfødselsreaktion, som gik over til en svær depression, hvor jeg måtte på antidepressiv og intensiv psykologhjælp, så jeg ved, hvad du føler.. Men du bliver nødt til at give slip på rodet og så lade din mand overtage.. De er vores klippe 

Altså jeg er pædagog og jeg vil mene at søde du dine børn. Kan kom i institutionen altså sfo. Her hvor jeg er er vi næsten tilbage til normal. Og det har vi været siden der påske. Og vi har forældre der er på universitetet... Du skal tænke på dig sig og gør det du har brug for. Så har dine børn også godt. Når mor har det godt