Hej, jeg står i et rigtig træls dilemma og er i syv sind, ked af det og aner ikke, hvad jeg skal stille op..
Ja, alle ved jo hvordan samfundet er lukket totalt ned lige nu. Og udrednings og behandlingsgarantien er sat ud af spillet midlertidigt. Alle ikke akutte udredninger og behandlinger i somatikken udsættes, hvis ikke det er noget absolut akut eller livstruende.
Alligevel har ledelsen i psykiatrien besluttet at psykiatrien skal fortsætte på helt almindelig drift, også de ambulante enheder. Jeg er fuldstændig i chok. Vores patienter er ikke akutte, ellers så kom de ikke i ambulant enhed til udredning. Vi har enkelte der er selvmordstruede eller svært depressive, så det giver mening at se de mest dårlige, men 90% er mennesker, hvis udredning godt kan vente i den særlige situation vi har lige nu. For at sætte det i perspektiv er det daglig kost, at folk ringer og beder om at vente en måned på næste ledige opstart hvis det betyder, at de kan opstartes i en anden by.
Vi har ikke noget håndsprit. Vi arbejder ikke i uniform som kan skiftes eller smides. Vi deler kontorer og computere. Og lokaler til udredning. Vi har ikke automatiske døre og åbner og lukker derfor døre mange gange dagligt. De fleste af lokalerne til samtalerne er ret små. Og jeg gentager: ingen sprit!
Jeg er så chokeret og målløs. Værst af alt arbejder jeg med den aldersgruppe, der aktuelt tegner til at være de Aller dårligste til at praktisere det med at distancere socialt. De tager stadig i byen. På cafe. Til fester. Ses i store grupper, nu hvor de har "fri". Udtaler på de sociale medier at de altså også skal have lov at leve. Det er de mennesker vi skal sidde med flere forskellige af hver dag i små rum uden mulighed for at kunne tage de fornødne hensyn.
Jeg er rasende, det er mod al sund fornuft.
Nå, men skæbnen vil det så at jeg faktisk er sygemeldt fuldtid med stress lige nu hvilket vel så er held i uheld. Skulle have været til samtale og drøfte langsom opstart med min leder i morgen, hun har selvfølgelig aflyst pga. Der er nogle væsentlig mere akutte ting og beslutninger at tage hensyn til lige nu. Men nu sidder jeg og får mere og mere mavepine oh skyldfølelse over, at jeg ikke trækker min del af læsset.
Jeg ville have foreslået en langsom opstart med flere fridage ugentligt i starten, begrænset antal timer og mindsket mængde patientkontakt i samråd med den personalepsykolog jeg går hos. Nu er jeg i tvivl om jeg skal sige fuck det, være solidarisk og bare komme i gang, så der er mulighed for flere kollegaer kan sidde hjemme ind i mellem. Vi er et småt team.
Jeg skulle selvfølgelig starte langsomt af en grund. Men en del af mig har også lyst til at ofre mig selv, fordi jeg føler mig hamrende usolidarisk lige nu, og det er alligevel overhovedet ikke aflastende eller afstressende at gå hjemme med den akutte krisesituation vi har og børn der er sendt hjem fra skole.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvad ville i gøre? Jeg er jo ikke sygemeldt for sjov, men alt dette får mig bestemt ikke ud af min fastlåsning i fight or flight mode..
