Grænseoverskridende bekendtskab

Jeg kender en kvinde, der bor længere nede ad gaden. Hun er noget ældre end os, først i 60’erne, og “semi-kendt” som forfatter til nogle bøger om psykologiske emner. Altså velbegavet og, skulle man tro, klog på mennesker. 
Vi har ikke haft så meget med hinanden at gøre, men de sidste år har vi dog drukket kaffe sammen et par gange, og jeg har hjulpet hende med at reklamere for hendes bøger og nogle kurser. Det er gået op for mig, at jeg faktisk ikke bryder mig spor om hende, og at hun bevidst eller ubevidst “bruger” andre til at opnå noget. Det viser sig gang på gang, at hun rager uklar med andre, og så fortæller hun, hvordan den ene efter den anden har trukket sig fra samarbejde med hende, fordi han/hun var psykopat/ustabil/kun tænkte på sig selv osv. 

Jeg tager aldrig selv kontakt til hende og havde håbet, vores kontakt ville glide ud, men hun kommer med jævne mellemrum uopfordret forbi. Min mand ser rødt bare ved synet af hende, og jeg har prøvet at være tolerant, men er ved at have det ligesom ham. Jeg kan bare ikke finde ud af at sige fra og synes, det er lige voldsomt nok at bede hende holde sig væk. 
Nogle eksempler på, hvad jeg oplever grænseoverskridende: 

Vores hus ligger ud til gaden, fordøren ligeså. Hun går konsekvent om på bagsiden, lukker sig ind igennem lågen og står så på terrassen/i haven lige pludselig, hvorefter hun banker på bagdøren. Vi har soveværelse og går ofte uden tøj på igennem den del af huset, og det er virkelig underligt pludselig at opdage hende dér i haven.

Der kan gå et par måneder, uden at hun tager kontakt (meget fint med os). Så sms’er hun pludselig, om hun ikke må låne vores bil en hel dag. Engang så jeg hende gå ned i vores indkørsel og så gå derfra igen uden at give sig til kende. Det undrede mig indtil næste dag, hvor hun i en sms spurgte, om de måtte låne vores trailer. Så hun har lige været inde og tjekke, at vi havde en trailer, og at den var hjemme. 

Jeg havde det meget, meget skidt en sommer - havde en regulær depression og var virkelig dårlig. Hun kom ind i haven en aften og insisterede på at stille sig bag mig og røre ved nogle særlige punkter på mit baghoved, mens hun sagde nogle beroligende ord i 8-10 minutter. Det var velment, men jeg oplevede, at hun slet ikke tjekkede, om det var ok med mig, og jeg slappede ikke spor af undervejs. 

Nu er det blevet sådan, at jeg bliver irriteret, bare jeg ser hendes mange opslag i facebookgruppen for vores by - altid, altid med en selfie, om hun så efterlyser flyttekasser eller et lift eller gør reklame for et foredrag. Så smålig kan jeg ikke lide at være. 

Jeg er altid fortaler for at sige tingene rent ud, men kan slet ikke få mig selv til at markere mine grænser over for hende - og så kan hun jo ikke vide, at hun overskrider dem. 
Hvordan markerer man sig tydeligt over for én, der ikke har situationsfornemmelse, uden at blive grov? 

Mor og meget mere skriver:

Jeg kender en kvinde, der bor længere nede ad gaden. Hun er noget ældre end os, først i 60’erne, og “semi-kendt” som forfatter til nogle bøger om psykologiske emner. Altså velbegavet og, skulle man tro, klog på mennesker. 
Vi har ikke haft så meget med hinanden at gøre, men de sidste år har vi dog drukket kaffe sammen et par gange, og jeg har hjulpet hende med at reklamere for hendes bøger og nogle kurser. Det er gået op for mig, at jeg faktisk ikke bryder mig spor om hende, og at hun bevidst eller ubevidst “bruger” andre til at opnå noget. Det viser sig gang på gang, at hun rager uklar med andre, og så fortæller hun, hvordan den ene efter den anden har trukket sig fra samarbejde med hende, fordi han/hun var psykopat/ustabil/kun tænkte på sig selv osv. 

Jeg tager aldrig selv kontakt til hende og havde håbet, vores kontakt ville glide ud, men hun kommer med jævne mellemrum uopfordret forbi. Min mand ser rødt bare ved synet af hende, og jeg har prøvet at være tolerant, men er ved at have det ligesom ham. Jeg kan bare ikke finde ud af at sige fra og synes, det er lige voldsomt nok at bede hende holde sig væk. 
Nogle eksempler på, hvad jeg oplever grænseoverskridende: 

Vores hus ligger ud til gaden, fordøren ligeså. Hun går konsekvent om på bagsiden, lukker sig ind igennem lågen og står så på terrassen/i haven lige pludselig, hvorefter hun banker på bagdøren. Vi har soveværelse og går ofte uden tøj på igennem den del af huset, og det er virkelig underligt pludselig at opdage hende dér i haven.

Der kan gå et par måneder, uden at hun tager kontakt (meget fint med os). Så sms’er hun pludselig, om hun ikke må låne vores bil en hel dag. Engang så jeg hende gå ned i vores indkørsel og så gå derfra igen uden at give sig til kende. Det undrede mig indtil næste dag, hvor hun i en sms spurgte, om de måtte låne vores trailer. Så hun har lige været inde og tjekke, at vi havde en trailer, og at den var hjemme. 

