Hverdag - parforhold

Min mand og jeg har efterhånden kendt hinanden i mange år. Jeg var ganske ung da vi lærte hinanden at kende , og vi flyttede sammen da jeg blot var 16 år ( en flugt hjemmefra ) når jeg kikker på vores forhold både før og nu , har det altid været mig der er primus motor . Jeg laver det meste hjemme både ude og inde. Jeg har altid været meget aktiv og min mand mere doven anlagt . Jo ældre jeg bliver jo mere større betydning har dette for mig . Jeg bliver mere bevidst om , at vores værdier og syn på tingene er forskellige . Jeg overvejer af denne årsag skilsmisse . Jeg har prøvet , at i tale sætte mine tanker , han forstår , men intet ændres.

Vi har store og mindre børn . Jeg ønsker at vi som familie skal lave noget sammen , men han er meget passiv . Ofte sidder han bare i sofaen men sin tlf eller ser tv . Virker ofte som han sidder i sin egen osteklokke . 

At vores barn sidder med en skærm dagen lang er åbenbart fint for ham , for hvad skal man da lave ?!? ( jeg kunne nævne flere ting man kan )

da jeg ikke har erfaring fra andre forhold ej heller en barndoms erfaring at trække på , er jeg faktisk meget i tvivl om “ normale “ forhold er sådan ?!?

hvad laver i som familie i hverdagene når i er hjemme , og i weekenderne 

hjælpes I af med de praktiske opgaver i hjemmet 

Anonym skriver:

Min mand og jeg har efterhånden kendt hinanden i mange år. Jeg var ganske ung da vi lærte hinanden at kende , og vi flyttede sammen da jeg blot var 16 år ( en flugt hjemmefra ) når jeg kikker på vores forhold både før og nu , har det altid været mig der er primus motor . Jeg laver det meste hjemme både ude og inde. Jeg har altid været meget aktiv og min mand mere doven anlagt . Jo ældre jeg bliver jo mere større betydning har dette for mig . Jeg bliver mere bevidst om , at vores værdier og syn på tingene er forskellige . Jeg overvejer af denne årsag skilsmisse . Jeg har prøvet , at i tale sætte mine tanker , han forstår , men intet ændres.

Vi har store og mindre børn . Jeg ønsker at vi som familie skal lave noget sammen , men han er meget passiv . Ofte sidder han bare i sofaen men sin tlf eller ser tv . Virker ofte som han sidder i sin egen osteklokke . 

At vores barn sidder med en skærm dagen lang er åbenbart fint for ham , for hvad skal man da lave ?!? ( jeg kunne nævne flere ting man kan )

da jeg ikke har erfaring fra andre forhold ej heller en barndoms erfaring at trække på , er jeg faktisk meget i tvivl om “ normale “ forhold er sådan ?!?

hvad laver i som familie i hverdagene når i er hjemme , og i weekenderne 

hjælpes I af med de praktiske opgaver i hjemmet 

Nu er jeg selv single, og har været det stort set hele mit voksne liv, så jeg har ikke så mange parforholds-erfaringer.

Men min mor og stedfar havde et forhold præcis som du beskriver. Min mor var/er meget aktiv både i hjemmet, i sin fritid og med ambitionerne på jobbet. Hun har altid været primus motor i deres forhold, og hun havde en stor del af skylden for at han engagerede sig i hans datter fra tidligere forhold. 

Han var/er en rigtig sofakartoffel, der har det helt fint med at sidde og se tv en hel dag. Alt i alt er han meget som du beskriver din mand. 

De blev skilt fordi min mor besluttede at hun var mere værd efter 18 år i det forhold. Hun havde mange gange forsøgt at italesætte problemerne og ville gerne kæmpe for forholdet, men der skete intet og intet blev lavet om. 
Det var den absolut bedste beslutning hun kunne have taget!
Jeg har set min mor blomstre op på en helt fantastisk måde! Hun lægger ikke længere bånd på sig selv og sine ønsker på samme måde, og så har hun fundet en fantastisk sød mand som har samme aktivitets- og ambitionsniveau som hende. Det er SÅ fantastisk at se dem fare rundt til diverse foredrag, rejser og hvad de nu laver, og give hinanden energi og opbakning når de vil noget. 

Så nej det er ikke bare sådan forhold er, med mindre man accepterer at det er sådan det er, og ikke bestemmer sig for at man er mere værd. Jeg er glad for at min mor tog den beslutning. 

