Frygten for at miste

Hej ��

jeg ville lige høre om det kun er mig der har det sådan her, eller om der er andre der har oplevet det samme eller noget lign.

Havde det ikke sådan i de første 5 måneder efter at vores datter kom til verdenen (hun er lidt over 8 måneder i dag), men pludselig så opstod der den her kæmpe frygt for at der skulle ske hende noget eller at vi dicideret kunne miste hende, nok i takt med af ens kærlighed også bare bliver større og større ❤️

Men det kan være alt fra, tænkt nu hvis jeg overser en genstand hun kan blive kvalt i (hun er jo i den fase hvor alt skal i munden) eller hvad nu hvis jeg overser et glasskår eller lign.

Det er især det med skarpe ting jeg er mega bange for, har endda smidt mine synåle mm. ud, fordi jeg ikke tør risikere noget, men så opstår de næste tanker, hvad nu hvis jeg har haft tabt en på et tidspunkt? og hvad nu hvis den har haft sat sig fast i noget tøj eller lign. Kan man overhovedet støvsuge sådan en op eller kan den så ligge i noget tøj eller måske vaskemaskinen og gemme sig ��

hader mig selv for overhovedet og have haft nåle i huset, så jeg netop ikke skulle have denne bekymring den dag i dag..er ikke bange for at hun kommer til at sluge en, men mere hvis hun nu stikker sig på den.. 

har dertil fået et enormt rengøringsbehov og kan blive helt hys på manden, hvis han glemmer og pakke en skrue eller lign. Væk (heldigvis er han tålmodig med mig ��)

har haft overvejet en psykolog, for vil jo bare gerne nyde min datter i stedet for at skulle bekymre mig, men han/hun kan jo selvfølgelig ikke sige til mig om der ligger en nål et sted i vaskemaskinen eller ej ��

• Men har i oplevet frygt på nogen måde efter i blev mødre? Og hvordan slap i evt. Af med den igen?

Hmmm. Nej.. det har jeg faktisk ikke.. 

Men jeg tænker det er et tankemønster du skal have brudt. Det må være enormt stressende at have det sådan 

Jeg tænker helt sikkert en psykolog kan hjælpe. Du skal jo ikke overbevises om at der ikke er en nål i vaskemaskinen, du skal overbevises om at det er fløjtende ligegyldigt om der er. 

Jeg kan godt relaterer. Min datter en næsten halvanden og jeg har problemer med at køre under motorvejsbroer, for jeg kan slet ikke holde ud at tænke på om der kunne være nogen der smed noget ned. Jeg kan ikke flytte en gryde fra komfuret til spisebordet, med mindre hun sidder i hendes stol, så jeg er helt sikker på at jeg ikke kommer til at snuble og tabe en varm gryde ned over hende. Hun kan ikke være i køkkenet når jeg tømmer opvaskemaskine, for hvad nu hvis jeg kom til at tabe en kniv osv.

Alle de her ting fylder mindre nu, end det gjorde for et halvt år siden, men ligger stadig i baghovedet og hvis jeg kan undgå de situationer der giver mig ondt i maven, så gør jeg det! 
Hvis du synes det hæmmer dig eller virker meget irrationel for dig, så synes jeg du skal tale med din læge, for det er vel en slags angst...?

Hmm.. nej.. selvom alle forældre formentlig kender frygten for, at der skal tilstøde deres børn noget frygteligt, så må jeg indrømme at jeg ikke genkender dine tanker. Og at jeg umiddelbart tænker, at de rækker ud over det “almindelige” og at du derfor skal overveje at få hjælp til at tackle det. For det lyder virkelig hårdt at have det sådan. Og som en anden skriver - det handler jo ikke om at du skal have hjælp til at sikre dit barn imod enhver tænkelig fare - men om at du skal kunne leve er helt almindeligt liv med et forhold til at nogle ting potentielt kan være farlige, men at det hele går alligevel...

Hmmm. Nej.. det har jeg faktisk ikke.. 

Men jeg tænker det er et tankemønster du skal have brudt. Det må være enormt stressende at have det sådan 

Det er det helt klart også, jeg er i hvert fald træt af at det skal overskygge mange andre ting.. tak  heldigvis er manden tålmodig, men det dræner en på den helt forkerte måde

Birthdaybaby skriver:

Jeg tænker helt sikkert en psykolog kan hjælpe. Du skal jo ikke overbevises om at der ikke er en nål i vaskemaskinen, du skal overbevises om at det er fløjtende ligegyldigt om der er. 

