Kognition

Jeg skriver herinde da jeg godt kunne  bruge et syn på min situation udefra.. Jeg tror mine kognitive evner og mit ''overskud'' er en del lavere end andre unge.

Jeg er en ung kvinde (23) som er meget sensitiv og foretrækker at være i mit eget selskab. Det har jeg altid gjort, og jeg har ikke nogen veninder.. Fordi jeg ikke kan overskue det, og fordi jeg aldrig har følt mig ''normal'' som de andre. Min ægtefælle er egentlig den eneste som jeg kan betro mig til. Når jeg har noget på hjertet. Så synes jeg bare det er nemmest at være mig selv.  Jeg elsker min datter og finder glæde i vores mange timer sammen. (når hun er hjemme fra dagpleje) Hun er en glad og begavet pige

Vi bor i en by på 2. år, men vi har ikke nogen relationer her, og det er ikke lykkedes os at få et netværk. 

Jeg studerer til dagligt, men det er det eneste jeg har i mit liv. Mine medstuderende farer rundt på job, hvor at jeg ikke kan overskue det.  Jeg synes det er rigeligt med at have barn, studie, et hjem jeg skal tage mig af alene for det meste. Og min træning. Jeg er på SU og det er hårdt, men det går lige.  

Min mand er en travl mand, der har store ambitioner og store armbevægelser. Han har sit netværk via sine hobbyer. Jeg er ofte alene med vores datter på 20 mdr. Han har ikke overskud til at hjælpe med de huslige pligter, så jeg tager mig pt. af alt i husholdningen. Rengøring osv. Jeg er bare irriteret på mig selv, at jeg ikke kan overskue flere ting. Men det kan jeg ikke  Jeg bliver faktisk lidt stresset og føler mindreværd når jeg kan se hvor dygtig min mand er. Med alle de bolde han jonglerer med. Men jeg er bare en sølle taber. Han har flere gange rykket for om jeg ikke skal få et job ved siden af studiet, hvor at jeg faktisk ikke har lyst til det.

Jeg mistænker mig selv for at have vanskeligheder.

Min lille bror  på 18 er blevet udredt for autisme og test med psykologer viser  at han er  retarderet og ikke alders tilsvarende. 

Jeg er bange for at jeg også har nogle træk af autisme. 

Jeg læser til sygeplejerske, men jeg er også i tvivl om jeg kan klare presset på arbejdet. Flere gange har jeg af kliniske vejledere hørt at jeg ikke er god til at holde overblik, at jeg er mentalt fraværende osv. Men jeg har fortsættet på studiet selvom at jeg føler det muligvis ikke passer til mig og mine udfordringer med ikke at kunne overskue så meget pres. Faget interesserer mig, men i virkeligheden så er jeg ikke god til at holde styr på 1000 ting. Derfor overvejer jeg studieskift. 

Jeg skal til lægen den 24. fordi jeg tænker jeg muligvis er ved at få en depression. Jeg føler mig ikke god nok til denne verden. Jeg får det faktisk skidt af at være sammen med andre kvinder, at se andre kvinder med deres barnevogne og børn.  Jeg finder ingen glæde i det, da jeg bliver mindet om at jeg ikke kan overskue 1000 ting i mit hovede. Jeg foretrækker at være alene generelt, da jeg ellers samligner mig med andre.

Jeg tænker hvorfor kan jeg ikke bare have det normalt, men sandheden er at jeg knokler med mit studie og med al den udenadslære der er. Det er spændende, men jeg tænker også det kan være at dette studie slet ikke er det rette for mig.

Jeg tænker der er flere ting du kan gøre.

Primært af alt skal ham manden selvfølgelig noget mere på banen. I har et barn så selvfølgelig skal han ikke bare fyre den af med sine store armbevægelser og lade dig om alt det sure. Og så oven i købet hentyde at du bør finde et studiejob.

Hvis du synes faget er spændende, så tænker jeg ikke nødvendigvis du skal skifte. Men du skal naturligvis ikke holde styr på 1000 ting i hovedet - hvem kan overhovet det? Du kan prøve finde en måde at strukturere de ting, som du føler er overvældende. Om det så er at føre en detaljeret kalender, to-do lister, skrive alt ned i noter eller whatever. 

