At blive og kæmpe vs skilsmisse

Min mave snor sig sammen og gør ondt, mens en let kvalme trænger sig på. Sådan har jeg det lige nu og har haft det i længe - alt for længe. 
Jeg lever i et ulykkeligt forhold hvor vi elsker hinanden højt, men ikke længere er gode for hinanden. Vi skændes, bidder af hinanden, sex føles ikke længere som en pligt, men som et overgreb når det en sjælden gang imellem sker og hans frustration over det og vores forhold er han begyndt at lade gå udover over børnene. 
Vi har været sammen i fire år - jeg har en pige fra et tidligere forhold og sammen har vi en pige på 2 år. Var det ikke for børnene var jeg gået for længst. 
Vi har prøvet parterapi uden den store virkning og jeg har krævet at vi skal det igen, men for hvilken nytte egentligt. 
Selvom I umuligt kan svare, så må nogen af jer have stået i en skilsmisse, hvor I skulle tage et valg om at blive eller at gå og måske kan I vejlede mig lidt. Hvornår var nok nok for jer og hvad fanden gør jeg lige? Bliver jeg i forholdet for børnenes skyld eller er forholdet så giftigt at det er bedre at gå? Jeg ved det ikke - jeg ved ingenting mere. Jeg er bare bundhamrende ulykkelig. Hjælp! 

Altså jeg tænker aldrig, at man ska blive i et dårligt forhold for børnenes skyld.

Og hvis du gerne vil give det en chance mere, er terapi nok en rigtig god ide, men for at det ska virke, er begge parter jo mød til at ville det 100 procent. 

At se livet ik fungere, ka i også gøre noget ved. Seksuloger ka nok hjælpe her. Og helt ærlig, tror jeg at de fleste mænd, ville blive kede af det og frustreret, hvis sex med kvinden elsker, føltes som et overgreb. 

Om du ska blive eller gå, er altid et svært valg og andre ka nok desværre ik, hjælpe dig ret meget med den beslutning. Vh Stine