Moar ,,, skriver:
Øv 
vænner man sig nogensinde til at miste en så vigtig person i ens liv ?? Tror det ikke ,, Ser stadig tilbage på min x mands ulykke som et grimt grimt mareidt 
Man lære nok at leve med det men kommer aldrig over det ..
Jeg tror heller aldrig man kommer over en sorg, men man lærer at leve med den.
Når jeg rammer et "hul" hvor jeg synes det hele er uretfærdigt, så tænker jeg på dette digt :
Du kan lad tårerne flyde,
at de ikke er mere.
Eller du kan smile, fordi
de har levet.
Du kan lukke dine øjne
og bede til, at de må
komme tilbage.
Eller du kan åbne dine
øjne og se alt det, de
efterlod.
Dit hjerte kan føles tomt,
fordi du ikke kan se dem.
Eller du kan være fyldt
med den kærlighed I
delte.
Du kan vende ryggen til i
morgen og leve af i går.
Eller du kan glæde dig til
i morgen, takket være i
går.
Du kan mindes dem og
kun det, at de er væk.
Eller du kan hædre deres
minde og lade det leve
videre.
Du kan græde og lukke
din sjæl, være tom og
vende ryggen til.
Eller du kan gøre, hvad
de ville ønske:
Smile, åbne dine øjne,
elske og fortsætte rejsen.
Anmeld