Det er ikke et must at have et studiejob når man også har et lille barn. Men på sigt kan det jo godt være det kan give dig noget værdi i hverdagen. 

Anonym skriver:

Jeg skriver herinde da jeg godt kunne  bruge et syn på min situation udefra.. Jeg tror mine kognitive evner og mit ''overskud'' er en del lavere end andre unge.

 

Jeg er en ung kvinde (23) som er meget sensitiv og foretrækker at være i mit eget selskab. Det har jeg altid gjort, og jeg har ikke nogen veninder.. Fordi jeg ikke kan overskue det, og fordi jeg aldrig har følt mig ''normal'' som de andre. Min ægtefælle er egentlig den eneste som jeg kan betro mig til. Når jeg har noget på hjertet. Så synes jeg bare det er nemmest at være mig selv.  Jeg elsker min datter og finder glæde i vores mange timer sammen. (når hun er hjemme fra dagpleje) Hun er en glad og begavet pige

Vi bor i en by på 2. år, men vi har ikke nogen relationer her, og det er ikke lykkedes os at få et netværk. 

Jeg studerer til dagligt, men det er det eneste jeg har i mit liv. Mine medstuderende farer rundt på job, hvor at jeg ikke kan overskue det.  Jeg synes det er rigeligt med at have barn, studie, et hjem jeg skal tage mig af alene for det meste. Og min træning. Jeg er på SU og det er hårdt, men det går lige.  

Min mand er en travl mand, der har store ambitioner og store armbevægelser. Han har sit netværk via sine hobbyer. Jeg er ofte alene med vores datter på 20 mdr. Han har ikke overskud til at hjælpe med de huslige pligter, så jeg tager mig pt. af alt i husholdningen. Rengøring osv. Jeg er bare irriteret på mig selv, at jeg ikke kan overskue flere ting. Men det kan jeg ikke  Jeg bliver faktisk lidt stresset og føler mindreværd når jeg kan se hvor dygtig min mand er. Med alle de bolde han jonglerer med. Men jeg er bare en sølle taber. Han har flere gange rykket for om jeg ikke skal få et job ved siden af studiet, hvor at jeg faktisk ikke har lyst til det.

Jeg mistænker mig selv for at have vanskeligheder.

Min lille bror  på 18 er blevet udredt for autisme og test med psykologer viser  at han er  retarderet og ikke alders tilsvarende. 

Jeg er bange for at jeg også har nogle træk af autisme. 

Jeg læser til sygeplejerske, men jeg er også i tvivl om jeg kan klare presset på arbejdet. Flere gange har jeg af kliniske vejledere hørt at jeg ikke er god til at holde overblik, at jeg er mentalt fraværende osv. Men jeg har fortsættet på studiet selvom at jeg føler det muligvis ikke passer til mig og mine udfordringer med ikke at kunne overskue så meget pres. Faget interesserer mig, men i virkeligheden så er jeg ikke god til at holde styr på 1000 ting. Derfor overvejer jeg studieskift. 

Jeg skal til lægen den 24. fordi jeg tænker jeg muligvis er ved at få en depression. Jeg føler mig ikke god nok til denne verden. Jeg får det faktisk skidt af at være sammen med andre kvinder, at se andre kvinder med deres barnevogne og børn.  Jeg finder ingen glæde i det, da jeg bliver mindet om at jeg ikke kan overskue 1000 ting i mit hovede. Jeg foretrækker at være alene generelt, da jeg ellers samligner mig med andre.

Jeg tænker hvorfor kan jeg ikke bare have det normalt, men sandheden er at jeg knokler med mit studie og med al den udenadslære der er. Det er spændende, men jeg tænker også det kan være at dette studie slet ikke er det rette for mig.

 

 

Jeg synes ikke det virker som om der er alt muligt galt med dig. 
Du passer sygeplejestudie, som er krævende, barn og husholdning, hvor meget mere tænker du er forventeligt af dig? 

