Bliver I også sure på jeres mænd?

Jeg står for alt herhjemme. Sådan er det bare blevet, da jeg har haft 2 barsler i træk og samtidig er meget mere praktisk og effektivt anlagt.
Jeg står for indkøb, aftensmad, natteroderi, tøjvask, gulvvask, bilvask, børnetøj, madpakker, indkøring af børn, kontakt med institutioner, vaccinationer, barnets bog, ophængning af hylder... ja alt praktisk. Min mand står for økonomien og så passer han sit arbejde og kører 6:30 morgen og er hjemme mellem 16:30 og 17 sådan cirka. Det er ikke et arbejde, han holder af, men han passer det alligevel.

Desværre bliver jeg bare så pissesur på ham hele tiden, fordi jeg føler, det er bunduretfærdigt. Nu ikke så meget det med mad og rengøring, men mere det der med at jeg altid står med alt det med børnene, hente og bringe. Det er virkelig hårdt - både mentalt, da jeg er i gang med at køre dem begge ind samtidig - og hårdt fysisk, da vi bor i lejlighed og jeg ikke har bil, så der er så meget op og ned af trapper og gang mellem institutioner med kede og trætte børn. Og så skal jeg hjem og lave mad (selvom jeg gerne laver til hele ugen søndag)... og så kommer han hjem og vil bare gerne snakke.

Vi har "forventningsafstemt" flere gange og det kan ikke være så meget anderledes, end det er - selvfølgelig skal jeg hente og bringe ellers får børnene virkelig lange dage og jeg går bare hjemme jo (er sygemeldt efter barsel m. depression/angst)... men jeg føler det er uretfærdigt. Vi har samme uddannelse og mødtes på studiet, hvor vi begge var så kloge og jeg klarede mig endda bedre end ham. Og pludselig render jeg bare rundt herhjemme og går mere op i navnelapper end Foucault - men han forventer, at jeg gerne vil diskutere Foucault stadig... og gider ikke høre om at rense gummiringen på vaskemaskinen. Men den tænker jeg på nu. Ikke Foucault.

Når jeg hører fra andre, hvor kvinden står for alt husligt + børn og manden arbejder, lyder hun altid tilfreds med den aftale i hvert fald herinde. Er det slet ikke nogen, der også går rundt og blive eddikesure på deres mænd? Og synes, det er uretfærdigt?

Det er ved at slå vores parforhold HELT ihjel.

Der skal da helt sikkert nok være masser af kvinder derude der har det som dig. Men spørgsmålet er om det overhovedet er vigtigt? Det vigtige er vel at DU ikke trives i det. Får du behandling for din sygdom? Her tænker jeg både på psykologsamtaler og medicinsk behandling. 

Jeg tænker at hvis du rent faktisk er for syg til at være i beskæftigelse lige nu, så skal din mand da aflaste dig indtil det bliver bedre. Kan han ikke gå ned i tid? Af ren nysgerrighed, hvad er det overhovedet for et job han har? Kender personligt ikke nogen med en videregående uddannelse der arbejder i så mange timer, så undrede mig lidt. Hvis han ikke kan gå ned i tid, hvad så med weekenderne? Du er jo tydeligvis presset ud til kanten som det er lige nu, og jeg tænker også at hvis han slet ikke hjælper til nu, så bliver det et kæmpe stort chok for ham at mærke hvor meget arbejde det kræver at have børn, når du en dag er rask igen og ikke længere skal gå hjemme. Er det ikke at gøre jer begge en bjørnetjeneste at arbejdet slet ikke er fordelt mellem jer?

Jeg kan i øvrigt godt forstå du bliver træt af at han kommer hjem og vil snakke intellektuelt med dig. Det er jo slet ikke der dit fokus ligger lige nu. Det lyder som om I lever i to helt forskellige verdener, og har brug for at finde noget at være fælles om. 

Åh trådstarter, jeg tror jeg elsker dig lidt. 

"Og pludselig render jeg bare rundt herhjemme og går mere op i navnelapper end Foucault - men han forventer, at jeg gerne vil diskutere Foucault stadig... og gider ikke høre om at rense gummiringen på vaskemaskinen. Men den tænker jeg på nu. Ikke Foucault". 

Det er måske det mest rammende og lidt tragikomiske jeg har læst længe, men det fortæller mig også at du stadig, trods sygdom, er mega skarp. Så klart at du bliver frustreret og stiller spørgsmålstegn ved din nuværende situation. Du havde forventet at du selv var et andet sted nu, igang med livet derude.. Og så sidder du der med navnelapperne, så kan vi alle sgu godt blive lidt sure. 

