Bange for at blive som min egen mor...

Her oven på juledagene kan jeg mærke at jeg har brug for at få luftet mine tunge tanker og forhåbentlig få lidt plads i hovedet igen...

Jeg blev mor i sommer og har nu den dejligste, sødeste og mildeste dreng. Han er alt jeg havde drømt om, og jeg elsker at være hans mor. Jeg føler jeg hviler i min egen rolle - ja, jeg trives virkelig med mit nye liv. Men langsomt begynder der at dukke ting og sager op fra min egen barndom som suger sig fast i mine tanker, og gør mig trist og nedtrykt .

Jeg har siden teenageårene haft et meget anstrengt forhold til min mor. Egentlig er alle mine familierelationer svære, og de fleste af mine minder fra barndommen om fx jul er præget af angst, usikkerhed og en længslen om at det hele skulle være overstået og jeg kunne komme væk igen. Jeg husker ikke at min mor nogensinde sådan rigtigt har været der for mig; jeg har ikke manglet noget materielt, og på mange måder tror jeg at hun er en helt almindelig mor - men jeg har en grundlæggende følelse af ensomhed og svigt i forhold til hende. Jeg har aldrig kunne tale med hende om svære ting, fx husker jeg mange perioder hvor hun slet ikke har talt til mig hvis fx havde dummet mig med alkohol eller lignende. Hun har råbt og skreget af mig, kaldt mig grimme ting og ignoreret mig så mange gange at jeg til sidst stoppede med at forsøge at få et tæt og kærligt forhold til hende.

Nu er hun mormor, og jeg vil ikke fratage hende den glæde - hun ser min søn ofte og har boet hos os henover julen. Jeg gør mig umage for at tage imod min egen mor med åbne arme, men jeg tror jeg mest gør det fordi "man bør". De dage hun har været her har min krop og psyke været i total alarmberedskab, og jeg bryder mig ikke om den person jeg selv er sammen med hende. Hendes tilstedeværelse trigger så mange grimme følelser i mig, og tiden skal bare gå, alt imens jeg knokler for ikke at vise hvordan jeg har det.

Mine tanker er begyndt at kredse om risikoen for at jeg selv bliver som min egen mor, og at min søn kommer til nærmest at foragte mig som det er tilfældet mig min mor og mig. Og jeg bliver så ulykkelig ved tanken. Jeg kigger på min dreng og kan ikke forestille mig at jeg kunne finde på at gøre som min egen mor gjorde ved mig, men jeg er alligevel så bange for ikke at kunne bryde den cirkel. Jeg er faktisk i tvivl om hvorvidt jeg elsker min egen mor, men jeg føler at ansvar for hende nu hvor hun er ved at være gammel og faktisk er ret ensom , arbejdsløs og uden særlige relationer ud over den nærmeste familie. Jeg føler en form for barnlig uretfærdighed over at hun ikke magtede opgaven som kærlig og støttende mor, og nu skal jeg så være hendes livline og give hendes liv indhold. Jeg hader de tanker og jeg føler mig så smålig...

Jeg aner ikke hvad jeg ville med dette indlæg, andet end at få afløb for en masse frustration. Jeg synes julen er så svær - det har den også været i år på trods af den helst skulle have været noget særligt at fejre jul som mor for første gang...

Anonym skriver:

Her oven på juledagene kan jeg mærke at jeg har brug for at få luftet mine tunge tanker og forhåbentlig få lidt plads i hovedet igen...

Jeg blev mor i sommer og har nu den dejligste, sødeste og mildeste dreng. Han er alt jeg havde drømt om, og jeg elsker at være hans mor. Jeg føler jeg hviler i min egen rolle - ja, jeg trives virkelig med mit nye liv. Men langsomt begynder der at dukke ting og sager op fra min egen barndom som suger sig fast i mine tanker, og gør mig trist og nedtrykt .

 

Jeg har siden teenageårene haft et meget anstrengt forhold til min mor. Egentlig er alle mine familierelationer svære, og de fleste af mine minder fra barndommen om fx jul er præget af angst, usikkerhed og en længslen om at det hele skulle være overstået og jeg kunne komme væk igen. Jeg husker ikke at min mor nogensinde sådan rigtigt har været der for mig; jeg har ikke manglet noget materielt, og på mange måder tror jeg at hun er en helt almindelig mor - men jeg har en grundlæggende følelse af ensomhed og svigt i forhold til hende. Jeg har aldrig kunne tale med hende om svære ting, fx husker jeg mange perioder hvor hun slet ikke har talt til mig hvis fx havde dummet mig med alkohol eller lignende. Hun har råbt og skreget af mig, kaldt mig grimme ting og ignoreret mig så mange gange at jeg til sidst stoppede med at forsøge at få et tæt og kærligt forhold til hende.

Nu er hun mormor, og jeg vil ikke fratage hende den glæde - hun ser min søn ofte og har boet hos os henover julen. Jeg gør mig umage for at tage imod min egen mor med åbne arme, men jeg tror jeg mest gør det fordi "man bør". De dage hun har været her har min krop og psyke været i total alarmberedskab, og jeg bryder mig ikke om den person jeg selv er sammen med hende. Hendes tilstedeværelse trigger så mange grimme følelser i mig, og tiden skal bare gå, alt imens jeg knokler for ikke at vise hvordan jeg har det.