Jeg er faktisk det stik modsatte af dig, jeg knokler med en milliard ting fordi jeg elsker der er knald på og jeg har et overskud af den anden verden, min veninde hader mig for det, fordi hun føler som du. Hun har ikke overskud til halvdelen af det jeg foretager mig, men jeg ser hende virkelig ikke som svag, uduelig eller andet, hun er som hun er og hun gør det der passer til hende. Og jeg gør det der passer til mig. 

Jeg tror du skal prøve at slappe af og prøve at lade være med at tænke på hvad andre gør eller tænker, du skal gøre det DU kan klare og har lyst til. Du er dig og det er der ingen skam i. Vi er alle forskellige og det er der altså plads til. 

Anonym skriver:

Jeg skriver herinde da jeg godt kunne  bruge et syn på min situation udefra.. Jeg tror mine kognitive evner og mit ''overskud'' er en del lavere end andre unge.

 

Jeg er en ung kvinde (23) som er meget sensitiv og foretrækker at være i mit eget selskab. Det har jeg altid gjort, og jeg har ikke nogen veninder.. Fordi jeg ikke kan overskue det, og fordi jeg aldrig har følt mig ''normal'' som de andre. Min ægtefælle er egentlig den eneste som jeg kan betro mig til. Når jeg har noget på hjertet. Så synes jeg bare det er nemmest at være mig selv.  Jeg elsker min datter og finder glæde i vores mange timer sammen. (når hun er hjemme fra dagpleje) Hun er en glad og begavet pige

Vi bor i en by på 2. år, men vi har ikke nogen relationer her, og det er ikke lykkedes os at få et netværk. 

Jeg studerer til dagligt, men det er det eneste jeg har i mit liv. Mine medstuderende farer rundt på job, hvor at jeg ikke kan overskue det.  Jeg synes det er rigeligt med at have barn, studie, et hjem jeg skal tage mig af alene for det meste. Og min træning. Jeg er på SU og det er hårdt, men det går lige.  

Min mand er en travl mand, der har store ambitioner og store armbevægelser. Han har sit netværk via sine hobbyer. Jeg er ofte alene med vores datter på 20 mdr. Han har ikke overskud til at hjælpe med de huslige pligter, så jeg tager mig pt. af alt i husholdningen. Rengøring osv. Jeg er bare irriteret på mig selv, at jeg ikke kan overskue flere ting. Men det kan jeg ikke  Jeg bliver faktisk lidt stresset og føler mindreværd når jeg kan se hvor dygtig min mand er. Med alle de bolde han jonglerer med. Men jeg er bare en sølle taber. Han har flere gange rykket for om jeg ikke skal få et job ved siden af studiet, hvor at jeg faktisk ikke har lyst til det.

Jeg mistænker mig selv for at have vanskeligheder.

Min lille bror  på 18 er blevet udredt for autisme og test med psykologer viser  at han er  retarderet og ikke alders tilsvarende. 

Jeg er bange for at jeg også har nogle træk af autisme. 

Jeg læser til sygeplejerske, men jeg er også i tvivl om jeg kan klare presset på arbejdet. Flere gange har jeg af kliniske vejledere hørt at jeg ikke er god til at holde overblik, at jeg er mentalt fraværende osv. Men jeg har fortsættet på studiet selvom at jeg føler det muligvis ikke passer til mig og mine udfordringer med ikke at kunne overskue så meget pres. Faget interesserer mig, men i virkeligheden så er jeg ikke god til at holde styr på 1000 ting. Derfor overvejer jeg studieskift. 

Jeg skal til lægen den 24. fordi jeg tænker jeg muligvis er ved at få en depression. Jeg føler mig ikke god nok til denne verden. Jeg får det faktisk skidt af at være sammen med andre kvinder, at se andre kvinder med deres barnevogne og børn.  Jeg finder ingen glæde i det, da jeg bliver mindet om at jeg ikke kan overskue 1000 ting i mit hovede. Jeg foretrækker at være alene generelt, da jeg ellers samligner mig med andre.

