Ondt i parforholdet

Okay, jeg står i et problem som jeg føler er ret alvorligt for mit forhold og jeg ved ikke, hvad det skyldes, eller hvad jeg skal stille op.

Min mand og jeg har været sammen i 5 år og har alle dage haft et sundt forhold. Selvfølgelig kan vi skændes og diskutere ind i mellem, men det er ikke ret ofte. Vi er ret forskellige, men på en måde der passer virkelig godt sammen. Jeg er tænkende, introvert, forsigtigt. Han er social, ekstrovert og total ubekymret. Ukuelig optimist. Han føler jeg grounder ham på en god måde og har en smuk sårbarhed over mig. At jeg er kærlig og empatisk. Jeg elsker at han er så glad og har overskud, at han ser mig og bemærker de små ting. Han kan mærke, når jeg er drænet og skruer automatisk op for 'hjælp'. Fx lade mig sove længe, stå op med vores søn og servere morgenmad på sengen. Vi er ligeværdige i det huslige og har de samme værdier her i livet. Jeg elsker at han gør de der små ting, som alligevel betyder noget. Fx husker at jeg ovenpå har sagt "øv min telefon har næsten ikke mere strøm" og så et par timer siden, når vi kommer nedenunder, sætter den til lader for mig, fordi jeg selv bare har lagt den fra mig og glemt det. Altså han er virkelig god til de der små kærlige ting.

MEN! der sker et eller andet pt. Det er som om lige for tiden, at jeg kun kan se hans dårlige sider. Altså det føles som om jeg først nu for alvor opdager dem/frustreres af dem. Og så går jeg lidt i panik. Tankerne kører. Har det hele tiden været sådan? Er det noget nyt? Hvorfor bemærker jeg det nu? Hvad betyder det for vores forhold?

Jeg er begyndt at tænke, om han egentlig ikke er lidt arrogant. Han har en tendens til lige at skulle forklare tingene på en anden/bedre måde end mig, når jeg skal forklare noget. Både vigtige ting men også banale ting, som fx nogen spørger hvad der klokken, jeg siger ca kvart i otte, han siger, ja 7.47. Han er typen der har en frisk (dum) bemærkning til det meste, laver meget fis. Hvis vi har været uenige om noget prøver han at lave sjov i håbet om, det så bare går over, i stedet for at tage det seriøst. Han synger og nynner konstant, og svarer ofte i sang. Fx hvis jeg spørger: er du okay?, så begynder han at synge "eller er du ked af det " i ved den der åndssvage sang. Og jeg sværger han har en sang til ALT. ALLE SÆTNINGER I HELE VERDENEN 

og det er nået til at punkt lige nu, hvor jeg næsten ikke kan holde ham ud. Hvor jeg begynder at tænke, om han føler sig bedre end mig eller hvad. Et punkt hvor det bare ikke er særlig charmerende. Og det skræmmer mig, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. 

Set udefra lyder det måske som et åndssvagt problem, men jeg vil gerne tages alvorligt her i debatten, for jeg oplever deg seriøst som et problem jeg føler sådan her, jeg er bange for hvad det betyder for os som par, jeg er bange for om følelsen fortsætter. Det ønsker jeg jo ikke. Jeg ønsker at forstå. 

Jeg er med på vi alle er pressede af coronatid. Men vi har ikke gået op og ned af hinanden hver dag, for han har været en af dem, der skulle arbejde. Til gengæld er han den absolut eneste voksenkontakt jeg har haft face2face siden den onsdag Mette lukkede samfundet ned, hvilket var midt i jeg i forvejen gik hjemme sygemeldt med stress. Og jeg har i hele den her periode været den der i døgndrift har sørget for vores fælles søn og mine børn fra tidligere forhold, netop fordi han har arbejdet. Så kan det måske hænge sammen med det?

Hjæææælp.. Og "tag dig nu sammen" er ikke en hjælp, jeg ksn ikke bare fjerne mine følelser.. 

Jeg har også været stress sygemelding igennem. Det tog mange måneder inden jeg var rask og begyndt at føle mig som mig selv. Faktisk et godt stykke over et år.

Jeg kan godt genkende det du beskriver som mandens almindelige adfærd som er lige pludselig er frygtelig forfærdelig og nærmeste ikke til at leve med. Men det handler slet ikke om hans adfærd men om dig. Du har fået en forværring og kan ikke rumme ret meget andet end dig selv.  Hvad end overskud der er går til børnene.