Her er vi gode til at hjælpes ad, men jeg har været arbejdsløs et stykke tid nu, så ja.. man tager automatisk lige lidt mere ansvar hjemme når man er den der går hjemme. Jeg tænker der er en god pointe i at din mand må lidt mere på banen på en eller anden måde, for du kommer ikke til at kunne klare alt selv når først du er tilbage på arbejdsmarkedet. 

Bvadr skriver:

Der skal da helt sikkert nok være masser af kvinder derude der har det som dig. Men spørgsmålet er om det overhovedet er vigtigt? Det vigtige er vel at DU ikke trives i det. Får du behandling for din sygdom? Her tænker jeg både på psykologsamtaler og medicinsk behandling. 

Jeg tænker at hvis du rent faktisk er for syg til at være i beskæftigelse lige nu, så skal din mand da aflaste dig indtil det bliver bedre. Kan han ikke gå ned i tid? Af ren nysgerrighed, hvad er det overhovedet for et job han har? Kender personligt ikke nogen med en videregående uddannelse der arbejder i så mange timer, så undrede mig lidt. Hvis han ikke kan gå ned i tid, hvad så med weekenderne? Du er jo tydeligvis presset ud til kanten som det er lige nu, og jeg tænker også at hvis han slet ikke hjælper til nu, så bliver det et kæmpe stort chok for ham at mærke hvor meget arbejde det kræver at have børn, når du en dag er rask igen og ikke længere skal gå hjemme. Er det ikke at gøre jer begge en bjørnetjeneste at arbejdet slet ikke er fordelt mellem jer?

Jeg kan i øvrigt godt forstå du bliver træt af at han kommer hjem og vil snakke intellektuelt med dig. Det er jo slet ikke der dit fokus ligger lige nu. Det lyder som om I lever i to helt forskellige verdener, og har brug for at finde noget at være fælles om. 

Såfremt han har en times transport hver vej, er det standard 8 timer (herunder en halv times selvbetalt frokost, hvis det er i det private typisk).

Derudover kender jeg da mange med videregående uddannelser, der arbejder betydeligt mere end norm-tid.. det kaldes ofte for interesse-timer..

Med mindre din mand er selvstændig eller er direktør så arbejder han voldsomt meget. 
det kan man også fint hvis man ikke skal tænke på hente bringe. 

1) hvad har I forventningsafstemt? For det lyder ikke til st I har aftale noget konkret .. eller?

2) dine børn har ikke gavn af mor der er kørt helt ned og er sygemeldt. 

jeg ville helt klart starte med at du skal aflastes. Du er ikke hjemmegående husmor fuld ag energi, hvor du har valgt rollen. Du er sygemeldt..? Dvs du får det aldrig bedre hvis du ikke aflastes. 
hensynet til at jeres børn skal have korte dag skal du (undskyld sproget) - skide højt og flot på.  Dine børn har ikke gavn af en fortvivlet mor og er parforhold der smuldrer. Send dem afsted - mine er afsted fra 7.45-15.30 ish hver dag.

Du er nødt til af fokusere på dig selv. 

jeg ville også aftale med din mand at han henter eller som minimum kun arbejder fra 7.30-15.30 hver dag. Han lukrerer på at du er hjemme.

Betal jer fra rengøring- hvis pengene er til det.

Få en parterapeut.

Lad far gøre “hovedrent” i weekenden eller bed ham om at lave mad der kan varmes op i løbet af ugen. 

fu skal signalere fortvivlelse men ikke surhed. Du får intet igennem via surhed.

Som udgangspunkt, nej - jeg går ikke rundt og er sur på min mand.

Men det er du, og det kan jeg egentlig godt forstå, for I har jo indrettet tilværelsen og familielivet på en måde, som ikke fungerer for jer. Det kan alverdens forventningsafstemninger ikke løse, hvis sagens kerne er, at den nuværende fordeling af arbejde, hjem og børn slider jer begge eller blot den ene af jer i stykker. Og selvfølgelig er der alternativer, hvis situationen er gal nok. Hvad skal I bruge job, bolig eller sommerferier til, hvis ægteskab og helbred ryger i svinget?

Din mand må ned i tid, deltage derhjemme i et ligeværdigt familieliv drevet af to ligeværdige voksne, og så må I gå all in på at du bliver rask igen.  

Før I har set jer om, er jeres børns barndom forbi og I glemte at leve det familieliv, som gjorde jer lykkelige.

PS: Overvej at fortæl ham, at det hverken er intellektuelt eller sexet at ville diskutere Foucault over aftensmaden, samtidig med ens partner er ved at gå i opløsning - det er faktisk bare kikset og uden situationsfornemmelse. 

Jeg tænker også i ikke bare skal forventningsafstemme, men finde løsninger som i begge kan være i.

