Tanker om familie og børn

For det første vil jeg godt fortælle at der findes baby-bio

Dernæst vil jeg nok umiddelbart foreslå I venter et år eller to med at prøve, eller indtil den første af jeres venner får barn. Selvom man gerne vil have børn, er det okay at vente til man er klar. I er jo begge stadig relativt unge. Og måske den ekstra ventetid gør jer mere venligt stemt over at få børn.

Hvis jeres venner får børn, så vil det at I selv får børn kun være medvirkende faktor til at fortsætte venskabet. Og så er det jo helt okay at tage børnene med, uanset om det er til en legeaftale eller til middag i privaten, hvor ungerne bliver puttet i gæsteværelset. (de fleste børn har det fint med at sove ude, hvis deres forældre er med, det er mere det at sove uden forældre, der kan være et problem)

Og så får du med sikkerhed en stor omgangskreds af andre mødre, fordi I mødes på barsel eller til mødregruppe eller i legeland osv... Så kan I sidde og drikke cafelatte mens ungerne leger på legepladsen

Mht til babyer, så er du næppe den første mor, der ikke er super vild med babyer. Så er det jo godt, de kun er babyer i få måneder. Før man får set sig om, kan de både gå og snakke

Mht manglende søvn, så er den jo som regel svær at undgå. Men man kan indføre nogle rutiner, hvor man fx skiftes til at tage nattevagten, eller mor får lov at få en lur, når far kommer hjem fra arbejde. Og det er max tre år du ikke får en eneste uafbrudt nattesøvn som regel noget mindre. Så snart barnet er vænnet af med at amme, kan far jo overtage nattetjansen indtil mor er ovenpå igen. Ellers skal I gå "all in" og have fællesseng, så alle hurtigere kan sove igennem. Der er mange løsninger. Uanset hvad, er jeg sikker på I nok skal klare den! Det lyder umuligt, men det hele ser helt anderledes ud, når du pludselig står med et menneske i favnen, som du elsker højere end noget andet. (bare så du ikke bliver overrasket, så kommer den følelse nogle gange først lidt tid efter fødslen).

For øvrigt har jeg set mødre på barsel, som var mere aktive/sociale end nogensinde før, og som måtte sætte sig for, at huske at blive hjemme mindst én dag i ugen, fordi vasketøjet ellers aldrig blev ordnet Så børn behøver bestemt ikke være en hindring for et socialt liv, tvært i mod.

Pøj pøj med det!

Det kommer simpelthen an på hvilket barn du får. 

Jeg var måske ikke det mest sociale menneske, men jeg var meget sportsligt aktiv, løb 2-3 gange om ugen, dansede 2x 4 timer om ugen og cyklede alle steder hen. Jeg havde også bekymringen for at blive ensom, når jeg skulle være hjemme på barsel, men min kæreste forsikrede mig, at hvis de unge mødre kunne, så kunne vi altså også... 

Så kom vores ældste datter efter 3 ugers indlæggelse med svær svangerskabsforgiftning. De først to uger sov hun, og så skreg hun ellers de næste 3 mdr. Sidenhen blev hun ørebarn og bare skreg og skreg. Vi har lavet en del sjov med, at hun var sur de første to år af hendes liv. Hun sov først igennem som 4 årig, og smed først bleen da hun var 4,5 år. Omkring hun fyldte 5 år udtrykte hendes talepædagog (som hun havde kommet ved gennem et halvt år på det tidspunkt) bekymring for hendes udvikling. I dag er hun diagnosticeret med aspergers Syndrom (autisme), hvilket forklarer hvorfor de første år med hende har været så hårde..

Jeg har helt klart ikke haft godt af, at gå hjemme med små børn. Nogle gange overvejer jeg, om jeg fik en lille hjerneblødning undervejs. Jeg er stort set ikke længere i stand til at smalltalke med folk, hvis samtalen ikke handler om mine børn, og jeg føler mig malplaceret og forkert i næsten alle situationer, undtaget hjemme, med familien, med få gode veninder, eller på et dansegulv. Mine børn er 2 og6 år, og jeg aner ikke hvornår jeg har udsigt til, at det bliver bedre.