- Min stedfar er stadig en magelig sofakartoffel og vi børn (både hans biologiske og os stedbørn) mærker bestemt den manglende drivkraft til kontakt hos ham. Han vil os gerne, ingen tvivl om det, men han tager sjældent kontakt selv.

Min mand og jeg har været sammen i 7 år. Vi har fra vi flyttede sammen for over 6 år siden været fælles om alt. Uanset om det er husarbejde eller vores børn. 
Hvis du ikke er tilfreds med jeres “opgavefordeling” synes jeg helt sikkert I dkal tale om det. Men før det, så ville jeg tænke på hvordan jeg har det i maven, hvordan jeg føler når jeg tænker på min mand. Hvad jeg drømmer om. 

Min mand er min store kærlighed og jeg smiler fra øre til øre ved tanken om ham. Det eneste i verden jeg er sikker på, er ham og jeg sammen. Det under jeg alle. 

MummiT skriver:

Nu er jeg selv single, og har været det stort set hele mit voksne liv, så jeg har ikke så mange parforholds-erfaringer.

Men min mor og stedfar havde et forhold præcis som du beskriver. Min mor var/er meget aktiv både i hjemmet, i sin fritid og med ambitionerne på jobbet. Hun har altid været primus motor i deres forhold, og hun havde en stor del af skylden for at han engagerede sig i hans datter fra tidligere forhold. 

Han var/er en rigtig sofakartoffel, der har det helt fint med at sidde og se tv en hel dag. Alt i alt er han meget som du beskriver din mand. 

De blev skilt fordi min mor besluttede at hun var mere værd efter 18 år i det forhold. Hun havde mange gange forsøgt at italesætte problemerne og ville gerne kæmpe for forholdet, men der skete intet og intet blev lavet om. 
Det var den absolut bedste beslutning hun kunne have taget!
Jeg har set min mor blomstre op på en helt fantastisk måde! Hun lægger ikke længere bånd på sig selv og sine ønsker på samme måde, og så har hun fundet en fantastisk sød mand som har samme aktivitets- og ambitionsniveau som hende. Det er SÅ fantastisk at se dem fare rundt til diverse foredrag, rejser og hvad de nu laver, og give hinanden energi og opbakning når de vil noget. 

Så nej det er ikke bare sådan forhold er, med mindre man accepterer at det er sådan det er, og ikke bestemmer sig for at man er mere værd. Jeg er glad for at min mor tog den beslutning. 

- Min stedfar er stadig en magelig sofakartoffel og vi børn (både hans biologiske og os stedbørn) mærker bestemt den manglende drivkraft til kontakt hos ham. Han vil os gerne, ingen tvivl om det, men han tager sjældent kontakt selv.

Mange tak for dit svar . Tror jeg inderst inde er klar på skilsmisse men en masse praktik stopper det . Kan sagtens kende det billede du nævner pg føler mig låst fast . Syntes vores forhold begrænser mig , og jeg lader mig påvirke af tingene . Kan mærke mit humør bliver påvirket i hverdagen . Jeg har selv nogle begrænsninger men laver ALT selv mens han bare sidder dagen lagt ( 90 % af tiden ) vi har ikke fælles økonomi fordi vi også her ser forskelligt på tingene .

Anonym skriver:

Min mand og jeg har været sammen i 7 år. Vi har fra vi flyttede sammen for over 6 år siden været fælles om alt. Uanset om det er husarbejde eller vores børn. 
Hvis du ikke er tilfreds med jeres “opgavefordeling” synes jeg helt sikkert I dkal tale om det. Men før det, så ville jeg tænke på hvordan jeg har det i maven, hvordan jeg føler når jeg tænker på min mand. Hvad jeg drømmer om. 

 

Min mand er min store kærlighed og jeg smiler fra øre til øre ved tanken om ham. Det eneste i verden jeg er sikker på, er ham og jeg sammen. Det under jeg alle. 

Tak for dit svar . Vi har været sammen i over 20 år , og det er primært mig som laver ALT . Jeg står for hus , haven & børn . Selvfølgelig laver han lidt , men arbejdsfordelingen er 90-10 . For en del år siden kom jeg galt afsted , hvilket gør jeg til dagligt har begrænsninger . Men trods dette laver jeg stadigvæk det meste . Det har samtidig gjordt jeg er blevet mere bevidst om vores forhold , at arbejdsfordelingen ikke er helt fair . At livet måske kan byde på andre ting . Som sagt er mine personlige grænser blevet mere tydelige i takt med livets udfordringer . Hvad jeg egentlig vil byde mig selv . At jeg også fortjener glæde og ikke bare sure pligter . Når jeg kikker på mon mand , vokser mine frustrationer . Jeg kan ikke finde de positive sider for de er væk . Må indrømme jeg har svært ved at finde glæde, når jeg dagligt kikker på en mad som sidder dagen lang i en sofa . Hele denne weekend er foregået foran skærmen . 