Samtidigt tænker jeg også at du er nød til at forventningsafstemme med dig selv - er det vigtigt at børnene får korte dage alle dage - eller kunne din mand på skift hente et af dem eller måske dem begge nogle dage - du kunne evt. aflevere lidt sent, hvis det virkeligt piner dig med meget lange dage. Og hvorfor kan han ikke tage en fridag eller to og hjælpe med indkøringen for det lyder ikke nemt at skulle køre to børn ind.

Skal alting i huset været ordnet eller er det ok at de hylder først bliver sat op om en måned når i har overskud - kunne den stå på rugbrødder eller take away - kunne i få varer leveret fra et af netsupermarkederne - så indkøb foregik i sofaen med en kop kaffe - eller hvad der nu ellers kan gøres nemmere.

Og så tænker jeg du skal finde noget som er dit - der hvor du kan bruge dig og evt. dit intellekt eller din krop eller din kreativitet eller hvad du ellers savner at bruge - på noget du nyder - så du også kan komme ud og føle dig optanket og måske udfordret og have lyst til at snakke om andet end alle de praktiske gøremål som hænger dig langt ud af halsen. Om det er at læse en god bog en halv time hver dag, løbe en tur i skoven, tage et kursus på folkeuniversitetet eller gå i biografen eller mødes med veninder - det er fuldstændigt lige meget - men det skal være noget du gør ene og alene fordi du har lyst til det.

Jeg ville gå fuldstændigt i spåner, hvis jeg endte som ufriviligt hjemmegående (også uden at have en fødselsdepression eller andet oveni) simpelthen fordi jeg ikke trives som den praktiske hjemmegående husmor.

Jeg kan sagtens synes det er vildt uretfærdigt, men aldrig om jeg ville bytte.

Jeg har en masse oplevelser med børnene og ser dem vokse op som den næreste. Jeg elsker det.

Ja opvask, tøjvask osv kan hænge en langt ud af halsen, og jeg misunder al hans enetid, men ville dælme ikke bytte

Hvor er der mange gode pointer i det her indlæg! 

Og jeg vil vare sige ja for fanden jeg bliver sur på min mand. Over at han "har et liv". Vi har selv valgt fordelingen herhjemme og jeg er hjemmegående, fordi det passer bedst sammen nu. Men i guder! Hvor var jeg længe ved at gå i spåner. Han var også meget af sted (5.30 til 16.30) ikke fordi han arbejdede meget men pga transport. Ikke et job han elskede. Men det var et job og han passede det og det gav os penge til tag over hovedet og mad på bordet. Han passede jobbet fordi der var ikke andet (han søgte i næsten 1,5 år før han fik tilbudt ny stilling med mindre transport. Og ironisk nok længere arbejdsdage. Men nu er han væk 6-16/16.30 så på bundlinjen er det bedre)

Nå men han ville rigtig gerne tale storpolitik. Og politik generelt. Nyheder og verdenssituationen. Filosofi. Og se film sammen. Alt muligt som vi før gjorde. Og jeg gad bare ikke! Efter lang tids analyse kom jeg fremt til at det handlede om at jeg var brugt. Jeg er på hele døgnet og klarer langt det meste herhjemme. Jeg har aldrig "fred". Ikke at mine børns selskab irriterer mig. Men jeg kan ikke bare sætte mig ned og trække antennerne til mig og holde pause. Jeg er nød til at være obs på alt i min omverden. Jeg havde en depressione efter første barn og da var den følelse 20x værre end normalt. Med konstant stimuli og "stå til rådighed" blev det bare en ekstra belastning at høre min mand snakke som om, ja at intet havde ændret sig? Jeg havde brug for ro for at få aflastning. Brug for ikke at skulle være noget for nogen. Ikke engang samtalepartner. Og hans aflastning bestod i at gøre noget og snakke om noget som HAN havde lyst til. Fordi han havde brugt en hel arbejdsdag på at gøre som chefen sagde, selvom chefen var en torsk. Så vore nervesystemer og behov kolliderede simpelthen der.

Jeg satte mig ned og overvejde hvad ville gøre mig glad her og nu. Og kom frem til at jeg dels hVde brug for at bruge min faglighed og dels havde brug for nogeget tid kun for mig selv. Så jeg har fundet noget relevant frivilligt arbejde få timer om ugen og jeg syrker sport. De ting er noget jeg udelukkende gør fordi jeg har lyst.  Og det har givet mig mere overskud til at gå ind k snakke om politik og filosofi. Fordo jeg har enegi at bruge på det. Før var det bare "endnu en pligt" at snakke om de ting han snakkede om. Men nu kan jeg selv komme til at starte disse samtaler  denne udvikling vil jeg lige sige har taget over to år.