Personligt var jeg kørt træt i det, vi har selv arbejdet så vi skiftede til at "arbejde sent", men der var vi alligevel senest hjemme mellem kl 17 og 19. Men man kommer jo bare hjem og spiser og når måske lige en time med barnet inden det skal i seng. Hverdagene skulle bare overstås så vi i weekenden kunne være familie. Selvom hverdagene "bare" er hverdage, så er hverdagene jo trods alt dem der er flest af, så jeg synes ikke man skal leve et liv hvor man går og venter på at kunne "leve" i weekenderne. Og selvfølgelig kan den som så henter lave hyggelige ting med barnet, men i længden bliver man nu ked af aldrig at kunne lave noget som familie.. lige nå i parken sammen, cykle en tur eller whatever.
En ting er at du står alene med afhentning, aftensmad og putning af barn. Men det bliver jo et liv hvor barnet næsten kun ser mor i weekenden? Hvis barnet skal nå at danne sociale relationer og lege med de andre børn, være med til de ting som bliver arrangeret og vænne sig til at være i en institution, så skal det måske afleveres i børnehave kl 9 inden samling eller 9.30 efter samling.. Så har barnet kun morgenen med sin mor? Igen, jeg ville synes at det var synd for barnet. Men jeg kan så heller ikke forstå at man er så egoistisk omkring eget job at man kan leve med at være så lidt sammen med sit barn. Det ville jo være anderledes hvis man arbejdede væk fra hjemmet x antal tid og så havde fri tilsvarende, men det her er hver dag, hver uge hele året, hvor et lille barn skal undvære sin mor næsten 5 dage om ugen. Men jeg forstår så heller ikke hvordan tanken om et job næsten kan være vigtige end at få et barn. Det må være et meget vigtigt, fancy eller spændende job.
Anmeld
Citér