Jeg tænker hvorfor kan jeg ikke bare have det normalt, men sandheden er at jeg knokler med mit studie og med al den udenadslære der er. Det er spændende, men jeg tænker også det kan være at dette studie slet ikke er det rette for mig.

 

 

Du skal snakke med din mand, og han skal på banen. Det er ikke fair at du står med det hele, studie, hus og barn. 

Hej.

Jeg synes som de andre, at det lyder som om det du kan overskue er ret normalt. Hus, barn, studie - det lyder da rigtig fint og normalt.

I forhold til at skifte studie, så synes jeg du skal huske på, at sygeplejersker er ansat i mange forskellige stillinger. Du behøver jo ikke få job på en meget stresset afdeling på et sygehus. Måske kan du blive ansat i en lægepraksis eller noget andet, hvor der er mere ro på... hvis du synes studiet er spændende og er glad for det, så skal du ikke skifte - synes jeg.

Det kan jo godt være, at din hjerne fungerer lidt anderledes end gennemsnittet, men det er der nok ikke så meget at gøre ved. Du bliver nok nødt til at forsøge at acceptere dig selv som du er. Hvis du bliver undersøgt, kan det godt være, du kan få nogle svar på, hvorfor du føler dig anderledes. Men det kan også være, du ikke gør. Ligegyldig hvad bliver du jo ved med at være dig.  Så du skal nok spørge dig selv, om det gør en forskel at få de svar. 

Du skal ikke leve op til andres forventninger til, hvor meget overskud du skal have. Hvis du gerne vil have en større omgangskreds, så kan det være du skal finde noget at gå til, som giver dig glæde. Jeg går fx til kor, men det kan være det er en strikkeklub eller noget sport. Men du skal ikke gøre det, fordi du synes alle andre gør det. Du skal gøre det, fordi du selv har lyst.

Jeg tror, det hele handler rigtig meget om at acceptere sig selv som man er. Og finde ud af hvad man selv har lyst til, og ikke kigge så meget på hvad andre kan eller hvad andre forventer. Det gælder jo dybest set bare om at være mere glad end trist, så har man et godt liv, tænker jeg... 

Jeg er ligesom dig, og nogle tænker jeg også, Wow - hvordan kan andre overskue SÅ meget? 

Men har bare indset at sådan er jeg bare ikke, og så lever jeg efter det. Jeg kan også fornemme mine børn er ligeledes, så vi indretter os efter det  

du lyder ganske normal. Vi kan ikke alle have fart over feltet hele tiden (selvom man ville ønske man havde overskuddet til det)

Lad være med at banke dig selv i hovedet over det. 

Anonym skriver:

Jeg skriver herinde da jeg godt kunne  bruge et syn på min situation udefra.. Jeg tror mine kognitive evner og mit ''overskud'' er en del lavere end andre unge.

 

Jeg er en ung kvinde (23) som er meget sensitiv og foretrækker at være i mit eget selskab. Det har jeg altid gjort, og jeg har ikke nogen veninder.. Fordi jeg ikke kan overskue det, og fordi jeg aldrig har følt mig ''normal'' som de andre. Min ægtefælle er egentlig den eneste som jeg kan betro mig til. Når jeg har noget på hjertet. Så synes jeg bare det er nemmest at være mig selv.  Jeg elsker min datter og finder glæde i vores mange timer sammen. (når hun er hjemme fra dagpleje) Hun er en glad og begavet pige

Vi bor i en by på 2. år, men vi har ikke nogen relationer her, og det er ikke lykkedes os at få et netværk. 

Jeg studerer til dagligt, men det er det eneste jeg har i mit liv. Mine medstuderende farer rundt på job, hvor at jeg ikke kan overskue det.  Jeg synes det er rigeligt med at have barn, studie, et hjem jeg skal tage mig af alene for det meste. Og min træning. Jeg er på SU og det er hårdt, men det går lige.  

