Kære alle,
Min mand og jeg og vores to døtre har et problem, der fylder mere og mere i hverdagen.
For et halvt år siden flyttede et yngre par ind i huset ved siden af vores. De har to drenge, som er nogenlunde jævnaldrende med vores piger, og vi blev derfor glade. Øjnede en mulighed for relation og lidt mere fællesskab her på vejen. Vi faldt i snak, og det var fint i starten. Men nu er vi begyndt at fortryde.. Vi kan nemlig slet ikke få fred. Det har ligesom været en overgang fra en alm relation til det her, hvor vi ikke ved, hvordan vi skal stoppe det.
Vores vej er bygget sådan, at vi er tre huse om fælles parkering. Så der er parkering, deres hus, vores hus og så et hus mere. Vi skal derfor forbi deres hus for at komme til og fra bilen.
Vi kan ikke passere deres hus og have uden en af dem straks stikker hovedet ud og starter en samtale. De har ingen fornemmelse for om tidspunktet er passende. Fx når man kommer slæbende med varer og børn. Det er ikke bare de hilser, de begynder deciderede samtaler og forstår ikke de tydelige signaler man sender på, at man prøver at komme videre.
De skriver små vittige bemærkninger på messenger, hvis de fx ser ud af vinduet vi har glemt noget i bilen og går to gange. Laver sjov med om vores overtøj nu er passende for vejret (og afslører dermed de har kigget efter os ud af vinduerne). Vi kan ikke gå i haven eller lege uden for vores hus, uden de med de samme går ud også og vil have vores børn skal lege sammen. Det er vitterligt hver gang, og det er som om de ikke forstår, at vi kan ønske at være selv som familie, selvom vi fx fortæller at vi nu havde planlagt bare at være lave noget hygge med børnene for os selv i haven. Så snakker de bare henover hækken.
Men bægret flød for alvor over for mig personligt for et par uger siden. Havde været selv med til pigerne hele dagen. De er ikke så store endnu, havde sovet dårligt om natten og jeg var fuldstændig slidt. Det vidste naboerne godt, for de havde skrevet på messenger hvad vi lavede i dag (den dag), hvor jeg fortalte det som det var og at jeg glædede mig til min mand kom hjem fra arbejde, for jeg var helt færdig.
Da han var ved at være hjemme satte vi os i vinduet for at tage imod ham, hvilket er vores faste tradition. Det så nabomanden som var ved at ordne deres forhave og gik hen for at snakke. Sagde vi ventede på min mand. Så kom min mand, og straks gik nabomanden ham i møde og startede en samtale lidt væk fra vinduet. Nabokonen så ham også og sprintede ud fra huset for at tale om havearbejde og fortælle om alt det nye de havde lavet, hun så også godt vi sad ved det åbne vindue. Min mand sagde at han hellere måtte komme ind til familien, men de fortsatte ufortrødent. Så der sad vi, kunne slet ikke hilse på dem, jeg var desperat efter at få ham hjem og det vidste de godt, men de fortsatte.
Min mand var også vildt chokeret bagefter.
Det der gør deg vanskeligt er, at de ikke er dårlige mennesker. De er flinke i de doser man normalt ses med venner og bekendte. De er hjælpsomme, og vi hjælper gerne hinanden. Fx hvis en af os eller dem har glemt at handle et eller andet, så kan vi låne. Handlet lidt for hinanden her i coronatiden osv. Det er bare som om de overhovedet ingen social forståelse har, og de er bare FOR MEGET. Men hvordan får man lige sagt det, når der også er den del af dem der er venlige og hjælpsomme, og vi har hjulpet hinanden på kryds og tværs?
Jeg er meget påvirket af det for tiden. Jeg føler mig ked af det og klaustrofobisk og har mest af alt lyst til at flytte. Vi er ellers udadvendte, men selv vores nærmeste venner er vi jo heller ikke sammen med hver evig.eneste.dag. De forstår slet ikke begrebet personale space.
Hvordan kan vi håndtere det? Vi ønsker heller ikke skabe en dårlig eller akavet stemning, når vi jo bor hæk mod hæk.
