Den her situation lige nu.. Jeg undrer mig over, at jeg føler ingenting, og tænker at jeg måske ubevidst er koblet af følelsesmæssigt, fordi det er for meget.. Er det normalt? Altså ift den aktuelle situation i Danmark.
Jeg tror jeg er lidt i benægtelse. Min mand og jeg varetager begge kritiske funktioner i det offentlige. Jeg var så sygemeldt med stress, da det hele lukkede ned, og min leder har udskudt sygefraværssamtalen, det giver heller ikke mening at fokusere på langsom opstart med al det, der foregår lige nu. Så jeg går fortsat derhjemme.
Det burde jo på sin vis være held i uheld, men jeg går jo hjemme pga en skrøbelig psyke og behov for akut aflastning. Og pga nedlukning har vi nu 3 børn i alderen 2,6,8 gående hjemme fuldtid.
For at gøre ondt værre har min mand lige været MEGA syg, de ville ikke teste han for corona, var efter lægens anmodning ved lægen som gennem test af infektionstal og undersøgelser konstaterede viral infektion på luftvejene, men ville stadig ikke teste. Er nu endelig rask igen, men vi andre ligger sløje med hoste, subfebril og forkølelse.
Af samme årsag er vi, pr. Regeringens anmodning, nødt til at isolere os i hjemmet. Og udviser NATURLIGVIS samfundssind og gør dette. Men det betyder, at stressramte jeg er lukket inde med 3 mindre børn.
Når min mand er helt symptomfri (har stadig en smule hoste), skal han tilbage til sit arbejde som sygeplejerske i ældreplejen. Og det gør mig også bange. Dels fordi det netop nok er et af de områder, hvor der vil være væsentligt større arbejdspres. Arbejdstidsreglerne er midlertidigt suspenderet pga den nuværende situation, og der kan, som sygeplejerske, blive behov for hans arbejdskraft andre steder, hvis det fortsat udvikler sig kritisk.
Så jeg er bange for de konsekvenser det vil have for ham. Han er stærk, robust og optimistisk. Men bliver det ved, spørger jeg mig selv. Og vi skal undvære ham, imens svært stressramte jeg skal passe 3 børn og hjælpe dem med deres skolegang alene.
Det er virkelig ikke for at lyde egoistisk, jeg synes vi udviser stort hensyn og vil fortsat gør det. Men jeg er bange for de store omkostninger, for jeg er sendt hjem netop fordi jeg tåler ekstremt lidt belastning og der var akut behov for alle timerne alene i løbet af dagen, hvor der var INGEN krav og forventninger. Jeg er bange.
Og på samme tid som jeg siger jeg er bange, er jeg faktisk nået et punkt, hvor jeg er helt fri for følelser. Og det bekymrer mig. Jeg mærker ingen angst. Sorg. Tristhed. Der er INTET, jeg er nærmest som en følelseskold robot. Jeg er bange for om det er en akut reaktion på at belastningen er blevet for stor. Er der nogen, der har prøvet tilsvarende?
Jeg ved det er svært for os alle, jeg håber der er plads til at have svære følelser i denne tid omhandlede en selv, og at debatten ikke skal handle om, jeg er egoistisk. Det synes jeg netop ikke jeg er, da vi udviser alle de hensyn og tiltag som er nødvendige, fortæller bare om de omkostninger det har for mig. Jeg er bange for hvad der sker med mig på sigt.