Min mand er en travl mand, der har store ambitioner og store armbevægelser. Han har sit netværk via sine hobbyer. Jeg er ofte alene med vores datter på 20 mdr. Han har ikke overskud til at hjælpe med de huslige pligter, så jeg tager mig pt. af alt i husholdningen. Rengøring osv. Jeg er bare irriteret på mig selv, at jeg ikke kan overskue flere ting. Men det kan jeg ikke  Jeg bliver faktisk lidt stresset og føler mindreværd når jeg kan se hvor dygtig min mand er. Med alle de bolde han jonglerer med. Men jeg er bare en sølle taber. Han har flere gange rykket for om jeg ikke skal få et job ved siden af studiet, hvor at jeg faktisk ikke har lyst til det.

Jeg mistænker mig selv for at have vanskeligheder.

Min lille bror  på 18 er blevet udredt for autisme og test med psykologer viser  at han er  retarderet og ikke alders tilsvarende. 

Jeg er bange for at jeg også har nogle træk af autisme. 

Jeg læser til sygeplejerske, men jeg er også i tvivl om jeg kan klare presset på arbejdet. Flere gange har jeg af kliniske vejledere hørt at jeg ikke er god til at holde overblik, at jeg er mentalt fraværende osv. Men jeg har fortsættet på studiet selvom at jeg føler det muligvis ikke passer til mig og mine udfordringer med ikke at kunne overskue så meget pres. Faget interesserer mig, men i virkeligheden så er jeg ikke god til at holde styr på 1000 ting. Derfor overvejer jeg studieskift. 

Jeg skal til lægen den 24. fordi jeg tænker jeg muligvis er ved at få en depression. Jeg føler mig ikke god nok til denne verden. Jeg får det faktisk skidt af at være sammen med andre kvinder, at se andre kvinder med deres barnevogne og børn.  Jeg finder ingen glæde i det, da jeg bliver mindet om at jeg ikke kan overskue 1000 ting i mit hovede. Jeg foretrækker at være alene generelt, da jeg ellers samligner mig med andre.

Jeg tænker hvorfor kan jeg ikke bare have det normalt, men sandheden er at jeg knokler med mit studie og med al den udenadslære der er. Det er spændende, men jeg tænker også det kan være at dette studie slet ikke er det rette for mig.

 

 

Intet galt du er sensitive du tager med IND, og er dårligere at sortere fra -

prøv at tage til psykolog og arbejde på dig selv

hoppede selv fra sygeplejske studiet fordi det var så mega hårdt, og alt der overblik og ansvar man står i selv er sindssyg skræmmende 

Din har det nemt  komme hjem alt er lavet mad, barn og rent wow gade godt det var mig så havde jeg fnme mere overskud i verden 

- Min mands bedste ven er på samme måde kan ikke fordrage han - det han hader mest er mænd der vælger deres mandlig venner fra når de får kærester og børn - Det er fanme nemt for ham han aflevere børnene og laver INTET andet så brokker han sig oveni - han lever singler livet selvom han er gift med 2 børn 

Jeg skriver herinde da jeg godt kunne  bruge et syn på min situation udefra.. Jeg tror mine kognitive evner og mit ''overskud'' er en del lavere end andre unge.

 

Jeg er en ung kvinde (23) som er meget sensitiv og foretrækker at være i mit eget selskab. Det har jeg altid gjort, og jeg har ikke nogen veninder.. Fordi jeg ikke kan overskue det, og fordi jeg aldrig har følt mig ''normal'' som de andre. Min ægtefælle er egentlig den eneste som jeg kan betro mig til. Når jeg har noget på hjertet. Så synes jeg bare det er nemmest at være mig selv.  Jeg elsker min datter og finder glæde i vores mange timer sammen. (når hun er hjemme fra dagpleje) Hun er en glad og begavet pige

Vi bor i en by på 2. år, men vi har ikke nogen relationer her, og det er ikke lykkedes os at få et netværk. 

Jeg studerer til dagligt, men det er det eneste jeg har i mit liv. Mine medstuderende farer rundt på job, hvor at jeg ikke kan overskue det.  Jeg synes det er rigeligt med at have barn, studie, et hjem jeg skal tage mig af alene for det meste. Og min træning. Jeg er på SU og det er hårdt, men det går lige.  

