Så var vi til samtale i vuggestuen i dag og vi havde jo fået af vide at vi skulle snakke om det med Emil og de ting der havde været som vi havde været utilfreds med, og jeg var jo lidt irriteret over det men valgte aå at tage det med rejst pande da ja de jo nok bare ville følge lidt op på det hele da vi jo syntes det er gået meget bedre og at han skal blive derover så vi har slettet ham fra vente liste igen.
Vi kommer derover og de starter med at vi skal præsentere os med vores navn, som jeg syntes er underligt daa vi alle kender hinanden så griner lidt af det og kigger lidt på Frank og ja så køre det da bare fedt derud af.
De mener jeg har en træls attitude, aldrig hilser på dem og virker til ikke at stole på dem. Og de snakker virkelig pædagogisk som om vi er 2 børn der lige skal have en alvorlig samtale med vores pædagog.
De siger dog at Emil trives og for at han bliverved med det skal vi kunne samarbejde og komme i dialog, som VI jo har prøvet flere gange.
Og jeg bliver jo chokeret for det her møde går slet ikke ud på Emil men nej det går ud på at de ja åbenbart mener jeg er underlig.
De henvender sig faktisk til Frank og spørger ham hvordan han tackler mig derhjemme, hvor han så bliver lidt mundlam og faktisk ikke ved hvad han skal sige til det.
Og jeg har altid sagt fra dag 1 af at jeg har det lidt svært med folk jeg ikke kender.
Så siger de at vi skal tiltale dem med navn, da en eller anden pædagog fra en anden stue mener jeg har brugt de her ord "hende tøsen" i en tlf samtale den gang Emil var syg da vi havde hentet ham, og det jeg har sagt er hende den nye. Men de vil ikke have at jeg taler sådan.. hmmm gjorde jeg heller ikke og troede faktisk at den sag var snakket igennem med hende der havde været der den dag. Og så nævner de der hvor Emils tøj er forsvundet og det er da klart man bliver irriteret over det, men de får det nærmest til at lyde som om jeg bare er sur og træls hver dag.
Og så mener de ikke jeg hilser når jeg kommer men bare er fraværrende så de har siimpelhen fundet et tegn hvis de ikke føler jeg hilser skal de lige klappe mig på skulderen for at få kontakt til mig, øhm oki, hva er jeg 4 år eller 24 år.
Og jeg sagde så til dem at man hilser jo lidt efter hvordan man selv bliver modtaget ik. Er jo lidt problemer med en der er på stuen af pædagogerne som virkelig viser at hun ikke kan lide en, og det skulle vi også snakke om men bare ikke i dag, er så bare det største problem, men ja da det venter vi da bare med da.
De snakkede bare så pædagogisk og forsåtr virkelig ikke hvorfor at jeg skulle snakkes sådan til eller hvor de har fået den ide fra at jeg åbenbart bare er lidt små sær. Har virkelig ikke lyst til at sætte mine ben derover igen, Frank er også chokkeret over den måde de var på og at de spurgte ham om hvad ideer han kunne give til hvordan de skulle tackle mig osv.
har været og vist irritation de 2 gange hvor han var syg og der med hans tøj, eller s har jeg snakket pænt til dem ellers slet ikke sagt noget men brokket mig når jeg er kommet hjem. Og det med at sige hej, wauv altså, er sgu da nogle af de mødre jeg har set der kommer derover som over hovedet ikke hilser men nærmest aflevere deres barn ved døren.
Ja har svært ved at beskrive hvordan jeg har det, men er helt træt af at tænke over det møde, det går mig meget på, også det at de siger vi skal kunne kommunikere, ja tak vi fik næsten ikke et ord indført derover.