Mine tanker er begyndt at kredse om risikoen for at jeg selv bliver som min egen mor, og at min søn kommer til nærmest at foragte mig som det er tilfældet mig min mor og mig. Og jeg bliver så ulykkelig ved tanken. Jeg kigger på min dreng og kan ikke forestille mig at jeg kunne finde på at gøre som min egen mor gjorde ved mig, men jeg er alligevel så bange for ikke at kunne bryde den cirkel. Jeg er faktisk i tvivl om hvorvidt jeg elsker min egen mor, men jeg føler at ansvar for hende nu hvor hun er ved at være gammel og faktisk er ret ensom , arbejdsløs og uden særlige relationer ud over den nærmeste familie. Jeg føler en form for barnlig uretfærdighed over at hun ikke magtede opgaven som kærlig og støttende mor, og nu skal jeg så være hendes livline og give hendes liv indhold. Jeg hader de tanker og jeg føler mig så smålig...

 

Jeg aner ikke hvad jeg ville med dette indlæg, andet end at få afløb for en masse frustration. Jeg synes julen er så svær - det har den også været i år på trods af den helst skulle have været noget særligt at fejre jul som mor for første gang...

Uden at jeg ved særlig meget om jeres forhold, lyder det som jeg har det .. jeg blev anbefalet at læse denne bog, som egentlig hjælper til at forstå og acceptere/tilgive og kunne leve videre i er liv hvor mor fortsat er en del af det.. 

den handler om narcissistiske  mødre, og der er både ekstreme eksempler men også mildere, hvor min mor hører til den sidste kategori. Den taler også til dét med ikke at videreføre de dårlige egenskaber fra egen mor til egne børn. 
den findes på biblioteker til låns men hvis du er nogenlunde i engelsk, kan jeg anbefale den engelske version på Mofibo (Will i ever be good enough) 

blot en anbefaling herfra. 
glædelig jul

Anonym skriver:

Her oven på juledagene kan jeg mærke at jeg har brug for at få luftet mine tunge tanker og forhåbentlig få lidt plads i hovedet igen...

Jeg blev mor i sommer og har nu den dejligste, sødeste og mildeste dreng. Han er alt jeg havde drømt om, og jeg elsker at være hans mor. Jeg føler jeg hviler i min egen rolle - ja, jeg trives virkelig med mit nye liv. Men langsomt begynder der at dukke ting og sager op fra min egen barndom som suger sig fast i mine tanker, og gør mig trist og nedtrykt .

 

Jeg har siden teenageårene haft et meget anstrengt forhold til min mor. Egentlig er alle mine familierelationer svære, og de fleste af mine minder fra barndommen om fx jul er præget af angst, usikkerhed og en længslen om at det hele skulle være overstået og jeg kunne komme væk igen. Jeg husker ikke at min mor nogensinde sådan rigtigt har været der for mig; jeg har ikke manglet noget materielt, og på mange måder tror jeg at hun er en helt almindelig mor - men jeg har en grundlæggende følelse af ensomhed og svigt i forhold til hende. Jeg har aldrig kunne tale med hende om svære ting, fx husker jeg mange perioder hvor hun slet ikke har talt til mig hvis fx havde dummet mig med alkohol eller lignende. Hun har råbt og skreget af mig, kaldt mig grimme ting og ignoreret mig så mange gange at jeg til sidst stoppede med at forsøge at få et tæt og kærligt forhold til hende.

Nu er hun mormor, og jeg vil ikke fratage hende den glæde - hun ser min søn ofte og har boet hos os henover julen. Jeg gør mig umage for at tage imod min egen mor med åbne arme, men jeg tror jeg mest gør det fordi "man bør". De dage hun har været her har min krop og psyke været i total alarmberedskab, og jeg bryder mig ikke om den person jeg selv er sammen med hende. Hendes tilstedeværelse trigger så mange grimme følelser i mig, og tiden skal bare gå, alt imens jeg knokler for ikke at vise hvordan jeg har det.

Mine tanker er begyndt at kredse om risikoen for at jeg selv bliver som min egen mor, og at min søn kommer til nærmest at foragte mig som det er tilfældet mig min mor og mig. Og jeg bliver så ulykkelig ved tanken. Jeg kigger på min dreng og kan ikke forestille mig at jeg kunne finde på at gøre som min egen mor gjorde ved mig, men jeg er alligevel så bange for ikke at kunne bryde den cirkel. Jeg er faktisk i tvivl om hvorvidt jeg elsker min egen mor, men jeg føler at ansvar for hende nu hvor hun er ved at være gammel og faktisk er ret ensom , arbejdsløs og uden særlige relationer ud over den nærmeste familie. Jeg føler en form for barnlig uretfærdighed over at hun ikke magtede opgaven som kærlig og støttende mor, og nu skal jeg så være hendes livline og give hendes liv indhold. Jeg hader de tanker og jeg føler mig så smålig...

 

Jeg aner ikke hvad jeg ville med dette indlæg, andet end at få afløb for en masse frustration. Jeg synes julen er så svær - det har den også været i år på trods af den helst skulle have været noget særligt at fejre jul som mor for første gang...

Jeg tror det er helt normalt, at man gennemlever følelser fra egen barndom når man bliver forælder. Det gjorde jeg også. Har som dig en svær opvækst i bagagen. Inden jeg blev mor troede jeg egentlig at jeg var kommet videre og var fri af barndomstraumer. Men der sker bare noget når man sidder med det lille væsen der er så såbart og fuldstændig afhængig af een. Jeg gennemlevede det hele igen og mere til. Det blev bedre med tiden og for mig har min mors forhold til mine børn helet en masse for mig. Hun har virkelig taget sig kærligt af dem og det er så rørende for mig at se deres forhold. Måske noget lignende kunne ske for jer?

udover det, så vil jeg sige. Pas på dig selv. Du behøver jo ikke at have din mor overnattende, du må gøre op med dig selv hvor meget du kan klare at se din mor. Du skal ikke føle dig dårlig tilpas for hendes skyld, det er ikke rimeligt.