Jeg havde det meget, meget skidt en sommer - havde en regulær depression og var virkelig dårlig. Hun kom ind i haven en aften og insisterede på at stille sig bag mig og røre ved nogle særlige punkter på mit baghoved, mens hun sagde nogle beroligende ord i 8-10 minutter. Det var velment, men jeg oplevede, at hun slet ikke tjekkede, om det var ok med mig, og jeg slappede ikke spor af undervejs. 

Nu er det blevet sådan, at jeg bliver irriteret, bare jeg ser hendes mange opslag i facebookgruppen for vores by - altid, altid med en selfie, om hun så efterlyser flyttekasser eller et lift eller gør reklame for et foredrag. Så smålig kan jeg ikke lide at være. 

Jeg er altid fortaler for at sige tingene rent ud, men kan slet ikke få mig selv til at markere mine grænser over for hende - og så kan hun jo ikke vide, at hun overskrider dem. 
Hvordan markerer man sig tydeligt over for én, der ikke har situationsfornemmelse, uden at blive grov? 

Du starter ét sted, nemlig ved hoveddøren: ‘Susanne, du må gerne komme forbi til kaffe, men jeg vil gerne have, at du lige ringer eller skriver først - og så er det vigtigt for mig, at du bruger hoveddøren. Jeg kan ikke lide, at der pludselig står gæster på terrassen.’ I en enkel høflig sætning markerer du flere grænser. Og så er du i gang med grænsesætning! Du får markeret, at I ikke er så nære, at hun bare kan komme forbi OG I er slet ikke så nære, at hun ikke skal bruge hoveddøren. 
Hvornår har hun sidst været forbi? Er det for nyligt? Så kan du jo sende en tak-for-sidst-sms med lidt ‘regler’ for hendes næste besøg. 

Abracadabra skriver:

Du starter ét sted, nemlig ved hoveddøren: ‘Susanne, du må gerne komme forbi til kaffe, men jeg vil gerne have, at du lige ringer eller skriver først - og så er det vigtigt for mig, at du bruger hoveddøren. Jeg kan ikke lide, at der pludselig står gæster på terrassen.’ I en enkel høflig sætning markerer du flere grænser. Og så er du i gang med grænsesætning! Du får markeret, at I ikke er så nære, at hun bare kan komme forbi OG I er slet ikke så nære, at hun ikke skal bruge hoveddøren. 
Hvornår har hun sidst været forbi? Er det for nyligt? Så kan du jo sende en tak-for-sidst-sms med lidt ‘regler’ for hendes næste besøg. 

Egentlig meget enig, men skal sådan en som hende ikke have budskabet serveret direkte i situationen? Jeg ved sgu ikke om hun vil have selvrefleksion nok til at en sms på bagkant vil have nogen effekt. Det lyder som om hun har nogle seriøse udfordringer omkring andre menneskers intimsfære.

Sæt en form for lås på jeres havelåge, så hun ik bare ka gå om i jeres have. Og hvis hun så selv vælger at kommentere på det, siger du bare at i ik vil have ubudne gæster i jeres have og det samme gælder forøvrigt også i jeres carport. 

Sådan en som hende bruger folk, indtil hun får at vide, at man ik vil finde sig i deres grænseoverskridende adfærd længer. 

Og hvis du normalt ka sige fra overfor folk, må du hanke op i dig selv og høre det overfor hende også, for ellers forstår hun det ik og vil heller ik ha en chance for at ændre det. 

Tænker ik i behøver, at være bekymret for hva hun ka finde på at sige om jeg, til andre, for de har nok hørt det hele gør, bare om andre. 

Blokere hende på fb, så i ik ka se hendes opslag, hvis de er så trælse, og ellers vælg at træk på skulderne over opslagene, hvid de alligevel ik er relavante for jer. Negativ energi brugt, kommer aldrig positivt tilbage, så sig pyt og blader videre. Vh Stine 

Hun vil sikkert trække den ligeså længe som du lader hende. Dvs du er nødt til at sige det direkte uden omsvøb så hun ikke kan vælge at “overhøre budskabet”. Det du er nødt til at gøre op m dig selv og acceptere er, at hun ikke vil kunne lide dig bagefter - altså at et menneske ikke bryder sig om en. Det kan være angstprovokerende og ubehageligt. Men jeg tror ikke på du finder en mellemvej. Det er enten eller og du ville ikke bibeholde det som det er nu vel ? Sig til dig selv, hun “giver mig intet” og jeg har ikke brug for hendes venskab, så der er intet at miste eller være bange for. Og ja, hvis hun vælger at snakke om dig so what - igen skal du acceptere at ikke alle mennesker behøver kunne lide en. Det kan de vigtigste mennesker og bare at du føler du selv er det menneske, du ønsker være. 

Svarer lige samlet - tak for gode råd  Det gør måske allerstørst indtryk på mig, at I alle kan se, hun virkelig går over grænserne. Jeg har været sådan i tvivl, om vi bare var ved at være sure, gamle ligusterfascister. 
Nu må jeg markere mig, bedre sent end aldrig. 

Jeg kan ikke skrive andet end det, der er skrevet, men vil alligevel smide en sympati besked. Hvor er det bare ubehageligt, det du oplever fra hende og må da give en følelse af at være fanget i eget hjem, når hun sådan pludselig står i baghaven eller uinviteret tjekker om jeres trailer er hjemme. Hvor er det godt, at du siger fra bedre sent end aldrig. Jeg har det med at se røde lamper, når folk beskriver deres konflikter med andre mennesker, som hun gør (underforstået, det er altid de andres fejl, og rager de uklar med hende må de helt klart fejle noget psykisk)