Ja jeg ved det  kunne bare være rart hvis man kunne høre fra andre der havde haft andre eller lign. Problemer og hvad der så hjalp dem..

selvfølgelig skal de ikke overbevise mig om at der ikke er en nål i vaskemaskinen, men hvis der var, ville det i mit hoved ikke være ligegyldigt, da jeg så ville være bange for at den kunne sætte dig i noget af hendes tøj ved næste vask ��

overvejer dog også og få hjælp 

Anonym skriver:

Jeg kan godt relaterer. Min datter en næsten halvanden og jeg har problemer med at køre under motorvejsbroer, for jeg kan slet ikke holde ud at tænke på om der kunne være nogen der smed noget ned. Jeg kan ikke flytte en gryde fra komfuret til spisebordet, med mindre hun sidder i hendes stol, så jeg er helt sikker på at jeg ikke kommer til at snuble og tabe en varm gryde ned over hende. Hun kan ikke være i køkkenet når jeg tømmer opvaskemaskine, for hvad nu hvis jeg kom til at tabe en kniv osv.

Alle de her ting fylder mindre nu, end det gjorde for et halvt år siden, men ligger stadig i baghovedet og hvis jeg kan undgå de situationer der giver mig ondt i maven, så gør jeg det! 
Hvis du synes det hæmmer dig eller virker meget irrationel for dig, så synes jeg du skal tale med din læge, for det er vel en slags angst...?

Det er helt klart en form for angst, Som jeg skal lære og tackle, dog er det lidt rart (ikke for dig selvfølgelig ��) og høre at der er andre der har haft frygt tanker.. men det gør da at man ved man ikke står helt alene, selv om det jo selvfølgelig er forskelligt hvad man døjer med.. et eller andet sted tror jeg også at det bliver nemmere nr hun kan snakke og gå, for så er hun det mindre “hjælpeløs”, hvor lige nu, er hun bare det mere skrøbelig ��

er glad for at høre at du er kommet dig stort set helt over det nu ��

Anonym skriver:

Ja jeg ved det  kunne bare være rart hvis man kunne høre fra andre der havde haft andre eller lign. Problemer og hvad der så hjalp dem..

selvfølgelig skal de ikke overbevise mig om at der ikke er en nål i vaskemaskinen, men hvis der var, ville det i mit hoved ikke være ligegyldigt, da jeg så ville være bange for at den kunne sætte dig i noget af hendes tøj ved næste vask ��

overvejer dog også og få hjælp 

Har du prøvet at tænke på hvad det værste ville være hvis der sad en nål i hendes tøj? Hun ville måske stikke sig på den men ville det være livstruende? Det tror jeg ikke, og børn kommer til skade det kan ikke undgåes og det er ikke jordens undergang. Selvfølgelig skal vi ikke lade dem komme til skade med vilje, men der kan ske utilsigtede uheld og så må vi trøste. Lige umiddelbart tror jeg også at de tanker du har og den frygt du har er noget du skal have hjælp til, også så du ikke kommer til at begrænse dit barn pga. din egen frygt, hvilket jeg helt sikkert ikke tror er hensigten.

Som en anden skriver, er det en meget god øvelse at skelne lidt mellem, hvornår noget er reelt (livs)farligt og hvornår noget “bare” er ubehageligt. Børn vil jo komme til at stikke sig, rive sig, slå hul i hovedet, slå en tand ud, eller tusind andre muligheder - faktisk bliver det kun mere besværligt med tiden at undgå - det nemmeste er sgu når de er små og ikke mobile.

Men en nål er jo egentlig ikke nødvendigvis særlig farlig, med mindre ungen æder den (og ville formentlig stikke sig selv længe inden det lykkes at sluge den). Den kan give anledning til ubehag og det vil man selvfølgelig helst undgå - men det er langt derfra og til katastrofe.

Ift. at fx “børnesikre” vores hjem, har jeg brugt sammen logik - og egentlig gjort “så lidt som muligt”, fordi: Det er farligt at falde ud af vinduet, spise opvasketabs og hive en reol ned over sig... det er til gengæld ikke for alvor farligt at få hevet bøger ned over tæerne, vælte en vase, risikere en klemt finger, osv.