Hvornår ved man at det er nok - omkring forældre

Jeg er opdraget meget hårdt og uden synderlig meget kærlighed. Mine forældre er skilt og allerede fra lille af, spillede de mig ud imod hinanden.

De fik begge nye kærester og fik børn med dem. Og så blev jeg "det sorte får".. Det var i hvert fald sådan jeg følte. 

Forskellen på mine søskende og jeg var meget stor og er den stadig. Min mor kan bare ikke se det. Eller min far.

Feks i min fars tlfbog hedder min søster "søde datter" og jeg ved mit navn.

Min mor kørte forbi min søster her den anden dag i 6 timer for at fejre før jul men havde ikke tid til at komme forbi mig. Sådan har det været tit. Vi bor 2 min fra hinanden. 

Eksemplerne er mange, men kulminationenen skete bare igår da jeg blev rigtig såret. Og sagde til min mor at jeg følte mig såret. Svaret var bare, at de havde da ikke tid til at komme føjtende hele tiden (de har aldrig besøgt mig) og jeg måtte da meget undskylde at hun også havde et liv. Så nu er det nok. MIne børn har ikke et voldsomt forhold til min mor. Hun ser dem sjældent og passer dem kun under brok og tvang. 

Hvordan accepterer man bare, at man ikke ser dem? At det er det?

Det lyder fandme også tarveligt. Virkelig tarveligt. Jeg kan godt forstå at du er såret og føler dig tilovers og tilsidesat. Jeg har ikke noget råd til at få dig til at accepterer situationen, men jeg vil råde dig til at fortælle dem råt for usødet hvad du føler. Hvis du er afklaret med at tingene er som de er, så har du ikke noget at miste ved at fortælle dem at du Synes de har været dårlige forældre overfor dig kontra dine “nye” søskende. Fortæl dem sandheden, du har intet at miste hvis du i forvejen føler du er ligegyldig for dem. Enten kan de tage det til sig, eller også får du luft og kommer videre med den bonus at du har gjort hvad du kunne, og fortalt dem hvordan du virkelig har det. 

Ønsker dig alt det bedste, og håber at dine forældre en dag for hovedet ud af r”ven...

Det første der falder mig ind er; hvor er i fra? For selvom det ikke er det samme så vil vi gerne være noget for jer.  Jeg er mig, og mine fire børn. 

LSS skriver:

Det første der falder mig ind er; hvor er i fra? For selvom det ikke er det samme så vil vi gerne være noget for jer.  Jeg er mig, og mine fire børn. 

Det er altså bare god stil og overskud det der ❤️

Venica skriver:

Det er altså bare god stil og overskud det der ❤️

Tak!  Jeg kommer selv fra en familie uden ret meget netværk og omsorg så jeg ved hvor meget det betyder når nogle ønsker at være der for en. 

LSS skriver:

Tak!  Jeg kommer selv fra en familie uden ret meget netværk og omsorg så jeg ved hvor meget det betyder når nogle ønsker at være der for en. 

Min situation er slet ikke til at sammenligne med din, da mine forældre gør meget for mig også, samt mine børn. Men jeg har altid været nedprioriteret ift min søster af diverse årsager og det der hjalp for mig var gradvist at tage afstand og lukke af, og sige til mig selv, det var ikke mig eller mine børn der havde gjort noget forkert. Det gør ondt når det gælder ens nærmeste der burde elske en højest. Tiden kan hjælpe dig hvis du tager en beslutning om at sige dem fra. Det er ikke fordi du behøver lukke helt af for kontakten (men måske det er nødvendigt...). Det vil gøre mindre og mindre ondt og tilsidst vil det mest være når du bliver trigget og mindes. Og så ja, find mennesker der værdsætter dig og som gengælder din kærlighed. “Desværre” er det ikke altid familie der er ens nærmeste.

Familie er ikke noget man er tvunget til at være hele livet, det er noget man vælger - når man er klar 

Jeg kan nævne alle svigt i bogen, min barndom (og ungdom) var urimelig og modbydelig.

For snart 4 år siden (da jeg var 29 og lige havde fået barn nr. 2) brød jeg al kontakt til mine (skilte) forældre. Og jeg har ALDRIG været så lettet og afklaret indeni. Jeg har et netværk som jeg har familiære og tætte forhold med, for mine børns skyld. Men det er KUN mennesker jeg værdsætter, og som værdsætter os!

Jeg ville ikke begynde ar rippe op i alt det der gør ondt, og gøre et stort nummer ud af at forklare dem hvorfor du vælger dem fra - men bare gøre det. De lader ikke til at ville/kunne sætte sig i dit sted, og så bliver du bare mere såret i forsøget.

Gør dine nærmeste opmærksomme på din beslutning (når/hvis du altså er klar til at gøre det), og bed dem om at hjælpe dig med at holde fast i den. Jeg får stadig øjeblikke hvor jeg overvejer at gå tilbage, men så ringer jeg til en veninde som minder mig om hvad jeg ville vende tilbage til.

Fjern alle forbindelserne: Facebook, telefonnumre (du ved at du altid kan få fat i dem igen), billeder der står fremme eller som børnene har fået. Sæt dig et mål ad gangen. Start med at love dig selv fx "ingen kontakt i 14 dage", og så kan du forlænge med den tid du tænker at du kan overskue. Det bliver nemmere jo længere det går 

Og hvis du har brug for en pep-talk eller bare en sludder, så skriv gerne en pb 

Det er rigtig hårdt at stå i sådan en situation. Jeg har heller ikke selv ret meget netværk, og har ikke haft noget at gøre med min far i snart otte år. Han er alkoholiker og i det hele taget et ret ubehageligt menneske, så selvom det har været en enorm lettelse ikke at have ham i mit liv mere, så har savnet efter det jeg aldrig fik fra ham stadig gjort meget ondt ind imellem. Det er ikke altid bedst at holde fast i en relation hvis den kun gør mere skade end gavn. På samme tid må man også være realistisk omkring hvad og hvor meget man kan forvente fra andre mennesker, og om hvor vidt det er noget man kan leve med. Selvom det ikke er urimelige ønsker man har, er det jo desværre ikke sikkert at den anden part enten kan eller vil leve op til det, og vi kan gå forsøge at appellere til andre, men vi kan ikke lave om på dem. Det er i hvert fald nogle ting jeg selv har måttet gøre op med mig selv gennem tiden. 

Hvis du har brug for at skrive, så står min indbakke også åben.