Min mand er en travl mand, der har store ambitioner og store armbevægelser. Han har sit netværk via sine hobbyer. Jeg er ofte alene med vores datter på 20 mdr. Han har ikke overskud til at hjælpe med de huslige pligter, så jeg tager mig pt. af alt i husholdningen. Rengøring osv. Jeg er bare irriteret på mig selv, at jeg ikke kan overskue flere ting. Men det kan jeg ikke  Jeg bliver faktisk lidt stresset og føler mindreværd når jeg kan se hvor dygtig min mand er. Med alle de bolde han jonglerer med. Men jeg er bare en sølle taber. Han har flere gange rykket for om jeg ikke skal få et job ved siden af studiet, hvor at jeg faktisk ikke har lyst til det.

Jeg mistænker mig selv for at have vanskeligheder.

Min lille bror  på 18 er blevet udredt for autisme og test med psykologer viser  at han er  retarderet og ikke alders tilsvarende. 

Jeg er bange for at jeg også har nogle træk af autisme. 

Jeg læser til sygeplejerske, men jeg er også i tvivl om jeg kan klare presset på arbejdet. Flere gange har jeg af kliniske vejledere hørt at jeg ikke er god til at holde overblik, at jeg er mentalt fraværende osv. Men jeg har fortsættet på studiet selvom at jeg føler det muligvis ikke passer til mig og mine udfordringer med ikke at kunne overskue så meget pres. Faget interesserer mig, men i virkeligheden så er jeg ikke god til at holde styr på 1000 ting. Derfor overvejer jeg studieskift. 

Jeg skal til lægen den 24. fordi jeg tænker jeg muligvis er ved at få en depression. Jeg føler mig ikke god nok til denne verden. Jeg får det faktisk skidt af at være sammen med andre kvinder, at se andre kvinder med deres barnevogne og børn.  Jeg finder ingen glæde i det, da jeg bliver mindet om at jeg ikke kan overskue 1000 ting i mit hovede. Jeg foretrækker at være alene generelt, da jeg ellers samligner mig med andre.

Jeg tænker hvorfor kan jeg ikke bare have det normalt, men sandheden er at jeg knokler med mit studie og med al den udenadslære der er. Det er spændende, men jeg tænker også det kan være at dette studie slet ikke er det rette for mig.

 

 

Udover alt det andre har skrevet. Så synes jeg du skal spørge ind til det dine kliniske vejledere pointerer, hvad mener de med, at du ikke er mentalt tilstede fx? Det med overblik, hvad tænke de kunne hjælpe osv. 

Og så tænker jeg, at du kunne tænke over selv, hvad er det ved faget3du finder interessant, er det kontakten med pattienter, omsorgsdelen, den teoretiske viden om forskellige sygdomme eller en blanding. Og så tage fat i en studievejleder på dit studie og få talt det hele igennem. Skal du eventuelt tænke en specialisering?

Jeg skriver det, fordi jeg som lærer nogen gange oplever nogen gå igennem studiet, og når de så står i hverdagen, så var det ikke det. For pædagogikken var interessant, fagene og specialiseringen i dem, men selve det med at stå en klasse med 24 små poder og have det forkromede overblik  i kaos er bare slet ikke dem.... Og det ville jeg have ønsket for dem, at de havde taget en snak med en vejleder.

jeg går faktisk med tanker om ikke at være her mere. fordi jeg føler jeg er ligegyldig som person.

Men det er jeg jo ikke. Jeg tænker helt sikkert det har noget og gøre med at jeg skal acceptere at sådan er jeg bare.

jeg går faktisk med tanker om ikke at være her mere. fordi jeg føler jeg er ligegyldig som person.

Men det er jeg jo ikke. Jeg tænker helt sikkert det har noget og gøre med at jeg skal acceptere at sådan er jeg bare.

Det er godt du tager til lægen og får noget hjælp!  Selvfølgelig er du ikke en ligegyldig person - og jo slet ikke for din lille datter! Jeg tror en psykolog kan hjælpe dig rigtig meget med nogle redskaber til at lære at acceptere dig selv som du er