Du er nød til at ringe til din egen læge eller måske kender du allerede en psykolog som du kan tale med? Så du får nogle bedre redskaber til at håndtere den nuværende situation. Det er et super hårdt og langt træk men det var som virkede for mig i længden

I har været sammen hverdag i fire uger nu. Naturligvis begynder han at irriterer dig

Sådan tror jeg alle har det i perioder.

Jeg sad fx  i går aftes og blev voldsomt irriteret på alt min mand gjorde.

Hans måde at spise peanuts på ,når han drak cola havde jeg lyst  til at slå flasken ned i halsen på ham  ( det har jeg tit for han drikker på en voldsomt træls ,måde med AHHH  hver eneste gang han tager en slurk) Hans flytten rundt i sofaen ,og til sidst hans måde at trække vejret på . 

Og det er nu ikke så sært lige nu ,for vi arbejder også - men alligevel er man jo mere sammen end før -

og selv om vi alle går rundt og siger til hinanden og os selv - at det jo bliver godt igen .

Så er vi alle påvirket ,og i en vis grad usikre på det hele - og den stress gør at man ikke kan tåle det samme som man ellers kan. 

Og du vil opleve tidspunkter også når det her forhåbentligt er ovre- hvor alt hvad han gør er så træls- og tro mig han har det akkurat lige som dig . 

Så ro på - og prøv at skabe lidt space for dig selv ,- evt sig det til ham ,at du lige nu har det træls ,så er der mindre risiko for det ender i snerren ,og skænderier. 

det kunne godt lyde som om det var en kombination af stressen og den anderledes hverdag.

Ville det kunne hjælpe at sætte sig ned med ham og sige til ham hvordan du har det? Herhjemme havde jeg det problem at min kæreste (og hans familie) er utrolig meget ordkløverer så hvis jeg f.eks. bad om lidt at drikke, så hældte han kun en bundsjat op. Til sidst sagde jeg direkte til ham at jeg vidste godt hans familie fandt det sjov at være så bogstavlige, men jeg var ikke vokset op sådan og at det faktisk var begyndt at irritere mig. Det hjalp så at når han/de tog tingene lidt for bogstaveligt, så kunne jeg sige at nu var det nok og så stoppede de.

Først var jeg sygemeldt i min graviditet og nærmest bænket fast herhjemme, så blev vi syge og har været i karantæne i over 3 uger. Min mand og mine børn begyndte at gå mig mere og mere på nerverne. Min mand snorker og den lyd, når jeg heller ikke kunne sove, gav mig lyst til at proppe en sok i munden på ham og holde ham for næsen. Så kan jeg gå og rydde op men hans tomme glas og diverse står overalt, - mine store sønner er værre... Det værste er toiletbrættet. Så-SLÅ-det-dog-ned. Eller når han bare ikke lige kan læse mine tanker, rejser sig for langsomt, kommenterer på en crazy irriterende måde fx “nej tak jeg spiser bare noget andet, når den er så flydende” (om min kødsauce), eller når han putter mega mange løg i frikadeller og er den eneste der spiser løg, når jeg siger noget til ham men han er helt væk i noget andet eller måske bare ignorerer mig. Osv osv. Og som du nok kan regne ud går det begge veje ! Jeg er hormonel, stresset, har ondt og har angst over verdenssituationen og det har været presset ikke at kunne gå ud af en dør. Samtidig med vores yngste har været så syge med corona. 

Vi har været sammen i mange år og vi har begge tit tænkt “nu kan jeg sgu ikke holde den i.iot ud længere, - men så skifter lyset (og humør og tilstande etc) og man tænker, ham elsker jeg sgu da og vil aldrig undvære, - vi hører jo sammen ! - og hvor fjollet var jeg lige-ish (indtil det med toiletbrættet og snorken om natten sker igen ).

Det er mega hårdt alting pt, for de fleste, på hver vores måde - og når man i forvejen har en “svag psyke” hjælper det ikke. Hold ud, og prøv at slippe denne bekymring lidt ift jeres parforhold men giv dig selv lov til at føle det hele er åndssvagt svært og så håber vi det snart bliver muligt at åbne op for at man kan få hjælp til psyken igen. Knus !!