Ja herhjemme deles vi om alle de praktiske ting såsom madlavning, indkøb, tøjvask, hente børn osv. 

Nu er jeg på barsel pt så det sker at jeg nok lige ordner lidt mere end ham, men det er fint nok. Så er det måske 60/40 i den her periode, men generelt deles vi om alt. 

Min mand arbejder skiftende arbejdstider og har derfor kun fri hver anden weekend. Men vi laver næsten altid noget. Nogle gange større udflugter andre gange bare en tur i skoven. Nogle gange tager han fx den store ( vi har to børn på 4 år og 10 måneder) i svømmehallen eller legeland et par timer og får lidt kvalitetstid. 
En hel dag på sofaen med ipad? Nej det ville vi ikke gøre. Fint nok man har en afslapningsdag, det har vi også nogle gange og så ser vi fx dn Disney film sammen og bager en lækker kage. Og ja nogle søndagsmorgner bliver der måske set lidt for meget ramasjang mens mor og far drikker kaffe - men der går aldrig en hel dag bare foran tv’et ( medmindre man er syg måske).  

Min mand laver mad og handler oftest ind. Vi henter/afleverer børn begge to (den der har tidligst fri henter og den der møder senest afleverer). 

Jeg vasker oftest tøj. Rydder op/rengøring skiftes vi til. Det er lidt tilfældigt hvem der tager det. 

I hverdagen leger vi med børnene/ spiller bold ude i haven. Efter aftensmad må de godt se en kort tegnefilm. 

I weekenderne er det meget forskelligt hvad vi finder på. Men vi finder som regel på et eller andet. Der er dage hvor vi er hjemme hele dagen - her spiller vi brætspil, tegner, leger i haven, og ser en god film sammen med popcorn til☺️

Jeg tænker om du venter på at din mand finder på noget. Hvad med at I fredag aften taler om hvad I skal i weekenden og så få lavet aftaler der? 

Vi laver begge praktiske ting herhjemme vi er  enig om at vi ikke ønsker at gå op i om vi gør tingene 50/50  bare  tingene blev gjort de synes vi giv ro i vores hverdag 

mor:) skriver:

Min mand laver mad og handler oftest ind. Vi henter/afleverer børn begge to (den der har tidligst fri henter og den der møder senest afleverer). 

Jeg vasker oftest tøj. Rydder op/rengøring skiftes vi til. Det er lidt tilfældigt hvem der tager det. 

I hverdagen leger vi med børnene/ spiller bold ude i haven. Efter aftensmad må de godt se en kort tegnefilm. 

I weekenderne er det meget forskelligt hvad vi finder på. Men vi finder som regel på et eller andet. Der er dage hvor vi er hjemme hele dagen - her spiller vi brætspil, tegner, leger i haven, og ser en god film sammen med popcorn til☺️

Jeg tænker om du venter på at din mand finder på noget. Hvad med at I fredag aften taler om hvad I skal i weekenden og så få lavet aftaler der? 

Lyder som god arbejdsfordeling I har . Ville ønske vi hjælpes ad . Min mand og jeg ser forskelligt på tingene , og det er jo som sådan fint nok . Jeg bliver bare mere bevidst om jeg ønsker anderledes af min partner . Min mand er tilfreds med at sidde hele weekend og glo i sin tlf eller fjernsyn . Hvis jeg foreslår noget så afviser han som regel , vi kan ikke lave noget som koster penge og turer i naturen gider han ikke . Så den stranden der . 

Anonym skriver:

Vi laver begge praktiske ting herhjemme vi er  enig om at vi ikke ønsker at gå op i om vi gør tingene 50/50  bare  tingene blev gjort de synes vi giv ro i vores hverdag 

En arbejdsfordeling på 50/50 er nok svær at opnå hele tiden , men som du siger bare tingene bliver gjordt . Her bliver de bare ikke gjordt med mindre jeg gør det . Det er så vel hus som have . Jeg gør rent , ordner have , klipper hæk , passer ALT udenfor , handler , laver mad. Han tar yderst sjældent inititativet til noget .