Kan ikke lide alkohol

.. Det er noget satans noget. På sin vis er det jo fint, at jeg ikke kan lide alkohol, for så bliver jeg sgu nok ikke lige alkoholiker. Men på samme tid kan det ærgre mig. Ikke fordi jeg vil drikke mig stangstiv, det er sgu ikke det værd med tømmermænd, når man har 3 børn  men synes det er træls, jeg ikke lige kan nyde et glas vin til middag med familie eller til fødselsdag. Eller et glas bobler nytårsaften. Eller drikke en uskyldig skid på til julefrokost med arbejde. Jeg kan godh lide følelsen af at være en anelse beruset til festlige lejligheder, især fordi jeg er ret indelukket og genert og det gør mig mere afslappet.

Men jeg kan simpelthen ikke finde nogen form for alkohol, jeg kan få ned. Hvis det bare har den MINDSTE antydning af, at man kan smage alkohol, så er jeg ved at brække mig. Jeg kan ikke en gang drikke en øl længere. Eller en mokai. Eller noget som helst. 

Jeg HAR kunne, jeg drak virkelig meget som teenager, når jeg var til fest. Sad og drak hot n sweet og ikke andet, tequila shots, øl, drinks, jeg var bartender en årgang. Men bare det at tænke på de stunder nu, er ved at få mig til at kaste op. Jeg ved ikke, om jeg simpelthen har haft tømmermænd én for mange gange, og alkohol bærer de forkerte associationer med sig nu?

Og så er det også bare frustrerende med folks dumme kommentarer, når man må sige nej tak til vin til den fine middag og beder om cola eller vand. At man da ikke er blevet rigtig voksen endnu.. Samt jeg egentlig også føler mig som et lille bwrn, når de andre skåler i velkomstdrinks eller drikker fine drikke til de fine middage. Eller de skævende blikke og slet skjulte spørgsmål, der gør det klart, at folk tænker, at så er jeg nok gravid.. 

Mit spørgsmål er nok, om der er andre der har det som jeg? 

Jeg hader alkohol ! Og kaffe ... og the. Haha men elsker Pepsi max. Jeg vil give dig ret i at man kan fæle sig lidt udenfor det fællesskab der hedder, skal vi sidde og dele en flaske vin, og føle sig som et barn ja. MEN når det så er sagt er jeg ikke interesseret og det er måske en enkelt veninde jeg gerne vile være en del af det med, men det er nok også fordi hun lige er den, som jeg gerne ville have endnu mere tilfælles med hvor de andre er barndomsveninder hvor vi absolut ikke behøver noget andet end hinandens selskab. Min mand og jeg er lidt blevet ekskluderet fra en relation hvor vi ellers holdte nytår med dem, men det er forståeligt nok at de gerne vil drikke sig fulde og vi helst vil være sammen med ungerne og andre børnefamilier. Min mand har aldrig som i aldrig drukket (der er alkoholikere i hans familie på hans mors side og han tager meget “afstand” fra det nok også af den årsag. Eller det siger ham bare intet. Hans mor ligeså).

Det er lidt noget åndssvagt noget at man føler man skal drikke, og jeg har heldigvis set mig fri for det, selvom jeg sagtens kan gå ud engang imellem og gøre det, hvis lysten kommer, - men så er det strawberry daquiries der helst skal serveres.

Julda skriver:

.. Det er noget satans noget. På sin vis er det jo fint, at jeg ikke kan lide alkohol, for så bliver jeg sgu nok ikke lige alkoholiker. Men på samme tid kan det ærgre mig. Ikke fordi jeg vil drikke mig stangstiv, det er sgu ikke det værd med tømmermænd, når man har 3 børn  men synes det er træls, jeg ikke lige kan nyde et glas vin til middag med familie eller til fødselsdag. Eller et glas bobler nytårsaften. Eller drikke en uskyldig skid på til julefrokost med arbejde. Jeg kan godh lide følelsen af at være en anelse beruset til festlige lejligheder, især fordi jeg er ret indelukket og genert og det gør mig mere afslappet.

Men jeg kan simpelthen ikke finde nogen form for alkohol, jeg kan få ned. Hvis det bare har den MINDSTE antydning af, at man kan smage alkohol, så er jeg ved at brække mig. Jeg kan ikke en gang drikke en øl længere. Eller en mokai. Eller noget som helst. 

Jeg HAR kunne, jeg drak virkelig meget som teenager, når jeg var til fest. Sad og drak hot n sweet og ikke andet, tequila shots, øl, drinks, jeg var bartender en årgang. Men bare det at tænke på de stunder nu, er ved at få mig til at kaste op. Jeg ved ikke, om jeg simpelthen har haft tømmermænd én for mange gange, og alkohol bærer de forkerte associationer med sig nu?

Og så er det også bare frustrerende med folks dumme kommentarer, når man må sige nej tak til vin til den fine middag og beder om cola eller vand. At man da ikke er blevet rigtig voksen endnu.. Samt jeg egentlig også føler mig som et lille bwrn, når de andre skåler i velkomstdrinks eller drikker fine drikke til de fine middage. Eller de skævende blikke og slet skjulte spørgsmål, der gør det klart, at folk tænker, at så er jeg nok gravid.. 

Mit spørgsmål er nok, om der er andre der har det som jeg? 

Jeg kan ikke drikke øl, det er MEGET sjældent at jeg finder noget vin jeg kan li.. Smagen er bare adddd... Jeg kan dog godt li meget andet alkohol. Men jeg har aldrig fået kommentarer på at jeg ikke drak vin til maden, for det gør jeg aldrig. Eller at jeg ikke drikker øl. Jeg tror mere at jeg får kommentarer over at jeg ikke drikker kaffe... 
Men jeg er ligeglad. Og hvis folk synes det er mærkeligt, deres problem.

Jeg kan heller ikke lide smagen af alkohol overhovedet, og drikker derfor aldrig snaps, vin og lignende. Men slavevodka kan jeg sagtens få ned hvis det er blandet rigtig godt op med noget sødt. Prøv at lave en smoothie med det i fx. Eller bland det med ufortyndet saft. Eller hæld en pose tyrkisk peber bolsjer i vodkaflasken og lad det stå i et døgn, hvis du er til lakrids  Vodka bliver man jo hurtigt fuld af, så der skal jo ikke drikkes så meget af det. 

Jeg kan godt drikke en cider eller to.. men derudover kan jeg heller ikke fordrage alkohol og har aldrig kunnet lide det, ligesom jeg heller ikke kan fordrage the, kaffe eller cola. Har aldrig følt mig som et barn af den grund, jeg er en voksen kvinde på 33 år og det ændre sig ikke fordi jeg ikke kan lide de ting. Har så heller aldrig oplevet at nogen har kaldt mig et barn pga det. 

Jeg kan så godt lide alkohol. Men jeg kan ikke fordrage kaffe eller rødvin. Og hver gang nogen spørger om jeg vil have det griner jeg og siger “ellers tak, jeg har det lige så godt” eller “ellers tak. Så voksen bliver jeg aldrig”. Også griner folk af det. 

der er aldrig nogen der har ser skævt til mig af den grund. Mon ikk mest det bare er en følelse du selv af og ikke realiteten ?